Bassen, fodbolden og Ajax Amsterdam

Det var et af de der øjeblikke, hvor man måske skulle have holdt sin mund. Eller sagt noget andet. Dem er der mange af igennem et liv, hvis man sådan begynder at tælle op. Der er næppe nogen, der går gennem et liv, som kun siger det rigtige. Eller som undlader at åbne munden, hvor den skal være lukket.

Nu er det sådan, at jeg udover at være i musikkens tjeneste, også er en passioneret fodbold aficionado. Både hvad angår klubhold og selvfølgelig landsholdet. Intet glæder mig derfor mere - udover mine børns fødsler, at passere fodgængerovergangen på Abbey Road, italiensk rødvin - end når et ungt talent virkelig slår igennem, så vi alle kan glædes over det.

Det lille rum, hvor øjeblikket indtraf, var indhyllet i en sen oktober sol, som dovent kildrede vores næser. Rummet var hengemt og støvet. Varmen og vibrationerne fra basforstærkerne fik partiklerne til at danse i det sløve lys. Det dybe E kunne flytte en del luft og støv fra membranen.

Der var tre bassister fra 6. kl. i gang i vores musikafdeling på Rosenvangskolen. Der kan man vælge et instrument, når man kommer i 6. kl. og fortsætte til 9. kl.  Det havde Viktor gjort. Men jeg kunne mærke på ham, at han manglede motivationen til at fortsætte. Alle ville med i Musikordningen - og sådan er det heldigvis stadig. De to andre kæmpede med den 12-taktede blues i A, men Viktor havde lært den allerede første gang. Sådan var det med ham. Havde haft ham siden 4. kl., og kendte ham godt. Han lærte hurtigt. Og nu skulle han sidde og vente på de andre.

Til lyden fra de to andre drenge, som pløjede sig igennem tonerne, så der blev flyttet en del støv i lokalet, og så man på ingen måde kunne konstatere spor af den DNA, den rytmiske musiks basspil byggede på, sagde Viktor nøgternt, at han tænkte på at stoppe med bassen.

'Stoppe!!!!?? Det kan du da ikke mene Viktor!'

Musiklæreren havde store planer med ham. Han skulle lige igennem indkøringsperioden, spille på sammenspilshold med nogen, der kunne blive lige så gode som han. Så ville han hurtigt blive en af de bærende kræfter i Musikordningen, for han havde talent. Han skulle fornemme viben og samhørigheden med de andre, når man spiller sammen. Det der ubeskrivelige, når man laver musik med andre. Når man står midt i det hele, og nakkehårerne rejser sig og alle får gåsehud på samme tid.

'Det skal du prøve! Så blir det ikke større. Tro mig'.  

Her var musiklæreren tæt på tårer og rørstrømskhed, og på at blive grebet af sin egen retorik. Han greb bassen fra én af de andre. Spillede en 12-takters, så det var lige før én af drengene var løbet hen til vinduet for at se, om det virkelig var et slaveskib fra Vest Afrika, der havde lagt til kaj nede i skolegården. Musikken gik direkte ned i et af blues-DNAens alleryderste decimaltal.

Nu undrer læseren sig nok over, at jeg som blogger pludselig omtaler mig selv i 3. person. Sikke noget sprogligt sjusk! Men man har jo sin frihed. Hmm... det er pinefuld bekendelse, jeg er ude i nu. Så jeg er nødt til at distancere mig fra musiklæreren. Så bær venligst over med mig lidt endnu.

Viktor fortsatte ufortrødent og ganske uanfægtet af musiklæreren. Jo - han ville stoppe. Selvom musiklæreren vidste alt om, at drengen var dygtig, til alt hvad han gav sig i kast med - og endda meget sympatisk - så vidste han godt, at der var en bestemt ting, han tænkte rigtigt meget på, og det var fodbold. Hans store mål var at blive som sin bedstefar, som havde spillet på fodboldlandsholdet.

Musiklæreren havde givet det bedste han kunne, nemlig fortalt om musikkens inderste sjæl. Men det havde ikke rokket ved knægten. Det var derfor tid til at rulle det tunge skyts frem.

Og her er vi så fremme ved øjeblikket. Øjeblikket, som skulle have fået det hele til at tippe over til musiklærerens fordel. Og som langt senere betyder, at jeg nu sidder her, og er nødt til at gå til bekendelse. Fanden tage det øjeblik! Måske skulle jeg bare overstrege de mest ømtålige passager på bedste embedsmandsmanér!? Nej! Nej Nej!!! Det er næppe heller sådan fremtidige læsere af denne blog ønsker det. Jeg må stå ved min fejlbedømmelse, og springe ud som musiklæreren, der gav det mest ubrugelige råd.

Musiklæreren følte sig en smule som Kemiske Ali, da han rullede sit værste våben frem, men med det var han sikker på sejr.

'Viktor, jeg ved godt at du går rigtig meget op i fodbold, og at du gerne vil på landsholdet, men du skal vide, at det kun er de allerbedste, der slipper igennem nåleøjet Og selv der kan man ikke engang være sikker...... Jeg synes, du skal tænke dig om, og huske på at der også er andet i livet end fodbold.........' selv musiklæreren syntes, det havde en hul klang, men han fortsatte:

Så hvad med at skifte til guitar?'

Der blev helt stille. Musiklæreren var overbevist om, at det var en fuldtræffer. Lige midt i hovedkvarteret hos den forsvarsløse dreng. Det er muligt, der røg nogle civile med, men sagen var vigtigere.

Nogenlunde sådan var ordvekslingen, men jeg var nu ikke helt så gal som 'musiklæreren', så der må jeg tilstå en vis overdrivelse for historiens skyld. Jeg har dog følt mig lidt som DECCAs pladeselskabsdirektør Dick Rowe siden må have følt det. Det var nemlig ham, der afviste The Beatles med ordene 'The Beatles have no future in show business, guitar groups are on the way out', efter en audition i 1961. Der kan man da tale om fejlbedømmelse. Så voldsom vil jeg trods alt ikke kategorisere min. Vi skulle nok have talt om, at det er godt at have drømme og mål, og at det er godt, at forfølge dem så godt man nu kan. Men så havde jeg - musiklæreren - jo bare mistet den talentfulde elev uden kamp.

Viktor Fischer droppede bassen. Han gik sammen med sin søster og bror på Rosenvangskolen. Han spiller nu i Ajax Amsterdam, og er fast mand på landsholdet, hvor det er en fryd at se ham på TV. Gåsehud, nakkehår, samhørighed, vibes og mere til opnår han sammen med holdkammerater på de største scener med en bold. Til gengæld tjener han lidt basører på det. Der er ikke så mange penge i at spille bas. Men i skolen spiller man hverken det ene eller det andet for pengenes skyld. Hvad man spiller for, må vente til en anden gang. Det blir også en anden gang, I skal høre om Musikordningen på Rosenvangskolen. Men der er masser af historier, der skal fortælles. Check ind på MUSIKLIV når der er nyt.

Efterskrift.

Her råder tavshedspligten naturligvis. Citater fra en samtale mellem elev og lærer. Jeg omtalte historien for en af mine gamle venner, som bestemt også løftede pegefingeren. Så jeg tog kontakt til Viktor, mens han var tilbage i Danmark for at spille de højspændte og hændervridende spændende afsluttende VM kval. kampe mod bl.a. Italien. Og han kunne sagtens huske det. Og jeg måtte gerne fortælle historien i denne blog. Han ærgrede sig tilmed over, at han ikke havde fortsat med et instrument, for at have noget ved siden af fodbolden. Men det er jo heldigvis aldrig for sent, at lære noget nyt. Så jeg foreslog ham tidens hotte instrument: UKULELEN! Var det nu et nyt ubrugeligt råd? Næh, det synes jeg bestemt ikke! Instrumentet er hot blandt både store og små på Rosenvangskolen.

Karl-Erik Pedersen 22. oktober Fredensvang

-----

Viktor Fischer

http://www.youtube.com/watch?v=f-qIvjtXK54

Rosenvangskolen ligger i det sydlige Aarhus.