Blåbærblå

Den anden dag fulgtes jeg med min yngste datter på 8 år. Hun havde fået en lækker muffin med blåbær, som hun ikke kunne løsrive blikket fra inde hos bageren. Den stod i glasmontren og så ubegribeligt tillokkende, kageagtig og dybblå ud. Omhyldet af fjern sitrende mystik.

Nu lå den i den brune bagerpose i hendes hånd, og hun passede på med for alt i verden ikke at støde den ind i noget, som kunne skade dette smukke bygningsværk, som kun en af bagerens ypperligste forme må have kunnet frembringe. Det skulle blive en sand himmerigsmundfuld, som hun havde store forventninger til at skulle sætte tænderne i.

Det var en fredag eftermiddag, og selvom kalenderens viser stadig stod frostklart på vinter, så var der alligevel en snert af forår i luften. Vi var dog tættere på det forjættede land, end vi var tilbage i efteråret. Jeg kunne mærke det, og min datter kunne mærke det. Fuglene kunne mærke det, og jeg er sikker på, at buschaufføren der netop kørte forbi kunne mærke det.

Måske var det foråret, der var i vente, eller også var det fordi, det var fredag og gækken var løs, men jeg kunne ikke lade være med at spørge hende, om ikke vi lige skulle sætte os på bænken længere oppe ad vejen. Så kunne vi nyde vejret og fredagen. Vi kunne kigge lidt på trafikken, og... og så kunne hun jo lige tage en bid af sin blåbær muffin.

Hun tænkte sig om. Hun havde meget stor lyst, det var der ingen tvivl om. Men hun glædede sig også til at komme hjem, og sidde ved spisebordet med kagegaffel og en kop te. Hmm... Men OK! Bare én bid. Én eneste bid ville hun tage af sin muffin.

Vi gik de sidste meter hen til bænken og satte os. Hun åbnede forsigtigt posen. Kiggede ned til kagen for at se, om alt var som det skulle være. Måske fortrød hun lige der et kort sekund, for hvis hun tog en bid nu, ville hun jo ikke komme hjem med det fuldendte bygningsværk, som hos bageren havde tiltrukket hende som et fjernt orientalsk tempel. Men øjeblikket var så kort, som den slags kun kan være, når duften af kage vælter op af posen og overtager ens næsebor og vilje.

Hun greb forsigtigt om kagen. Lukkede så øjnene, åbnede munden og tog en bid. Jeg kunne straks se på hende, at fuglene sang kraftigere og vintergæk og erantis voksede mindst en centimeter hver. Forventningerne blev i den grad indfriet. Foråret sprang simpelthen ud inden i hende. Det var et festfyrværkeri af nydelse.

Oh, tænk hvis man stadig kunne nyde sådan! Fordomsfri-100%-total-blyfri-her-og-nu-nydelse uden filter og udenfor alder. Bare lukke øjnene og nyde! Når man så åbnede dem igen, var det forår!

For mig var øjeblikket dog alligevel næsten lige så magisk, som det var for hende. Der var bare to forskellige årsager til glæden. For hende var det nydelsen af at sætte tænderne i den labre og gennemlækre blåbærmuffin, og for mig var det selvfølgelig glæden over at se hendes nydelse af kage, blåbær, forår og fredag.

Det fik hende heldigvis til bagefter at åbne munden for at fortælle om den skønne og sanselige oplevelse. Og sikke en mund hun havde fået som ekstra gevinst. En bonusmund blå af bær! Sikken et syn. Det fik vi pludselig meget sjov ud af at tale om - og tage billeder af. Hun havde fået blåbærmund. Kunne man så ha' blåbærøjne? Og hvor hurtigt kan du sige blåbærblå? Hov...det lød jo godt. Hvad med 'hendes øjne blev blåbærblå?’ Hvor hurtigt kunne man sige det? Det lød endnu bedre.

Vi sad der på bænken, min datter og jeg. Ping pongede med linjer og ord, og jeg vidste, at jeg måtte hjem og skrive ned, for der var en ny sang på vej. Et øjeblik havde spundet et ord, der kunne bruges i en sang - som kunne fortælle om et øjeblik.

Hun vented' på ham i porten/samme tid hver eneste dag/hun ku' mærke sit hjerte slå/hurtigt var hun væk igen/hendes øjne blev blåbærblå/hver gang hun så ham komme og gå/hun talte hvert et blåt sekund/resten af dagen gjorde ondt/et flygtigt glimt et kort øjeblik/syv skridt og så var han væk/hendes øjne blev.../årene er gået med tiden/hun tænker stadig på ham/hendes øjne blir blåbærblå/selv efter alle de år/når timen blir mørkeblå/resten af dagen gør stadig ondt/hendes øjne blev...

(Karl-Erik Pedersen)