
BLOG
Empty article - Subtitle
Cigarkasseguitaren
Simon Nielsen og Sir Paul McCartney optræder ikke på de samme scener. Simon spiller til morgensang, mens Sir Paul gi'r koncerter verden over. Alligevel har de noget til fælles.
Rosenvangskolens musiklærer Simon Nielsen og ex-Beatlen Sir Paul McCartney har noget til fælles. Men før vi løfter sløret yderligere, må vi skrue tiden tilbage til den 12. december 2012 og støttekoncerten '12.12.12'.
Sir Paul går på scenen i Madison Square Garden i NYC. Han er verdens mest succesrige sanger, sangskriver og musiker. Men til trods for denne status står han på scenen beskedent klædt i blå jeans, en hvid skjorte og med et simpelt primitivt udseende instrument over skulderen.
Nettet gløder
Der diskuteres hektisk på nettet i alverdens fora, hvor connaisseurs af den slags logger ind i de 3-4 min sangen varer. Og knapt har Sir Paul og det delvist genopståede NIRVANA slået den sidste ramsaltede E akkord af, før resultatet foreligger: DETTE ER EN CIGARBOXGUITAR'!!! Allerede i timerne efter kunne websites som www.cigarboxguitarparts.com, der ellers i årevis havde levet et stille liv begynde at mærke en betydelig øgning af trafikken på deres hjemmesider. Dermed kom også et stigende salg af denne særegne guitar. For deres forretninger var 12.12.12 pludselig blevet en magisk talkombination.
Som en kombination til en bankboks man ikke anede eksistensen af. Et salg som nåede nye højder nogle dage efter den 15. december, da de spillede sangen igen med 71-årige Paul på Ci-guitar i TV programmet Saturday Night Live.
Simon og Paul
Men lad os vende tilbage til Simon og Paul og det fællesskab, der tilsyneladende er imellem de to. Det vil dog nok være mest retfærdigt at tale om ligheder. Indlæg fra denne signatur kunne let blive genstand for påstande om overdrivelser. Det må vi straks tage i opløbet, og vi beder derfor kaptajnen om at justere højden, så vi kommer nærmere Jorden og Aarhusområdet.
Simon og Paul spiller begge glimrende på flere instrumenter. Er familiefædre. De spiller begge hollowbody bas. OK! Du har allerede gættet det! Skarpsindige læser! Det er selvfølgelig cigarkasseguitaren, det handler om. Sådan én ejer Simon nemlig også.
Startede som et far og søn projekt
Men nu hører ligheden pludselig op. Vi lander lige midt i den østjyske virkelighed. 37-årige Simon Nielsen har nemlig selv bygget sin guitar. Ud over at være en af Rosenvangskolens erfarne musiklærere, som underviser i både obligatorisk musik, i skolens musikskole - 'Musikordningen' - og som spiller klaver til morgensang, så er Simon også fingernem og særdeles praktisk anlagt. Han er faktisk så fiks på fingrene, at han er i gang med at bygge, hvad der kan blive en serie af helt specielle historiske instrumenter. Men det var imidlertid ikke magien bag talkombinationen 12.12.12, der satte ham igang. Der var faktisk slet ikke tale om okkult numerologi eller anden mumbo jumbo. Det var tværtimod en hyggestund mellem far og søn.
Simon havde en gammel guitar, som han og hans søn var igang med at bygge om. Mens han som alle andre ansvarlige handymen konsulterede nettet, faldt han tilfældigt over nogle eksotisk udseende guitarer. Det eksotiske kom sig af, at klangkasserne blev bygget af cigarkasser, som var i forskellige farver og med forskellige etiketter. Nogle af dem havde også brændemærker og anden form for patina. De kom på den måde til at se rigtigt vintageagtige ud. Det tiltalte Simon, som udover musikken, også har et passioneret forhold til at arbejde med træ. Han bestemte sig derfor straks for, at sådan én måtte han prøve at bygge.
Lugten af cigar
At Paul McCartney havde optrådt med den specielle guitar, vidste Simon Nielsen dog intet om. Så selvom Sir Paul havde skabt en sand hype omkring 'cigarboxguitaren', så var det rene tilfældigheder, der satte Simon igang hjemme i Stautrup i udkanten af Aarhus. Grundig research og en indkøbsliste blev lavet. Men først måtte Simon finde ud af, hvor han fik fat i en rigtig cigarkasse. Cigarer ryges ikke længere i samme omfang, som de gjorde engang. Selv husker jeg cigarhandler Gade i min egen barndomsby Hobro. Her kunne man også købe guitarer. Måske var det sådan i mindre byer - cigarer, tobak og guitarer. Der lugtede godt af cedertræ og røg. Her levede cigarkassen og guitaren side om side uden at ane, at de kunne slå pjalterne sammen.
Fattigmandsinstrumenter
Første gang man så noget til disse fattigmandsinstrumenter, var helt tilbage i den amerikanske borgerkrig på en radering fra 1876, hvor én af soldaterne spiller på en cigarboxviolin. Guitaren og banjoen kom hurtigt til. Senere brugte man dem blandt den fattige befolkning i de amerikanske sydstater. I starten havde instrumenterne én streng. Vaskebaljebassen og vaskebrædtet hørte også til. Efterhånden som musikken udviklede sig - blues, spirituals - blev instrumenteringen ofte suppleret med harmonika og mundharpe. Under depressionen i 1930'erne, da fattigdom ikke kun var forbeholdt den afroamerikanske del af befolkningen, bredte instrumenterne sig også til bl.a. country og hillbillymusik.
Hjemme i værkstedet
Efter megen søgen fandt Simon den sidste æske i den rigtige størrelse på et loppemarked. Endelig kunne han komme igang. Hjemme i værkstedet hos familien måtte han tage stilling til, om han ville have en guitar med 3 eller 4 strenge. 4 strenge ville betyde, at guitaren skulle forstærkes. Han valgte den 3-strengede udgave og stemte den i en åben stemning. Han skulle også finde ud af, hvordan man udmåler bånd på et gribebrædt. Det kunne klares via en smart hjemmeside.
Simon Nielsens udgifter: cigarkasse: 40kr+gribebrædt af bøgetræ: 45kr+3 stemmeskruer: 75kr+bånd: 50kr+jack stik: 12,50kr+volumeknap: 25kr+pick-up: 10kr+potmeter: 25kr+1/4l øko skum: (til Junior*) ialt 282,50kr
HUSK: øverst kan du både se fotos af Sir Paul, Simon med sin flotte guitar og et nærbillede af cigarkassen.
* Den gi'r Folkeskolen.dk
Paul McCartney og Nirvana 'Cut me some slack' fra 12.12.12
http://www.youtube.com/watch?v=ma8nDZaFp4k