ILDSJÆLE - En truet dyreart?

Han ventede og ventede. En september morgen for snart mange år siden. Det var en lørdag, og selvom solen var fremme og ingen i hele den vestlige del af Aarhus, som dengang stavedes med bolle Å, var i tvivl om, at denne dag ville blive mild og god, som kun en dansk sensommerdag kan blive det, så var morgenerne alligevel ved at være kølige. Duggen var faldet hårdt ud på nattens små timer, der hvor natteravnen mødte morgenmanden, og Morgenavisen Jyllands Postens søvndrukne avisbude trygt cyklede rundt i byens gader, adskillige år før nogen fandt på at trykke en tegning af du-ved-nok-hvem! At Danmark kunne blive europamestre i fodbold, havde end ikke ex-AGF'eren Flemming Povlsen nogensinde drømt om.

Det var en anden tid. Især for Ulrik Petersen. At han skulle stå der, og vente næsten en hel time uden at vide hvorfor, var noget han ikke var vant til. Men året var 1991, og mobile telefoner var stadig kun noget, man havde i hæren. Petersen stod i krydset ved Silkeborgvej og Aaby Ringvej. Et markant trafikalt knudepunkt på disse kanter. Han kunne have tænkt på, om de fire han ventede på, havde været ude og feste i den århusianske Festuge til ud på de små timer. Han stod der med rundstykker til alle. Fandens til kold morgen - tænkte han. Men det ødelagde ikke hans humør. For han var på en mission i skolens tjeneste. Fordi han gerne vil sætte skub i musikken på Rosenvangskolen.

Fra min to-værelses bopæl på 4. sal i Århus C på Odensegade var jeg et halvt år tidligere blevet interesseret i, hvilke skoler der lå på 4'erens busrute. Der var ganske simpelt lavvande i kassen. Jeg måtte søge i havn. Var træt af at banke rust, eftersom hittet endnu var udeblevet. Og efter grundige forstudier i busplanen fandt jeg i bekvem sydlig retning Rosenvangskolen, hvortil det ikke tog 4'eren mere end 8 minutter at nå frem.  Bussen kørte forbi Århus Stadion og Tivoli Friheden, som var to store holdepunkter i enhver indfødt århusianers liv. Det var jo perfekt for  én som mig, der skulle hurtigt frem og tilbage, så jeg kunne kommer videre med min egen musik, for det var ikke de store planer, jeg havde med skoleverdenen, da jeg trykkede nummeret, hvorefter en herre tog telefonen og sagde -

'Rosenvangskolen. Det er Ulrik Petersen - viceinspektør'.

Jeg præsenterede mig og spurgte -

'Har I brug for en lærer? Jeg er musiklærer'

'Kan du spille guitar og bas?'

'Ja'

'Kan du komme imorgen?'

'Ja!'

Petersen og skolen havde puslet med tanken om at starte noget, de ville kalde 'Musikordningen' på Rosenvangskolen. Det startede i det små, men udviklede sig forbavsende hurtigt, og i marts '91 da jeg tilfældigt og uopfordret ringede til skolen, var Musikordningen allerede en realitet med skolens lærere, som også kunne undervise i klaver, keyboard, blæsere, kor, sammenspil og andet ud over den obligatoriske musik. Der var stadig huller, men de blev dækket ind senere. Jeg blev overrasket over den imødekommenhed, der var omkring projektet. Og fornemmede også at det kunne have handlet om andet end musik. Her gik man all-in, når man brændte for noget.

Endelig kørte flokken hen foran den ventende og småfrysende Ulrik Petersen. Han var sikker på, at der var en god forklaring på alt. Det havde et langt liv i skolens verden lært ham. To glemte pas! Så det var ikke 'Århus by night' eller 'de små timer', der var skyld i forsinkelsen. Den klassiske VW man kaldte 'folkevognsrugbrødet', med vinduer og sæder var et perfekt køretøj til denne tur, og i det sad fire yngre musiklærere samt en chauffør. Solen skinnede og snakken gik højlydt ned over Aaby Ringvej mod motorvejsafkørslen mod syd. Nu med en viceinspektør og en pose smurte rundstykker. Men hvad var det for en mission, der fik disse mænd ud så tidligt på en smuk solbeskinnet fridag? I den aarhusianske Festuge? Og så helt til Kiel! De kunne have lavet meget andet på sådan en dag.

Der skulle hentes instrumenter. Saxofoner, trompeter, bas- og guitarforstærkere til skolen. Det var billigt, og man kendte en god blæserforretning dernede i Kiel.

- 'Jamen så kører vi da derned på lørdag! Og på vej hjem holder vi lige ind ved Otte Duborg'. 

Missionen gik ud på at få skabt grobund for god og levende musikundervisning, og få et lokalt musikmiljø omkring skolen sat i søen. Et musikmiljø som kunne bidrage til at sætte skolen endnu mere i centrum for nærområdet. Blæserinstrumenterne blev lånt ud, og det skulle ikke handle om at skabe talenter og elite, men derimod om at få så mange som muligt til at se glæden i at fordybe sig sammen med andre. Musikken skulle være med til at give skolen en identitet.

Passagerne i Folkevognsrugbrødet var ildsjæle. Det er man, når man har en mission. Når man kæmper for noget, der er større end én selv. Det var en helt anden tid dengang på vej til Kiel - en lørdag i den århusianske Festuge, afsted med arbejdet, uden EM pokal til Povlsen at tale om eller tegninger af 'Ham-du-ved-nok-og-som-vi-nu-kun-med-nød-og-næppe-tør-nævne-i-forbindelse-med-de-tegninger'. En anden tid og meget er sket siden.  

Er ildsjæle i de danske skoler blevet 'en truet dyreart' her på kanten til den nye tid, hvor normalisering, tilstedeværelse og heldagsskole bliver en del af en lærers arbejdsliv? Vil struktur og orden få halsbåndene til at stramme for meget? Vil det få mange til at gispe efter luft? Vil nogen miste lysten til at 'tage til Kiel'?

Eller er det altsammen kandiseret frihedstrang, og er tanken om 'ildsjæle' i virkeligheden en gang Disneyficeret romantisk vrøvl?