STEINWAY & DAUGHTERS

Som 10-årig begyndte Marianne at spille klaver hjemme på præstegården på Fyn, hvor sang og musik altid har spillet en stor rolle. Det var hendes musiklærer på Munkebjergskolen i Odense, der havde samlet et blokfløjtehold. Og det fik altså præsteparret til at sende datteren afsted til Frk. Kvorning, som gav et bolche, hver gang lille Marianne havde øvet sig. Det varede ikke længe før hun kunne spille julens sange, og pligtskyldigt spillede hun mens resten af familien dansede om juletræet.

Den lavthængende oktobersol sendte bløde brudte stråler af lys ind ad de store vinduer i den øverste stue, og en skygge aftegnede sig på gulvet, da Marianne gik igennem den. Hun mærkede en pludselig kuldegysning. Selvom skyggen var hendes egen, lagde hun mærke til den.

Mariannes tidlige musikalske opdragelse på klaveret kom hende til gode en regnvåd mandag formiddag i 1986, da hun var til ansættelsessamtale på Rosenvangskolen. Det første hun blev spurgt om var nemlig, om hun kunne spiller klaver. Og især om hun ville kunne spille til morgensang. Det kunne hun bestemt. Siden den dag har Mariannes letflydende og elegante klaverspil lydt fra skolens flygel i aulaen til morgensang.

Gulnede blade føg rundt i blæsten ude i haven. Den var et varsel om at efteråret for alvor var på vej. Netop denne søndag eftermiddag var anderledes. Noget gjorde hun blev urolig. Hun skyndte sig over stuegulvet over mod trappen. Hun var glad, men hun lyttede pludselig til lyden fra sine sko. De var købt i Sydfrankrig, hvor fra familien lige var kommet hjem. De lød anderledes hen over gulvet.

I husets nederste etage står flygelet et Steinway & Sons, som Marianne øver sit flydende klaverspil på en halv time hver eftermiddag. Her har hun siddet og øvet udvalgte stykker og sange, men hun har også bare ladet tonerne føre hende tilbage til dengang, hun var barn, for musikken er den gren af al kunst, som bedst genskaber associationer og erindringer.  Men efterhånden må hun sande, at pladsen der på klaverbænken om eftermiddagen oftere og oftere er optaget af hendes teenagedatter. Så om eftermiddagen er både mor og datter døtre af det store Steinwayflygel.

Marianne er sikker på, at det var de nye sko. Og det var måske også overmodet efter en skøn ferie i Sydfrankrig med familie og venner. Overmodet der gjorde, at hun lod hånt om faresignalerne.

Højskolesangbogen, spejdersangbogen og salmerne. Og i det hele tage sangene fra den danske sangskat. Koralharmonisering. Og en familie som stadig synger til fester og ved festlige lejligheder af enhver slags. Alle i familien spiller et instrument.

Men hvad er det der får kvinder til at søge mod vindeltrapper og mørke kældre på film? Som i Hitchcock's film 'Vindeltrappen'? Nu var der bare ikke tale om en trappe i en gyserfilm, men trappen som Marianne og de andre i familien havde gået op og ned ad mange tusinde gange før.

Mariannes tone når hun spiller på klaver, måden hun f.eks. akkompagnerer en sang på, er der mange, der holder meget af og sætter stor pris på, og det er tydeligt, at det er en tone med en klangbund, som fortæller noget om den dannelse, hun bærer med sig. En tone med takt. Det er en tone, som kan betegnes som prunkløs, hvis man forstår ordet ret som værende uden overdrev eller forloren pragt, og derfor en tone - et klaverspil - som virker fornemt og luksuøst på en enkel måde.

I virkeligheden havde hun bare lige lyst til at mærke tangenternes tyngde mod sine fingre efter hjemkomsten. Føle deres respons. Sidde der på klaverbænken sammen med Steinway og måske spille de kendte indledende toner fra Debussy's Clair de Lune og tænke tilbage på i aftes i det berusende sydlige Frankrig, og så bare gå op igen til resten af familien...

Men så skete det. Det der bare ikke skulle ske. Hun nåede aldrig ned til flygelet. Marianne gled, og hun mistede balancen helt oppe på øverste trin. Hun faldt hele vejen ned på den mest dramatiske vis. Ned ad husets øverste trappe - vindeltrappen mellem 1. og 2. etage. Der var heldigvis en lægemand i huset, som  kunne konstatere en brækket tommelfinger, og dagen efter begyndte efterveerne at kunne ses rundt omkring på kroppen. Det var i virkeligheden billigt sluppet. Men Marianne måtte sygemeldes og morgensangen på Rosenvangskolen, måtte aflyses de morgener, hun havde 'vagten'. Brækkede fingre er ikke godt for pianister.

Til gengæld blev der flere ledige tider på klaverbænken bag Steinway til resten af familien de næste uger. 

Karl-Erik Pedersen

Aarhus 5/6 2014

PS.: Marianne Dybdal Møller var heldigvis hurtigt tilbage ved fuld styrke efter sit dramatiske styrt. 

PPS.: Besøg fabrikken Steinway & Sons sammen med den kinesiske ultra glam pianist Yuj Wang. https://www.youtube.com/watch?v=1te0jHkRB0s#t=216

PPPS.: Clair de Lune <iframe width="640" height="360" src="//www.youtube.com/embed/CvFH_6DNRCY?feature=player_detailpage" frameborder="0" allowfullscreen></iframe>