The Cup Song

Sidste forsommer begyndte min yngste datter på 12 år, og hendes veninder at sidde på værelset, mens de stille sang og lavede rytmiske bevægelser til en eller anden sang i smug foran computeren. Det var tydeligvis ikke noget, de ville ud med. For dem var det absolut kult, og det ville det ikke være, hvis jeg kom ind i billedet? Der er mekanismer, man enten skal have doktorgrader for at forstå, og så er der dem, man stiltiende gør bedst i ikke at tænke for meget over. Der gik dog ikke lang tid, før jeg fandt ud af, hvad det drejede sig om. Med Facebook, Twitter og YouTube kan intet holdes hemmeligt længere.

Jeg husker naturligvis selv den gode følelse, jeg kunne få i kroppen, når jeg lyttede til radioen - ofte begravet i et sæt hovedtelefoner - i teenageårene i 70erne og faldt over noget musik, som jeg kunne lide, og som jeg var den eneste i hele barndomsbyen - ja måske hele landet, der kendte til. Bortset fra radioværten naturligvis. De andre lyttere skænkede jeg ikke en tanke. Heller ikke at der kun var den ene radiostation, så alle der lyttede til musikradio, havde også hørt sangen. Der var ingen grund til at tænke på dem. De var også alene med musikken. Der var jo intet til at binde dem sammen udover denne ene radiokanal. Men i 2014 er det som bekendt noget ganske andet. Man skal virkelig værne om sit fund med nidkærhed, hvilket alligevel ikke er nok, for før sangen er omme, og før man har nået at Google bandnavnet, så har ens venner allerede liket, delt og man halser bagefter. Man kan bare ikke ha' noget for sig selv længere. Heller ikke min datter og hendes veninder.

Det var den såkaldte THE CUP SONG, de sad og legede med! Jo da, jeg havde hørt den, og jeg havde set koptricket i filmen PITCH PERFECT, hvor sangen kort synges under en sangaudition af filmens hovedperson. Og koprytmen var ikke ny. Den havde jeg set udført et par år tidligere. Men at denne korte scene hvor rytmen sættes sammen med en 70 år gammel sang ved navn WHEN I'M GONE og så bliver til THE CUP SONG og et kulthit på de sociale netværk, var nyt for mig. Og det bredte sig som ringe i vandet.

http://www.youtube.com/watch?feature=player_detailpage&v=weqDCGg0GYs

Det må udnyttes, tænkte jeg uden at ane, hvad jeg gik ind til. Så efter sommerferien sidste skoleår introducerede jeg som det første hele konceptet bestående af: koprytmen, sangen, det instrumentale og til sidst den store optræden i slutningen af september på Rosenvangskolens store Sensommermarked. Der var flere dele i konceptet:

1. Alle elever fra 0.kl til og med 6.kl. skulle lave koprytmen, mens 3 klasser fra 4. årgang sang backet op af et sammenspilshold og sangere fra 9. klasse.

2. De 3 klasser fra 4. årgang skulle også indøve det instrumentale i musiktimerne. Det skulle munde ud i en indspilning af hver af de 3 versioner i skolens lydstudie i løbet af efteråret. En indspilning som eleverne ville få sendt hjem på Intra, så de kunne uploade den på deres telefoner, eller hvor de nu ellers hører musik. De kunne også brænde den på CD, og måske lave en julegave ud af den.

I løbet af august havde jeg præsenteret musikvideoen - der senere blev lavet med hovedpersonen fra PITCH PERFECT, da man havde opdaget, hvor stor en effekt den lille scene fra filmen havde haft på folk - for alle elever fra 0. kl til 6. kl til skolens daglige morgensang. Foruden videoen kunne hele 4. årgang lave koprytmen for de andre elever. Det blev en storslået morgen. Jeg ville også have præsenteret projektet på et fællesforældremøde for hele 4. årgang, men det måtte jeg i stedet gøre på skrift og med links, så der kunne øves derhjemme.

http://www.youtube.com/watch?feature=player_detailpage&v=cmSbXsFE3l8

Koncerten blev et stort tilløbsstykke, og den vanskelige balance mellem at lave koprytmen og så det at spille til den - det at være i sync - forløb forbilledligt.

Men det stoppede ikke den 27. september, som det var meningen, på denne skønne milde sensommerdag, hvor man mærkede en sprød kølighed, som føltes godt mod den bare hud, for lige under den tynde overflade var der varmt efter en lang sommer med dejlige oplevelser. 'Og efteråret! Det er først om nogle dage!'. Stemningen var opløftet. Lige indtil én af pædagogerne fra SFO kom og efterlyste 60 plastickrus. Flere børn var blevet grebet af rytmen. Og andre som havde øvet intenst op til koncerten kunne nu ikke holde op igen. Der var på en måde tale om et afhængighedsforhold. Når de satte sig til bords derhjemme, lavede de den nærmest per refleks. Mange lavede den også med de bare hænder. En tvangshandling? Måske. Fædre kom hen til mig: 'V i  e r  t r æ t t e   a f   T h e  C u p   S o n g...!!!'.   

Og jeg begyndte at forstå dem. Kolleger beklagede sig også. Hver lektion skulle lige startes med de samme rytmiske kopritualer, som skulle tysses ned. Ikke fordi eleverne ville skabe uro eller noget andet. De var blevet afhængige af handlingen. Selv blev jeg i den grad ramt af boomerangeffekten. Hvor end jeg bevægede mig på den store 85 år gamle skole, var der elever som begyndte at 'koppe', når jeg viste mig. Når jeg kom ind i klasser hev de beredvilligt plastickrus op af taskerne, for i starten at vise at de kunne rytmen. Senere bare med hænderne, fordi de nu slet ikke kunne lade være. Da begyndte jeg næsten at få det som fædrene.

I september og oktober toppede koprytmen, men den fortsatte helt hen til jul med sporadiske udbrud, når man mindst ventede det. Nu er Kopper (variola) jo noget, der kan vaccineres for, selvom man er holdt op, fordi man iflg WHO har udryddet sygdommen. Heldigvis er det kun en sproglig finurlighed vores koprytme, og så sygdommen har til fælles. Begge dele smitter men rytmen fra THE CUP SONG er 100% godartet. Selvom vi var mange (voksne), der på og omkring Rosenvangskolen fik for meget af sangen og især rytmen i efteråret, så overskygger det langt fra den glæde eleverne har haft af at spille og synge - og især lege med rytmen.

Jeg bruger ofte Intra til at sende lydklip hjem til forældrene fra. Det skaber en god kontakt, og alle bliver glade for et stykke musik, hvor ens barn spille med på. Desuden er det med til at ophøje faget musik, så det bliver taget alvorligt og på linje med de andre fag. Da jeg endelig i december kunne sende 3 forskellige indspilninger af THE CUPS SONG (WHEN I'M GONE) eller CUPS, som den også kaldes nogle steder, hjem til elevernes forældre inden jul efter krævende lag-på-lag ProTools indspilninger, så havde alle involverede en dejlig fornemmelse, af at have været involverede i noget stort.

Den charmerende gæliske udgave

http://www.youtube.com/watch?feature=player_detailpage&v=Hz63M3v11nE

Storartet version af sangen

http://www.youtube.com/watch?feature=player_detailpage&v=lr0FLbg7CRI

Og så det der skulle være den oprindelige helt tilbage fra 1930

http://www.youtube.com/watch?feature=player_detailpage&v=5wojgGSKsKw

-----

Karl-Erik Pedersen / Aarhus 15. januar 2014.