BLOG
Empty article - Subtitle
Alle har en stemme
Åh, forår! Lærkesang i luften, og selv i byerne er der solsortekoncert hver aften. Men fuglene er ikke alene om at have travlt med sang lige nu. Sangens Hus har fejret sin officielle åbning, og i den anledning kom en helt ny sang til verden.
Det er så småt blevet hverdag efter åbningen af Sangens Hus. Slet ikke til at forstå at det var helt tilbage i marts, vi næsten væltede Heart - kunstmuseet i Herning - med et brag af en sangfest.
Sangens Hus er Danmarks nye samarbejdsforum for sang, som jeg glæder mig helt vildt til at være med til at rulle ud - også her på bloggen. Men lige nu, mens alt er sprødt og under opbygning og de nye projektledere først lige er ved at blive ansat, vil jeg egentlig bare starte helt enkelt: Med en sang.
'Alle har en stemme' hedder den. Det er Sangens Hus' motto, og komponist og tekstforfatter Helle Hansen har skrevet den fineste kærlighedserklæring til sangen med dét som omdrejningspunkt. Den blev uropført ved åbningen af Sangens hus, og er en gave til alle der har lyst til at synge den.
Jeg ville sådan ønske at jeg kunne linke til en indspilning eller bare en håndholdt youtube-video af den, som den blev opført på Heart med publikum og 200 børn, Sys Bjerre, Musicalsanger Lars Mølsted, operasanger Andrea Pellegrini og Ensemble Midtvest. Det var STORT.
I stedet kan jeg give jer noderne, og sige: værsågod! Her er en sang om at synge, brug den hvis I vil. Der er korstemmer på, men man kan sagtens bare synge melodien.
"Når noget stort er på spil / når livet gør som det vil / når talen ikke slår til / får sangen sjælevinger
Det har en særlig magi / en slags frekvenspoesi / en overtonekemi / når alle stemmer klinger
Hverdagsjag og bekymring forsvinder uden spor / Et tonebrus der gror: sopran alt bas tenor."