BLOG
Empty article - Subtitle
Fjern nu den takstfinansiering
Udsendelsen med Carina der ikke vil dø, blotlægger på chokerende måde nogle af konsekvenserne af kommunalreformen og financieringsformen på det specialiserede område.
Som forudsagt er der sket en atomisering af en lang række af de specialiserede tilbud, som amterne varetog inden kommunalreformen i 2007. Kommunerne er i alt for mange tilfælde blevet for små enheder til at kunne løfte opgaven efter amterne. Nærhedsprincippet er smukt, men i mange tilfælde er det svært foreneligt med kravet om et specialiseret tilbud af høj kvalitet. De amtslige tilbud var netop højt specialiserede miljøer præget af den innovation, der helt naturligt opstår, hvor mange specialister arbejder sammen.
Det er en seriøs og krævende proces at udvikle og planlægge et genoptræningsforløb eller et individuelt tilrettelagt undervisningstilbud for borgere med særlige behov. Det kræver konferencer med specialister og et tæt samarbejde i dagligdagen at skrue det optimale tilbud sammen og det kræver specialister at gennemføre det. Selvom tanken om små enheder er smuk, så er antallet, heldigvis, af borgere med særlige behov ikke stort. Jeg kan ikke lade være med at tænke på, at når det gælder somatiske sygdomme og akut behandling på sygehuse, så er store enheder vigtige af hensyn til det specialiserede miljø, men også pga. stordriftsfordelene. Dette gælder tilsyneladende ikke genoptræning og højt specialiserede undervisningsopgaver.
Højt kvalificerede tilbud blev splittet til atomer til ære for Lars Løkke og Venstres one-man-show.
Det, som tidligere havde været drevet af 14 - 16 amter, bliver i dag drevet af 98 kommuner samt nogle få regionale tilbud. Særligt specialiserede tilbud kunne man samarbejde om henover over amtsgrænserne. Det var i vid udstrækning koordineret og differentieret ud på forskellige institutioner, der varetog de forskellige særlige komplekse opgaver. Amterne havde økonomi og personale til at klare opgaverne. De fleste kommuner er ikke store nok til at løfte opgaven hverken økonomisk eller fagligt. I dag kan et begrænset antal komplicerede tilfælde påvirke en kommunes økonomi så meget, at det rammer det samlede aktivitetsloft - og så går det ude over Ane i A-kommune som har en anstrengt økonomi, medens Benny i B-kommune med god økonomi får et kvalificeret tilbud – er det moderne velfærdspolitik?
Frygten for at takstfinansiering skulle blive et besparelsesincitament holdt stik.
Reelt nok var der behov for en gennemgang af de enkelte undervisningstilbud og også deres økonomi. Nogle var muligvis blevet for omkostningstunge og kunne trænge til et serviceeftersyn, men herfra og så til at vi skulle ende i denne helt absurde konkurrence, er forkasteligt. Vi taler altså om et område, hvor vi af moralske og etiske grunde burde tænke mere i kvalitet end i økonomi. Det er svage eller udsatte medborgere vi taler om. Mennesker, der for manges vedkommende befinder sig i deres livs krise. Her burde der sættes alt ind på at give et effektivt højt specialiseret tilbud. I stedet har man totalt smadret mange af de specialiserede faglige miljøer. Takstfinansiering har medført, at der konkurreres på pris og ikke på kvalitet – for det er billigst mulige tilbud kommunerne efterspørger. Der er tale om kortsigtede besparelser uden at skele til hverken gevinsten for den enkelte borger eller samfundet på langt sigt. Det ses jo med al ønskelig tydelighed i Carinas tilfælde og det ses i rigtig mange andre tilfælde.
Der er brug for en anden model for det specialiserede område. Undervisning af borgere med særlige behov skal ikke være et konkurrencepræget lavpristilbud. Der er brug for stabilitet til at udvikle den kvalitet som borgerne med rette kan forvente. En abonnementsordning eller en grundtakstmodel kunne være en af vejene til at gøre området mere stabilt.
