BLOG
Empty article - Subtitle
Inklusion på norsk
Skal vi sikre en vellykket inklusion, er der al mulig grund til at se på erfaringer fra vores nærmeste naboer. I Norge steg antallet af ekskluderede elever efter man i 2007 gennemførte inklusion som en del af ”Kundskabsløftet”.
Inklusion er ideelt set den rigtige vej. Men tacklet på den forkerte måde bliver det til en belastning for alle. Reform, inklusion og forringede rammer for forberedelse er en dårlig cocktail. Forældre bliver frustrerede, elever bliver usikre og bange og lærerne udfordres på deres professionalisme, når de ikke føler, at de kan løfte opgaven godt nok.
Der er skrevet kilometervis om udfordringerne mht. inklusion. Om de eksemplariske kommuner, hvor man har valgt at afsætte ressourcer til uddannelse og ordentlige handleplaner i tråd med DLF’s oplæg til vellykket inklusion. Og om de kommuner, hvor man bare hovedkulds har overflyttet børn fra specialklasser til normalklasser for at hente en kortsigtet økonomisk gevinst. Inklusion er ressourcekrævende og vil man ikke acceptere det, er projektet dømt til fiasko.
Hvis politikernes ønske om at flere skal gennemføre en ungdomsuddannelse skal realiseres, så er forudsætningen, helt ned i folkeskolens første klasser, en veltilrettelagt undervisning med overskuelighed og faste rammer. Det nytter ikke noget at inkludere de børn, der har behov for en struktureret hverdag, i en skole, som i perioder er uden fast struktur. Disse børn har behov for de dygtigste lærere og en forudsigelig hverdag. Den norske rapport, som jeg referer til senere, viser, hvilke elever der hyppigst tages ud af undervisningen. Det er ikke overraskende børn og unge med ADHD eller generelle indlæringsvanskeligheder.
BUPL har gennemført en undersøgelse, hvor de spørger medlemmer om deres holdning til støtte i eller uden for klassen. Holdningen er fifty – fifty, men det foruroligende er, at man overhovedet kan stille spørgsmålet. Skal inklusion lykkes, sker det ikke ved at tage elever ud af klassen – det sker ved at fastholde eleverne i fællesskabet - i rammer der fungerer, ellers inkludere man vel ikke?
En norsk undersøgelse fra 2012 vedr. "specialundervisning efter den norske skolereform "Kundskabsløftet" i 2007" tog temperaturen på reformen. Inklusion var et væsentligt element i reformen, og flere børn og unge fra specialskoler skulle inkluderes i normalklasserne. Undersøgelsen viste en klar tendens til, at støtte og specialundervisning uden for klassen reelt var øget i perioden efter reformen. Ikke mindre end 8,5% modtog i 2012 specialundervisning uden for klassen mod 6% 2006 (Thomas Nordahl – Høgskolen i Hedmark 2012).
Undersøgelsen viser endvidere, at hvor eleverne tidligere gik i specialskoler og blev undervist af specialiserede lærere, så var virkeligheden i 2012, at udover et øget antal elever der blev segregeret, så blev den fag-faglige undervisning "ofte" eller "af og til" i 70% af tiden varetaget af skoleassistenter. I 25% af tiden var det enda "altid eller ofte". Endvidere at den sociale indsats for at inkludere eleverne i fællesskabet overordnet set blev varetaget af assistenter (intet uddannelseskrav). Inklusionstiltaget i Norge medførte med andre ord, at flere elever blev taget ud af undervisningen og at specialundervisningen i stigende grad blev overtaget af assistenter.
Undersøgelsen forsøger også at afdække årsagerne til denne udvikling. Set i relation til forholdene i Danmark er det tankevækkende at læse rapportens fire forslag til hovedårsager:
- Tendensen generelt i grunnskolen til en mer individualisert og målorientert undervisning kan bidra til at stadig flere elever ikke får et tilfredsstillende utbytte av den vanlige undervisningen.
- Kunnskapsløftet som styringsreform kan ha gitt kommuner et ansvar de ikke har kompetanse til å forvalte sett i forhold til alle interessene som finnes i dette feltet i skolen.
- Nasjonale prøver og en internasjonalisering av skolen kan ha bidratt til et faglig press som virker ekskluderende.
- Spesialundervisning kan ha en stabiliserende funksjon i grunnskolen. Den skjuler utfordringene i grunnskolen ved at fokuset rettes på individet.
(Fra den norske præsentation af undersøgelsen)
Kommentarer er nærmest unødvendige, men det er svært ikke at bemærke internationalisering – læs PISA, nationale tests og manglende kompetencer i kommunerne som en del af årsagerne. Her skal dog huskes, at de norske kommuner er langt mindre enheder end de danske.
En helt ny norsk undersøgelse gennemført af ”Utdanningsforbundet”, bekræfter den tidligere undersøgelse. De sidste år viser dog et fald i antallet af elever, der bliver taget ud af ”normalklasser” til specialundervisning. Men det tolkes mest som en konsekvens af undersøgelsen fra 2012, og at tallene tilsyneladende dækker over øget brug af holddeling eller kortere eller længere perioder (dage), hvor eleverne ikke følger deres klassekammerater.
Der er al mulig grund til at tage de norske erfaringer alvorligt. Inklusion er ikke en vej til besparelser – tværtimod. For at inklusion skal lykkes, forudsættes der uddannelse og specialviden. Vi skal stille krav til kommunerne om, at lærerne får den fornødne uddannelse og at den ekspertise, der allerede findes bliver brugt både i praksis og til uddannelse af nye specialister. I modsat fald ender vi som i Sverige, hvor op mod 50% af speciallærerne og dermed deres viden er forsvundet fra skolen.
Der skal være tid til ordentlig planlægning og ikke mindst, skal der flere og ikke færre lærere til at løfte opgaven
