BLOG

Empty article - Subtitle

Svenske brølere i Danmark

En frisk svensk regeringsrapport påviser en række forhold, som årsag til den svenske skoles deroute. De er bekymrende tankevækkende.

Offentliggjort Sidst opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

"At gennemføre en reform under modstand fra dem der skal udføre den, lægger op til en mislykket implementering"!

”Det var en fejl, at påtvinge lærerne nye vilkår og en udbredt decentralisering i mod lærernes ønsker”.

Sådan formuleres et par af hovedkonklusionerne i en helt frisk svensk rapport. Rapporten understreger, at den vidtgående decentralisering og kommunalisering af skolevæsenet, skal ses som en anden væsentlig forklaring.

Den svenske forsker Leif Lewin har gennemført analysen på foranledning af den svenske regering, der ønskede en analyse af årsagerne til nedturen for den svenske skole. Baggrunden for analysen var det katastrofale resultat i den seneste Pisa-undersøgelse, som nærmest efterlod svenskerne lamslåede. Sverige var på praktisk taget alle parametre gået voldsomt tilbage.

Mistro overfor lærerne med deraf følgende forringet status i befolkningen ses også som forklaring og ikke mindst det faktum, at man gennemtvang flere forskellige tiltag og ændringer på samme tid, som værende væsentlige årsager til den svenske skoles deroute. Endelig anføres de dårlige lærerlønninger, som de svenske kommuner bærer ansvaret for.

Tankevækkende læsning, som man må håbe kan trænge igennem de tilsyneladende metertykke mure på Christiansborg.

Situationen i Sverige er selvfølgelig på flere punkter forskellig fra den danske, men der er trods alt en række overordnede konklusioner, som direkte kan overføres. Endnu engang må man ryste på hovedet over, at danske politikere og embedsfolk tilsyneladende ikke har givet sig tid til at undersøge, hvad der sker ude i den store verden, ikke engang i vores nabolande. Man kan selvfølgelig have forskelligt skolesyn, men den svenske rapport afdækker en hel række elementære fejl, som ikke bunder voldsomt i politiske holdninger til folkeskolen. I stedet skal vi nu have gennemført en radikal ændring af skolen i Danmark, ja, i følge Keld Grinder-Hansen i "Den gode, den onde og den engagerede", den mest radikale i 100 år - og vi er godt på vej til at begå en lang række af de brølere, som der er frisk forskningsmæssigt belæg for, er begået i Sverige.

Fik jeg i øvrigt nævnt, at rapporten understreger, at situationen for den svenske skole kunne have været væsentligt bedre, såfremt man havde givet sig god tid til at gennemføre forandringerne i stedet for at haste dem igennem!

Se resume af udredningen her: http://www.regeringen.se/sb/d/18278/a/233699