BLOG
Empty article - Subtitle
Unge psykisk sårbare
De unge psykisk sårbare fylder mere og mere i voksenspecialundervisningen. Det er en meget bred målgruppe, som der også politisk er opmærksomhed på. Forhåbentligt er der i kommunerne opmærksomhed på, at Voksenspecialundervisningen mage steder arbejder ihærdigt med undervisningstilbud til denne gruppe.
I forbindelse med finanslovsforhandlingerne er der flere gange kommet markante meldinger fra ministre og politikere i forhold til unge med psykiske vanskeligheder. Der tales om tvang i forhold til uddannelse og kraftige begrænsninger i forhold til førtidspension for unge under 35-40 år. Den gruppe unge, jeg i min dagligdag som speciallærer møder, kan blive kraftigt berørt af disse politiske intentioner. Umiddelbart kan det lyde skræmmende i forhold til de unge, men en opmærksomhed på gruppen, der omfatter andet end placering uden for samfundet, er vigtig. Jeg håber meget, at man i kommunerne vil se mulighederne for, at Voksenspecialundervisningen bliver en del af tilbud til disse unge.
På en temadag for lærere i Voksenspecialundervisningen var emnet undervisning af unge psykisk sårbare. Målgruppen fylder efterhånden mere og mere i Voksenspecialundervisningen. På temadagen var der god tid til erfaringsudveksling. De unge engagerer lærerne meget. Målgruppen er meget bred. Der er både tale om unge med depression og angst, men også unge med et bredt spekter af personlighedsforstyrrelser. På de større specialundervisningscentre kan de oprette specifikke forløb for unge med bestemte diagnoser, for eksempel undervisning af unge med ADHD. På mindre steder, som for eksempel min arbejdsplads, er det langt fra muligt med de lærerresurser, der er til stede, og de unge, der henvises fra jobcentret.
Målgruppen er spændende at arbejde med. Tidligere, hvor undervisningen var rettet mod deltagere, der ofte havde levet med alvorlige psykiske lidelser i mange år og derfor ofte levede i en verden langt ved fra ”normal verdenen”, kunne det være svært, når vi mødte en ung deltager, at arbejde i retning af et liv væk fra psykiatriverdenen som en aktiv samfundsdeltager. På min arbejdsplads har vi famlet os frem i forhold til at etablere nogle undervisningskoncepter, der kan rumme målgruppen, fastholde deltagerne i undervisningen og repræsentere den nødvendige målrettethed. Vi famler stadigt, men vi oplever succeser.
Målgruppen omfatter både unge med angst og depression, men ofte møder vi unge med personlighedsforstyrrelser. Der kan være meget sammensat sårbarhed blandt andet efter omsorgssvigt gennem barndommen. Vi søger viden om disse målgrupper. Der er vi støt på litteratur, der i høj grad hjælper os til en forståelse af den unges vilkår. Nævnes skal Arnhild Lauveng: I morgen var jeg altid en løve; Karin Dyhr: Bag om Borderline; samme forfatter: Glaspigen. Det at møde beskrivelser, der er oplevet af mennesker med psykiske lidelse og som samtidig er en dokumentation på, at det kan lade sig gøre at blive rask efter svær psykisk sygdom, kan i høj grad inddrages i mødet med deltagerne både i forhold til undervisning og i forhold til vejledning. Ofte møder vi i samfundet opfattelsen, at alvorlige psykiske lidelser er kroniske. Der er ikke håb for en helbredelse - jævnfør landsformand for Bedre Psykiatri Ebbe Henningsen: I tager håbet fra psykiske syge (Politiken d. 21. nov. 2011). I undervisningen er vores krumtap den enkeltes fremtidshåb. Kan det blive til et realistisk mål? Kan vi beskrive vejen til målet, har vi mål for undervisningen at arbejde ud fra.
Aktuelt tror jeg, at den næste bog, der skal læses er: Lisbeth Zornig Andersen: Zornig - Vrede er mit mellemnavn. De anmeldelser og omtaler, jeg er støt på, giver mig et praj om, at den kan være meget relevant til at beskrive den opvækst, som flere af vores unge har mødt i større eller mindre grad.
For at komme tilbage til temadagen var der ud over erfaringsopfattelsen også oplæg om en arbejdsplads, hvor man arbejdsprøvede borgere med psykiske vanskeligheder, samt et oplæg om personlighedsforstyrrelse herunder DAT-behandling. Disse temadage og forskellige faglige netværk er vigtige for os speciallærere. Den decentralisering, som mange af os har været igennem med udlægningen til de enkelte kommuner, medfører, at vi ofte kan komme til at sidde meget ensomt. På min arbejdsplads bliver vi fra januar kun 2 lærere, der dækker undervisningen af borgere med psykiske vanskeligheder. Et arbejdsvilkår jeg tror mange speciallærere vil møde i Voksenspecialundervisningen.
