Aarhus Universitet - hvor er kaos?

Information og Politiken skrev i sidste uge, at der var kaos på Aarhus Universitet. Hvis det er rigtigt, sidder jeg mit i kaossets hjerte. Her på Trøjborg i Århus, på Niels Juels Gade i den gamle papirfabrik. I den selvsamme bygning, hvor der i 1994 fandt et masseskyderi sted. Dengang var der kaos. Folk blev skudt og to mennesker døde. I dag er der kaos igen. Men det er et andet slags kaos.
(http://politiken.dk/debat/profiler/engelbreth/ECE1551777/kaos-paa-aarhus-universitet/)
(http://www.information.dk/294126)

Jeg sidder her og kigger efter kaos. Hvor er det egentlig henne? Ikke på mit kontor. Der er ganske vist rodet, men kaos er det ikke. Men hvor er det så? Jeg kigger ind til de nærmeste kolleger, som alle er søde mennesker fyldt med spændende ideer, som kan brydes med mine, og som gør mig klogere hver dag. Intet kaos overhovedet. Der er frugt og kaffe i køkkenet, og studentermedhjælperne kigger ind med diverse uddannelses- og universitetspolitiske kronikker eller hjælper med at flytte fodnoter i mit tekstbehandlingsprogram. Der er ingen kaos.

De studerende? Der er lidt rod i den omegn. De har alle mulige spørgsmål vedrørende overgangsordninger, opgaveskrivningskurser og meget andet. Spørgsmål, som de tidligere kunne få svar på af vores lokale sekretærer. Men nu skal de studerende ringe til København, hvor DPU’s administration er, og der er telefonerne altid optaget. Det er besværligt og alt muligt, helt bestemt. Men kaos? Nej.

Så er der vores søde og dygtige sekretærer, der får alt til at hænge sammen. De er blevet flyttet uden en grund, som jeg er i stand til at begribe, og nu skal der så ansættes nogle andre i stedet for. Der kommer godt nok nogle nye medarbejdere med nogle lidt andre funktioner, men først om et par måneder. Så der er rod i det hele i disse måneder. Men kaos? Det vil jeg ikke kalde det. Det hele er højst forhastet og irrationelt. Og måske bliver det hele bedre – måske ikke? Eller måske kommer der en ny leder om to år, hvorefter det hele skal laves om igen? Så vi kommer til at leve i en slags evig rod? Og skal have nye e-mailadresser og visitkort endnu en gang. Jeg aner det ikke. Men er evig rod det samme som kaos? Nej, det er det ikke. Evig sygdom er jo heller ikke det samme som død vel?

Og så er der børnelitteraturforskningen. Hvorfor skulle den flyttes med tvang? Hvorfor skulle man splintre et forskningsmiljø og tvangsforflytte to familier uden anden grund end en synergiblomst i en nyansat mellemleders fantasi? Er det kaos? Ja nu nærmer vi os, men alligevel ikke helt. Synergiblomsten er godt nok kaotisk, men resten er blot dårlig personaleetik.
(http://www.au.dk/univers/nyhed/artikel/hvorfor-goer-dekanen-dette/)

Men hvor er der så kaos? Og er det der overhovedet? Sådan for alvor? Nogen siger, at det er ledelsen, der giver mundkurve på, og at de truer de ansatte til tavshed. Jeg har ytret mig frimodigt og kritisk på Århus Universitet to gange. Først den gang, da der skulle fyres tre filosoffer på DPU for to år siden. Min tillidsmand sagde dengang, at jeg skulle være forsigtig, hvis jeg havde min stilling kær, og det fik jeg bekræftet efter et kritisk oplæg, jeg holdt ved Det alternative Sorømøde i 2010. Her sagde en daværende leder, at ”han kunne fyre mig i morgen, hvis han ville”. Han sagde så bagefter, at det bare var for sjovt, men det synes jeg nu ikke det var. Det var kaos – det er klart (se punkt 6 nedenfor for flere eksempler). Anden gang var i efteråret 2011, hvor jeg blev indigneret, fordi en anden helt nyansat dekan som sagt tvangsforflyttede et halvt forskningsmiljø, altså børnelitteraturen, og kvinder med børn og familie 350 km uden særlig grund. Jeg skrev om det i Weekendavisen, Jyllandsposten og i universitetsavisen Univers. Dekanen, Mette Thunø, erklærede blot, at hun var uenig i mine synspunkter, men at jeg var fri til at skrive i offentligheden. Der var ingen mundkurv. Rektor bød mig på en kop kaffe, og alle mine mellemledere sagde, har jeg hørt, at de ikke kunne beskytte mig mere, og at jeg skulle passe på. Men selvom jeg var dybt uenig i hver eneste af rektors sætninger, så var han yderst venlig, forklarede sit synspunkt og bekræftede alle ansattes ret og pligt til at drøfte deres opfattelser både internt og offentligt. Jeg fik heller ingen mundkurv af ham. Så i rektoratet var der intet kaos. Selvom der altså var kaos på mellemlederniveauet, som troede der ville falde brænde ned.

Men hvor er det så - det kaos - udover i ”synergiblomster” og hos nogen stakåndede mellemledere? Svaret er: Kaos er i ånden. I den luft der siver ud mellem ordene. Det strømmer ud gennem mundene og rundt om os alle sammen. Der er kaos i universitetets essens. Det er et langt mere alvorligt kaos end administrativt rod og lidt mellemlederforvirring. Og det er denne kaotiske ånd, der har sat sig fast, og som nu har besat Linda Maria Koldaus lille legeme, har sygemeldt hende og dermed ødelægger den arbejdsomme del af hendes sjæl som en grådig orm.

Hvor finder man så dette kaos? Her er nogle steder.

1. Dekanen for Arts siger, at målet med humaniora er at skabe ”det frække universitet”, et universitet der vægter handling i stedet for viden, og som vægter en viden, som kan anvendes i samfundet (det foreligger i forskellige formuleringer). Det er blot en alternativ måde at sige ”fra forskning til faktura” på. Men denne adskillelse af handling og viden og disses efterfølgende mekaniske kobling er gift for Humaniora. Det tager nemlig bevægelsen ud af viden og kundskaberne ud af handlingen. Humaniora er netop samspillet mellem de bevægelige kundskaber og den vidende bevægelighed. Et samspil, der smyger sig ind og ud af samfundets interaktioner som en åndelig ilt, på universiteter, på virksomheder, på skoler, i familier etc. Men denne herlige sammenhæng sætter dekanen ud af kraft. Og det er ikke uskyldigt – tværtimod (her ville jeg have udtrykt mig anderledes, hvis jeg ikke havde været ansat på AU). Dermed siger jeg ikke, at humaniora ikke skal forbinde sig med samfundet på mange forskellige måder. Det synes jeg, det skal, men det skal ikke ske som ”anvendelse af viden”, for i samme øjeblik det sker, så ophører Humaniora med at virke. Og hvorfor taler en dekan for Humaniora om ”det frække universitet”, i stedet for at beskytte vores kulturelle kompleksitet, videnskabelige traditioner og myldrende kritik? Men, kunne man indvende, er disse formuleringer ikke blot undtagelser? Kan man ikke finde mere opbyggelighed i hovedsagen andre steder, i andre indlæg? Nej, jeg kan ikke finde noget. Det frække universitet er hovedstrømmen. Det er kaos. Kaos i essensen.
(http://www.b.dk/kommentarer/en-aarhus-historie)
(http://www.b.dk/kommentarer/viden-er-universitetets-fundament)

2. Det samme tema udspillede sig i efteråret i Weekendavisen (d. 2/9 - 2011). Her var en omtale af det ”entreprenørielle universitet”, som AU har søsat samt en mere bred drøftelse af forholdet mellem Humaniora og erhvervslivet. Der blev i artiklen refereret til både tilhængere af og kritikere mod sådant et entreprenør-universitet – helt efter bogen. Men så sker der to ting, der vækker bekymring. Først er der det forhold, at dekanen for ARTS-fakultetet (= Humaniora, pædagogik og teologi) besvarer kritikken sammen med universitetets pro-rektor, Søren Frandsen (d. 9/9 - 2011). Men hvem er denne pro-rektor? Ved han noget om Humaniora? Nej, ikke noget som helst. Han er branding-ekspert og siger ny-sprogsting om samlende visioner, innovation og omdømme, som et universitet burde se lidt skævt til, men som det i disse år belønner. Men han kan altså være med til at definere Humaniora? Brandingeksperten? Det er kaos. Og hvad svarer de så, dekanen og brandingeksperten? Ja, det er det andet problem. De svarer: ”Det er overhovedet ikke relevant eller aktuelt at diskutere”, om Humaniora skal uddanne kandidater, der er attraktive for erhvervslivet (min kursivering). Derimod siger dekanen og pro-rektoren, at ”det interessante er, at diskutere hvordan universiteterne for eksempel skal bringe humaniora på øjenhøjde med erhvervslivet…”. Det er ligefrem sådan, at ”bussen er kørt for det klassiske universitet”. Men hvordan kan man sige alt dette? Forholdet mellem teori og praksis, mellem viden og handling, er et af Humanioras grundspørgsmål og har arbejdet sig ud og ind af vores kultur i 2500 år, og det drøftes stadig i hele verden. Men nu står det ikke til diskussion? Og hvorfor skal humaniora ”i øjenhøjde med erhvervslivet”? Hvorfor skal erhvervslivet ikke i ”øjenhøjde” med Humaniora, altså studiet af menneskeligheden, i stedet for det omvendte? Kunne vores erhvervsledere ikke godt bruge lidt historisk og kulturel sans? Kunne det ikke være med til at rette op på den økonomiske krises årsager? Og hvad er ”det klassiske universitet”? Er det bare noget i ental og i en sætning, som en branding-ekspert og en nyansat dekan kan smide ud? En hel stor kæmpemæssig tradition, der har bidraget til at gøre vores del af verden til et smørhul hvad angår frihed og oplysning? Og hvorfor er ”praksis” det samme som ”erhvervslivet”? Det er kaos. Lektor Hans Hauge spørger da også, i et af sine anfald af ”senil ulydighed” i et efterfølgende indlæg, hvorfor alt dette ”overhovedet” ikke skulle være til diskussion, men det får han ikke noget svar på, og det er fordi der ikke er noget (WA, d. 16/9 - 2011). Humaniora er simpelthen konstitueret ved sådanne spørgsmål, ved spørgsmål som man åbenbart ”overhovedet” ikke kan stille. Humaniora er alt det som det ”overhovedet” ikke er. Er det ikke kaos?
(http://www.au.dk/univers/nyhed/artikel/fagligheden-skal-baere-brandet/)

3. I forbindelse med reorganiseringen af AU gik en anden af dekanerne - Svend Hylleberg, dekan for det såkaldte ”School for business and social science”, det gamle samfundsvidenskabelige fakultet - i gang med at omdøbe alle institutter til en række engelske navne. Dåben betød desværre også en udrangering af psykologiens og politologiens tradition og egenart. ”Statskundskab” - et ærværdigt institut for politisk videnskab og en central årsag til, at vi har en embedsstand af god kvalitet (netop fordi det ikke er i ”øjenhøjde”) - blev f.eks. nednormeret til ”public policy and administration”, hvilket svarer til at lave et institut for embedsmænd uden dannelse og rygrad: Her er ”en policy”! – administrer den med denne eller hin metode! Det er, hvad det betyder (”politics” er noget andet end ”policy”. Studiet af ”politics” er den egentlig politologis studium af politiske processer og deres forankring i kulturelle og sociale bevægelser. Studiet af ”policy” er derimod studiet af konkrette beslutninger, deres struktur og implementering). Det vil svare til at reducere pædagogik til ”didaktik”? Heldigvis kendte det videnskabelige personale på Institut for Statskundskab deres besøgstid. De skrev et oprørt indlæg i universitetsavisen Univers, som ændrede dekanens synspunkt – i al fald hvad navnene angår. Dekanens generelle synspunkt kunne man dog læse i Information, hvor han talte om ”synergier” mellem business (handelshøjskole) og administration (nednormeret statskundskab) og Human ressources (nednormeret psykologi), hvorved han underordnede både politologi og psykologi den kaotiske business diskurs. Kaos.
(http://www.information.dk/259652)
(http://www.e-pages.dk/aarhusuniversitet/180/6)

4. Netop i disse dage sidder jeg og læser om en ny kandidatuddannelse, som DPU vil lave, og som er meget tæt på at blive realisereret. Der er tale om en overbygning til den velfungerende bacheloruddannelse i uddannelsesvidenskab, og man vil derfor kalde den for en ”kandidatuddannelse i uddannelsesvidenskab”. Men det er den skam slet ikke i virkeligheden. Jeg vil kalde uddannelsen for et ”længere kursus i administration af en række administrative postulater”. De studerende skal, hedder det, have ”kendskab til ” en række teorier, som de kan anvende og bruge (”implementere og evaluere” etc.) i ”fremtidens videnssamfunds” tjeneste, og de tre empiriske moduler er knyttet til ”virksomheder”. Fra viden til handling. Humaniora i ”øjenhøjde” med erhvervslivet. Ligesom Arts-dekanen, pro-rektoren og business-dekanen gerne vil have det. Men hvad er det for et fremtidigt videnssamfund, der tales om i oplægget til uddannelsen? Det er ikke til diskussion. Og hvad er pædagogik i den sammenhæng? Helt uden for horisonten. Og hvad med kultur, kritik, historie, demokrati, værdier etc.? nul og niks. Modulerne handler næsten ikke om uddannelse og videnskab men om effektivitet, evidens, organisation etc.. Endelig er de to specialiseringslinjer benævnt ”Educational Administration” og ”Human Ressources” – et udvalg der fortæller, at forslagsstillernes uddannelsesvidenskabelige horisont formodentlig stammer fra en blanding af systemteori, samtidsdiagnose og organisationsteori – yderst afgrænsede felter. I øvrigt er det tankevækkende, hvordan disse to profilnavne nøjagtigt svarer til business-dekanens nednormeringer af politologi og psykologi. Men det videnskabelige og det uddannelsesmæssige er sat ud af kraft. Der er ingen uddannelsesteoretiske referencer, og der er ingen forskningsorientering i oplægget. Så her ser man, hvad den kaotiske ånd kan føre til. Den kan få folk til at tale om ”uddannelsesvidenskab”, selvom det slet ikke har noget med ”uddannelse” eller ”videnskab” at gøre. Minder det om noget af det, som Linda Maria Koldau har fremført? Ja, det gør det. Det er ”etikkettenschwindel”, som hun kalder det, og det er synd for både ”pædagogikken” og for ”videnskaben”. Man kan jo sagtens kalde uddannelsen for noget andet: f.eks. ”masteruddannelse i uddannelsesadministration og forandringsprocesser”. Det er som om, at jo mindre videnskabelighed man har, desto mere trang har man til at kalde sin uddannelse noget med ”videnskab” (Musikstudiet hedder også ”musikvidenskab”, selvom man gør en dyd ud af, at det handler om undervisning og erhvervsrettethed). Det er med andre ord ”kaos”.

5. Selvom både dekan for Arts og rektor for AU i mit tilfælde har været helt i orden vedr. pligten til at ytre sig om fælles anliggender, så er der stadig også kaos på den front. Sanktionerne, som Linda Maria Koldau er blevet stillet i udsigt, er så ydmygende, at de ikke ville høre hjemme nogen steder, om hun så havde tisset op af dronningens Bentley. Og så har Koldau ikke engang overskredet en eneste moralsk grænse, men derimod gjort sin pligt og kritiseret det, som hun ved noget om, nemlig Humaniora i Danmark. Denne faglige uenighed, hun som en anden Sokrates har etableret, resulterer så i en social uenighed, som herefter bliver kategoriseret og lukket af ledelsen som en ”samarbejdssag”. Bystyret i Athen havde også travlt med at indkapsle Sokrates’ aktiviteter i håndterbare administrative anklager. Koldau har åbnet vores øjne, herunder mine, for eksistensen af moralske fakta, man troede var løgn. Det er klart, at denne omskrivning fra 'sandhed' til 'personalesag' på den lange bane vil betyde, at folk vil afholde sig fra at drøfte ting, som kan være kontroversielle. Der er simpelthen ingen undskyldning for denne sag, og begrundelsen med at der skulle være tale om en ”personalesag” - som endda de sidste dage er blevet ”opgraderet” til en ”ulykkelig” personalesag - tror jeg ikke, man kan finde magen til i hele universitetshistorien, og der er ikke det mindste tegn i nogen af de mange indlæg på, at det skulle have noget på sig, at man kan reducere problemstillingen til en ”personalesag”.

6. Dertil skal lægges, at jeg selv, udover på den allerede nævnte episode på det Alternative Sorømøde i 2010, i mange andre sammenhænge har hilst på det, der er blevet kaldt ”tavshedskulturen”. F.eks. engang, hvor jeg sagde til en lokal professor, at jeg var kritisk overfor DPU’s ledelses syn på pædagogik, og at jeg ville skrive om det. ”Men har du ikke din stilling kær?” spurgte den velestimerede professor den nyansatte lektor Rømer uden den mindste videnskabelige frækhed. Den pågældende siges endda at vide noget om ”skoleledelse”, hvilket ikke just beroligede mig. En anden gang foreslog en kollega, at vi skulle holde op med at diskutere DPU offentligt, fordi det ville påvirke antallet af ansøgere til en ny bacheloruddannelse i pædagogik. Og to gange har jeg via en formidlende tredjepart hørt om, at en flok mellemledere mente, at nu burde jeg tie stille, fordi ledelsen på AU var efter deres kritikere, og fordi ledelsen efter sigende skulle være ”ekstremt følsom”. En enkelt gang blev jeg ligefrem ringet op af en tillidsrepræsentant, som sagde, at hvis jeg ville beholde min stilling, var det nok bedst, hvis jeg stak piben ind. Ca. 6 store og små henstillinger fra mellemleder/professorniveauet på 3 år! Det har i al fald gjort, at jeg ikke deltager i offentlige drøftelser af universitetspolitik med nogen særlig fornøjelse. Og mon ikke mange simpelthen vil rette ind efter sådan et forløb? Det er kaos.
(http://www.folkeskolen.dk/505720/oplaeg-paa-det-alternative-soroemoede)

Så der finder man kaos. Kaos er i universitets ånd. Det er i synet på forholdet mellem viden og handling og dermed på Humanioras indre essens. Det er i synet på, hvad videnskabelige miljøer er, og hvordan de udvikles. Det er i en kaotisk brug af ”synergi” til at flytte og omdøbe uden sans for tradition og kultur, og det er i de mange små feedback-mekanismer, hvor fri diskussion af offentlige anliggender undertrykkes af store dele af den lavere mellemledergruppe, og i Koldau-sagen også af den centrale ledelse.

Jeg tror desværre, at eksemplerne vil tage til i antal og styrke, og langsomt vil de suge liv og energi ud af vores samfunds vekselvirkninger. Vi har brug for bud på Humanioras ånd. Men den ånd kan vi ikke ramme, hvis ”viden skal føre til handling”, hvis den bare skal ”på omgangshøjde med erhvervslivet”, hvis ”det klassiske universitet” kan affærdiges i én sætning, hvis for mange putter sig frygtsomt, hvis man kalder uddannelser for videnskabelige, selvom de ikke er det, og hvis mange af lederne i det store og i det små spreder frygt pga. hensynet til ”organisationens” overlevelse.

Humaniora er en søgning i en magnetisk stridbarhed mellem sted og almenhed. Det er en vild, men også samlende sjæl, som man aldrig ved, hvad finder på. Den løber igennem praksis som en energisk strøm af mange forskellige argumenter og billeder, snart som hjælpsomhed, snart som erindring og snart som kritik. Den hører hverken til i et elfenbenstårn eller som noget erhvervsrelevant, men giver en praksis, et land og vores verdensdel dannelse, hukommelse og fornuft over det hele.