Afviklingen af den nordiske skole 2 - Ny Nordisk Skole (NNS)= Gammelt Anti-nordisk Konkurrencestatskursus (GAK)

Ny Nordisk Skole hedder undervisningsministerens nye koncept. Hvad er det? Det kan man læse om på en ny flot hjemmeside under undervisningsministeriets ressort. Her kan man finde ud af, hvad tankerne bag ideen er; man kan se, hvem der sidder i den såkaldte dialoggruppe, der skal drøfte de forskellige initiativer, og man kan læse gruppemedlemmernes blogindlæg. Det er faktisk flot og spændende. Selve ideen med at diskutere skole i omegnen af de nordiske skoletraditioner sammen med en række intellektuelt-, praktisk- og administrativt orienterede uddannelsesfolk - for derpå via blogs og diskussioner at inddrage hele det pædagogiske Danmark - er en strålende ide (se www.nynordiskskole.dk).

Men der er et problem, og det er stort. Ja, det er faktisk helt afgørende for den faglige vurdering af ideens holdbarhed. Problemet er, er jeg bange for, at Ny Nordisk Skole (NNS) betyder det modsatte af sine egne ord. Det betyder Gammelt Anti-nordisk Konkurrencestatskursus (GAK). Det er fra NNS til GAK. Vi må derfor høre op med at tale om NNS. Vi må i stedet begynde at tale om GAK. Undervisningsministeren har søsat GAK. Men hvorfor siger jeg nu sådan noget grimt noget om en ide, som egentlig i sit udgangspunkt er virkelig god, og som i en del af sine formuleringer er ganske fornuftig? Hvorfor skal vi tale om GAK? Her er begrundelserne:

1.
Vi kan starte med at se på, hvem der er medlemmer af dialoggruppen. Der sidder 23 personer. 23 engagerede og kompetente mennesker inden for hver deres provins. Men der er noget galt. Hvad er der galt? Jo, der er det galt, at ingen af disse mennesker nogensinde har interesseret sig for det nordiske. Tværtimod tager langt de fleste udgangspunkt i den internationale konkurrence og i økonomisk vækst som hovedformål, for så vidt de overhovedet forholder sig til skolens formål. Nogen af udvalgets medlemmer er mellemledere fra kommuner og ministerier, hvor de har lært at acceptere enhver politisk præmis, som ikke har lydt nordisk i mange år i den omegn, og dernæst har de lært at diskutere nogle administrative detaljer, som kun er interessante, hvis man har accepteret den overordnede politik. Andre er dygtige praktikere, som forsøger at få materien til at fungere, og dansk pædagogisk tradition er rundt omkring i praktikernes indlæg indbygget som et uudtalt og tavst gen; f.eks. er skoleleder Lise Egholms blogindlæg et karbad i dansk skoletradition (bortset fra enkelte referencer til Asiatisk økonomi). Det kan man dog ikke sige om f.eks. pædagog Pernille Ljungbergs tekst, der er et ærgerligt eksempel på børnehavernes dannelsestab. Men dialoggruppens manifest skal jo nok slet ikke skrives af praktikerne, men i stedet af dem, der er erfarne ud i den pædagogiske disputs. Det er formodentlig dem, der skal føre pennen og retningen i udvalget, og det er jo på en måde også rimeligt nok. Men her støder vi på et af de store problemer. Ingen af disse pædagogiske intellektuelle har nogensinde ytret et ord om, hvad det hele handler om, nemlig en gentænkning af danske og nordisk skoletradition. Der er to intellektuelt aktive i udvalget: Per Fibæk Laursen, professor i pædagogik, og Stefan Hermann, rektor for professionshøjskolen Metropol. Ingen af disse interesserer sig for det nordiske, tværtimod abonnerer de i deres virke og i deres personlige narrativ på tilgange og teoridannelser, der markerer et opgør med nordiske traditioner. Det har jeg begrundet flere gange på denne blog. Hermann er en såkaldt samtidsdiagnostiker, en tilgange som har rod i 1980’ernes nihilisme, og han har derfor en tendens til at underlægge sig den til enhver tid siddende diskurs. Han synes også., at højskolerne skal forlade al snak om Grundtvig, kritik og folkelighed, og at de skal underlægge sig uddannelsespolitikken uden så meget bøvl. En tilgang, der er helt uforenelig med en nordisk tradition (se www.folkeskolen.dk/504814/oplysningens-visnen-og-uren-paedagogik). Per Fibæk var oprindelig funktionalistisk marxist, men blev siden fortaler for en meget forsimplet anvendelse af Howard Gardners intelligensteorier på danske skoler (en slags forsmag på det, jeg har kaldt en kæntret pædagogik). Desuden har han i flere indlæg talt vores historiske selvbevidsthed og dannelse helt ud af banen som noget fra ”gamle dage”, så han er heller ikke i stand til at bruge danske eller nordiske ord om pædagogik. Han vil snarere af med det, ligesom Hermann. Derudover sidder Lars Goldschmidt, direktør for Dansk Industri, i selveste formandsstolen. Goldschmidts ideer kunne man f.eks. læse om i hans tale ved Sorømødet i 2010. Den rene og skære antidannelse og en forstemmende nedskrivning af betydningen af historie, dannelse og æstetik i vores uddannelser til fordel for vækst og erhvervsrelevans. Helt og aldeles unordisk. Og prøv lige at læs hans blogindlæg, som er et studie i nysprog. Ordet ”fremragende” optræder 16 gange og dannelsesidealet er en ”motiveret duracell-kanin”!? Det er jo ikke seriøst. Derudover sidder der i udvalget en række repræsentanter fra kommuner, erhvervsliv, professionshøjskoler etc. Ingen af dem har talt for eller om nordiske traditioner. Ingen. Der sidder ganske vist en historiker, Andreas Rasch, som er forskningschef på professionshøjskole VIA, men læser man hans kronikker og ph.d. igennem, så er der ikke nogen nordiske ord, og hans favoritudtryk er ”forskningen viser…”, som fremføres på en rigtig drengevidenskabelig måde, som Grundtvig ville kalde det, og som nednormerer både videnskab og praksis til hhv. forskning og anvendelse. Og sådan kunne jeg fortsætte. Så af de 23 dialoggruppemedlemmer er der ingen med kærlighed til eller kendskab til nordisk skoletradition, og indimellem er det ligefrem fjendskab.

Men er der ingen historikere, filosoffer, teologer, litterater, forfattere etc. med i udvalget? Folk fra en humanistisk tradition? Folk der ved noget om vores fællesskaber, vores historie, vores muligheder, vores spørgsmål? Folk der ved noget om det, der er emnet for det hele, nemlig nordiske skoletraditioner? Folk, der arbejder på den dannelsesorienterede scene i vores offentlighed? Folk der har skrevet om alle de spændende mennesker og ideer, som har skabt vores pædagogiske institutioner? For få år siden kom en bog der hed ”At komme til sig selv - 15 danske dannelsestænkere”. Her skriver en lang række forfattere om dannelsesbegreber hos Løgstrup, Grundtvig, Knudsen, Brandes, Ørsted etc.? Er der ikke en af disse forfattere med i udvalget. Nej, tænk, det er der slet ikke. Men hvad så med folk der står bag andre og lignende udgivelser? Nej, tænk igen - og det er virkelig forskrækkeligt, som nationaldigteren ville have sagt - det er der overhovedet ej. Udvalget er i sin helhed og i alle sine dele et antidannelsessted, et antinordisk sted.

Men er der så dygtige didaktikere og samfundsbevidste reformpædagoger i udvalget? Folk der ved noget om europæisk pædagogik i bredere forstand? Kirsten Krogh Jespersen fx, som er en vores iltre og dygtige reformpædagoger, som ikke blot blæser med de nye administrative vinde og taler om, at alt skal være ”fremragende” og som skriver glimrende lærer- og debatbøger til lærerstuderende? Nej, udvalget har så vidt jeg kan se ingen seminarielærere af den gode gamle skole, kun professionshøjskolerektorer, som på trods af deres fremskudte position ingen beskyttelsessans har. Tværtimod har rektor for UCC, Laust Joen Jakobsen, skrevet en kronik med Stefan Herman om, hvordan holdninger og normativitet skal fortrænges fra pædagogik og uddannelse, og han har i samme kronik sammenlignet Martin Luther Kings drøm med Lars Løkke Rasmussens. Laust er dog en af de mest påvirkelige for fornuft i udvalget, det kan man læse af hans blogindlæg. Han ville se godt ud i et bedre selskab (www.folkeskolen.dk/505708/konsortiet---1-del).

Og hvorfor er der ingen repræsentanter for den frie skoles tradition. Ingen af vores dygtige højskolefolk? Der hvor hele Norden emmer som bare pokker. Det er da fuldstændigt utilgiveligt. Jørgen Carlsen fra Testrup højskole, Thorstein Balle fra Grundtvigs Forum eller Jens Horn fra den Rytmiske Efterskole i Baaring fx, og mange andre? Det er simpelthen ¤%&/()=.

Så det var det nordiske. Der var slet ikke noget nordisk. Der var kun en slag nihilistisk amerikansk psykologi, lidt erhvervsliv, lidt kommunal erfaring og noget evidensmekanik, mens hele Humaniora og hele den frie skoletradition i Danmark er helt skrevet ud af systemet. Er der en eneste lærer i Danmark, som falder for sådan et blålys?

Endelig bør man heller ikke glemme, at Antorini og dialoggruppen blindt har accepteret nedlæggelsen af det eneste deciderede nordiske element i læreruddannelsen, nemlig faget Kristendom, Livsoplysning og Medborgerskab. Nedlæggelsen af faget er en konsekvens af nedlæggelsen af seminarierne - som det hedder i den udvalgsrapport, der ligger til grund for nedlæggelsen, og hvis intellektuelle garant er professor Jens Rasmussen. Faget udgør simpelthen resterne af en dansk dannelsestradition, som forbinder politisk teori, social indignation og en mild kristen overhøjhed, helt i en nordisk ånd. Den lydige accept af dette angreb på nordisk dannelse er det endegyldige bevis for, hvilke antinordiske og antidannelsestrømninger som GAK er gjort af.

2.
Nå, men det var fra Nordisk til Anti-nordisk. Det kan enhver forstå, fordi det er så enkelt og bedrøveligt sandt. Så er der det der med, om det er en ”skole” eller blot et ”kursus i konkurrencestatskompetencer”. Det er lidt mere komplekst, men ligeså bedrøveligt. Der er faktisk ganske små tegn på, at Ny Nordisk Skole handler om en ægte skole, men der er også mange tegn på, at det kun handler om et 10 års kursus i kompetenceudvikling til konkurrencestatens funktionalitet. Der er lidt ubestemthed her. Tingene kan nå at skride. De små ”skole-tegn” finder man, når der tales om nordiske traditioner, og når man i slutningen af udvalgets kommissorium taler om dannelse og medbogerskab. Men desværre er der ingen til at løfte ideerne, og resten af hjemmesiden myldrer med henvisninger til nationernes konkurrence og det abstrakte ”fremtiden”. Og ”fremtiden skole” kender vi jo fra alle kommunerne, hvor man hele tiden finder de to hovedformål ”Pisa - top 5” og gennemførselsprocenter, hvilket jo netop er konkurrencestatens markører, som, og det kan jeg sige med top 1 sikkerhed, ikke vil føre os til nogen gylden fremtid. Desuden er udvalgets meningsdannere som sagt ikke spor dannelsesorienterede. Stefan Hermann og Laust Jacobsen har ligefrem sagt, at man skal gå fra ”normativitet” til ”analyse”, og hvis man mener det, er det jo vanskeligt at tale om dannelse og medborgerskab for nu at blive ved de eksempler. Det ser derfor ud til, at den overvejende tendens går ud på at drøfte en skoleform, som kan underlægge sig konkurrencestatens krav om gennemførelsesprocenter, pisalisteplaceringer og økonomisk vækst. De steder, hvor der refereres til overordnede formål, er det disse ting, der nævnes. Der står ganske vist i udvalgets kommissorium, at man skal diskuterer dannelsesspørgsmål i en global verden, men der er der ingen, der forsøger for alvor, og som sagt er der heller ikke kompetence til at føre sådan en drøftelse, fordi de centrale medlemmer i udvalget helst undgår dannelsesdiskussioner. Disse økonomisk dominerede målsætninger instrumentaliserer skolen på en måde, som er uforeneligt både med nordisk tradition og med skolebegrebet som sådan. En skole er et sted, hvor nye generationer kommer til syne i vores fælles liv, og hvor generationers ideer, musik og billeder brydes inden for rammerne af dansk og europæisk tradition. Men et sådant skolebegreb, eller blot noget lignende - som vil kunne genindsætte skolen som det den er, nemlig som en kulturinstitution frem for et finansministerielt departement - er helt og aldeles fraværende. Derfor er Ny Nordisk Skole ikke en skole i nogen som helst europæisk betydning af dette ord, men primært et kursus i, hvordan man kan udvikle soldater i nationernes konkurrence, som Ove Kaj Pedersen udtrykker det i hans bog ”konkurrencestaten”. Sådan ser det ud indtil nu.

3.
Derudover er der spørgsmålet om, hvordan vi er kommet fra ”Ny” til ”Gammel”. Hvorfor er det i virkeligheden noget gammelt, der foreslås, når man nu kalder sig ”ny”? Det er det, fordi de ideer, som skal underkaste sig konkurrencestatsformålet, er udviklet i 1980’erne af dem, som gjorde op med det nordiske (Hermans og Fibæks ideer) og videre af systemteorien, der ligger som en tillægsstruktur i mange af Fibæks og Hermans offentlige indlæg. Og systemteorien, det er jo professor Jens Rasmussens helligdom, og Jens Rasmussen, det er ham, der har arbejdet utrætteligt for at slippe af med dannelse, normativitet, holdninger og filosofi siden 1996. Det er altså det halvgamle (1980-2000) og unordiske, man finder frem, og slet ikke det nye (efter 2010) og nordiske og dets samspil med det fascinerende gamle (før 1960). Det er nihilismens og individualpsykologiens begreber, der er på arbejde, og de underlægger sig en mekanisk sociologi og nye instrumentelle formål, nemlig konkurrencestaten, frem for at gøre skolen til et sted, der kan rejse en folkelig selvbevidsthed, der har rødder i en lang fri tradition, og som måske ligefrem kan korrigere nogle af kapitalismens excesser.

4.
Endelig er det decideret pudsigt, at ideen om NNS er udviklet af Christine Antorini, selv gammel SF'er, i samarbejde med en SF’er, nemlig Nanna Westerby, der vist nok tilhører den fløj, som netop har fået magten i partiet. Formanden for KL’s skoleudvalg, Jane Findahl, er også SF’er, og hun har også, via KL’s skolemålsætninger, lagt vores pædagogiske liv under konkurrencestatens økonomiske herredømme. og vi er nok nogen, der kan huske Stina Willumsen, rådmanden fra Odense Kommune, der havde præcist samme vision om at klare sig i den globale konkurrence med erhvervsrelevante kompetencer, som hun ville sætte ”hold” efter i HC Andersens stakkels by. Stina er med i KL og er også SF’er, og hun brugte også indlæg fra Lars Goldschmidt og Jens Rasmussen til at begrunde sin kæntrede vision på kommunens officielle hjemmeside i sin tid. Odense er måske en praktiseret Ny Nordisk Skole? Så her kan vi se, hvad reformpædagogikken, dansk industri og nihilismen kan udrette, når de underlægger sig konkurrencestatens pædagogiske og administrative vokabular i en kæntret pædagogik. Det er faktisk virkelig sørgeligt for dansk socialisme, at den er blevet så historieløs og dannelsesfattig (www.folkeskolen.dk/506664/odenses-vision-en-kaentret-paedagogik).

Og GAK skal forresten lave et ”manifest”, som det hedder, og de skal på ”road-show”. Måske kommer de til jeres skole? Måske har I nogen spørgsmål? Eller måske er I allerede ”fremragende” duracellkaniner?

5.
Her er et forslag til et alternativt udvalg. Der er naturligvis mange flere gode folk rundt omkring i landet, også mange som jeg ikke kender, men her er i al fald en god gruppe, som ganske vist vil få lidt svært ved at lave et manifest eller sådan noget, men som til gengæld vil vanskeliggøre det hele på en passende måde, som derudover ved noget om dansk og nordisk pædagogik, teologi og humaniora, og hvis drøftelser formodentlig vil være ganske stimulerende at følge for hele landets publikum. Der er også et par stykker, som jeg tror, vil blomstre i nye omgivelser.

1. Søs Bayer, adjunkt, DPU-AU
2. Dorte Lange, Danmarks Lærerforening
3. Peter Kemp, professor i pædagogisk filosofi, DPU-AU
4. Lise Egholm, skoleleder ved Rådmandsgades Skole i København
5. Ove Korsgaard, prof. i pædagogik og medborgerskab, DPU-AU
6. Harry Haue, professor i pædagogik ved Syddansk Universitet
7. Jørgen Carlsen, Højskoleforstander ved Testrup Højskole
8. Jens Horn, forstander, Rytmiske Efterskole i Baaring
9. Alexander von Oettingen, FU-chef ved UC- Syddanmark
10. Niels Buur Hansen, lektor ved UC-Syddanmark
11. Kirsten Krogh-Jespersen, lektor ved VIA (tror jeg nok)
12. Thorstein Balle, formand for Grundtvigs Forum
13. Charlotte Paludan, lektor i pædagogisk antropologi, DPU-AU
14. Laust Riis Søndergaard, Den Frie Lærerskole i Ollerup.
15. Erik Schmidt, lærer i Odense og leder af tænketanken Sophia.
16. Jacob Kjærsgaard, forstander ved Hadsten Højskole
17. Nina Bonderup Dohn, lektor ved Syddansk Universitet
18. Lene Tanggaard, professor i psykologi, Ålborg Universitet
19. Elsebeth Gerner Nielsen, forstander for designskolen i Kolding
20. Marianne Jelved, MF for det Radikale Venstre
21. Gerd Lütken, seminarielærer, VIA-UC.
22. Steen Nepper Larsen, Lektor DPU
23. Sørine Gotfredsen, præst.
24. Sune Auken, lektor ved Københavns Universitet
25. Axel Ahrendtsen, MF for Dansk Folkeparti
26. Jørgen Husted, lektor i filosofi, AU
27. Hansjörg Horh, prof. i pædagogisk filosofi ved Oslo Universitet
28. Carl Anders Säfström, prof. i pædagogik, Akad. för utbilding, kultur och kommunikation, Sverige
29. Kjeld Holm, biskop

Jeg har tænkt på, om der skulle være nogen repræsentanter for kommuner eller fra erhvervslivet, men kunne ikke komme i tanke om nogen, der var egnede. Måske skulle Goldschmidt og Willumsen være observatører. Så kunne de måske lære noget?