Afviklingen af den nordiske skole

1.
Der er netop udgivet en rapport om forslag til ændring af læreruddannelsen (Christensen m.fl. 2012), "Deregulering og internationalisering". Det er en vigtig rapport, fordi det udvalg, der har udarbejdet den, er nedsat af forligskredsen omkring skoleloven, og den er blevet lanceret med tju-bang af ministre og det hele (se videolink i referencerne).

Rapporten lanceres som en ”decentraliseringsrapport”, men er i virkeligheden historien om, hvordan man vil afvikle den sidste rest af nordisk skoletænkning fra Danmarks læreruddannelse. Først og fremmest er der ikke en eneste opbyggelig reference til nordiske og danske skoletraditioner, der tværtimod reduceres til gamle dage etc. Der står intet om folkeoplysning, åndsfrihed eller demokrati (ordet ”demokrati” optræder kun et sted), og alt, hvad der hedder kundskaber, er totalt taget ud af deres kulturelle tilblivelseshistorie. Og er det ikke bemærkelsesværdigt, at man i en rapport på 81 sider - i et politisk miljø, der taler om en Ny Nordisk Skole - slet ikke kommer ind på vores nationale, nordiske og europæiske traditioner? Desværre kan vi, som udgør det trist stemte publikum, jo ikke diskutere ting, der ikke står der. Man bliver blot nødt til at pege på det dannelsestab, der er inkluderet i selve undladelsessynden.

Der er dog nogle få referencer til det nordiske, men desværre er de ikke positive: Man foreslår, at faget KLM - Kristendom, Livsoplysning og Medborgerskab, der samler den grundtvigianske og filosofiske tradition i Danmark under en meget overordnet ramme - nedlægges og i stedet spredes ud under rationalet i det, man kalder for ”lærerfaglighed”, hvor man er ”en undervisningsekspert”. Endelig understreges det flere steder, hvordan man bør fjerne den sidste rest af ”seminarietradition”.

Jeg kunne sådan set blot vedhæfte hele rapporten som et link, der i sig selv kunne demonstrere manglen på intellektuel, praktisk og pædagogisk horisont, en nedsmeltning i dansk pædagogik, og jeg kan jo heller ikke kritisere eller citerer fra det, der ikke står. Nedenfor har jeg alligevel samlet en række citater og referencer, der eksemplificerer, hvordan Ny Nordisk Skole skal udvikles af skolelærere, der kommer fra et læreruddannelsessted, der vil afvikle hele den Nordiske og danske pædagogiske tradition. Et sørgeligt paradoks.

Som intellektuel garant for dette angreb på dannelse, det nordiske og virkelig lærerfaglighed, står professor Jens Rasmussen, der er eneste universitetsansatte pædagogikforsker i udvalget, og rapporten bærer også tydelig præg af hans alvorlige, langvarige og succesrige indsats for afvikling af dannelse, filosofi, tænkning og kritik i dansk pædagogik – en indsats som nu har stået på siden 1996:
- Her udgiver han bogen ”Socialisering og Læring”, der er et opgør med reformpædagogikken og et første hug til alt, hvad der hedder virkelighed, normativitet og historisk sans
- I 2007 udgiver han bogen ”Viden om Uddannelse”, hvis synspunkter af Professor Peter Kemp er blevet betegnet som ”anti-filosofi”, og som er en videreudvikling af det tab, som indledtes i 1996.
- I 2010 står han for en rapport til rejseholdet, der hævder, at filosofisk orienteret undervisningsmateriale på læreruddannelserne betyder, at man klarer sig dårligt i Pisa-målingerne. Rapporten er grundigt kritiseret af Klaus Nielsen i Dansk Pædagogisk Tidsskrift og af daværende seminarierektor i Silkeborg Peter Lykke-Olesen.
- Han taler også for at snævre dansk læreruddannelse ind i et treleddet målsystem med metoder og evalueringer over det hele.
- Han stod som intellektuel professoral garant for Fremtidens Skole i Odense, som har vendt pædagogikken helt på hovedet i det jeg i en tidligere blog har kaldt for "en kæntret pædagogik".
- Efter marxismens fald struktureres al pædagogisk tænkning efter Pisarangliste og uddannelses politik, medieret af Niklas Luhmanns systemteori, og der er selvfølgelig aldrig referencer til kulturhistorie, men tværtimod hyppig undsigelse af holdninger, normativitet, værdier, dannelse etc.
(se diverse referencer nedenfor)

Man skulle så tro, at Christine Antorini, børne- og unge ministeren, også var kritisk. Det er jo trods alt hende - og ikke Morten Østergaard, uddannelsesministeren, hvis ministerium står for rapporten - som har talt for en Ny Nordisk Skole, og som taler om vigtigheden af ”pædagogisk tradition”(se reference nedenfor). Men på videoerne fra præsentationen af rapporten er der ikke den mindste trang til dissens fra hendes side. Så det med det nordiske er vist blot varm luft. Jeg kan se, at Dorthe Lange fra DLF er blevet formand for NNS-udvalget. Gad vide om hun ved, hvad der er ved at ske? At det nordiske barn er ved at blive skyllet ud af ny-nordisk badevand, der både hylder traditionen og afvikler den i en og samme paradoksale bevægelse, inden for rammerne af en ny antidannelsestradition, som har arbejdet siden 1996, og som nu kan fuldende sit værk og samtidig kalde sig for ”nynordisk tradition”.

2.
Citater fra rapporten:
Fra indledningen, hvor lærerens ”kernefagligheden” konstrueres som et begreb, der i overensstemmelse med Rasmussens øvrige indlæg, skal ekskludere dannelsen i skolen. Det er nogle ”elementer”, som ikke er relateret til ”kernefagligheden”. Hvad mon disse er?:

”Det er et grundlæggende vilkår, at læreruddannelsen ikke kan alt, hvad der i dag forventes af den. Noget kan de læreruddannede først lære i mødet med praksis og i den løbende professionelle kompetenceudvikling. Det er ingen kunst at bruge flere ECTS-point, og det ligger ikke i følgegruppens kommissorium, at uddannelsens længde er til diskussion. Derfor har følgegruppen det udgangspunkt, at den eksisterende ramme på 240 ECTS-point er grænsen for læreruddannelsens omfang. Men det betyder også, at der ikke er plads til elementer i uddannelsen, som ikke direkte er relateret til lærergerningens kernefaglighed”.

Vi skal også bort fra gamle dage, som nedskrives til læsning, ”enhedslærertankegang” etc. og til evangeliet:

”Denne kernefaglighed er selvsagt en variabel størrelse, da den skifter i takt med de krav, der stilles til folkeskolen. I de tidligste læreruddannelser skulle læreren uddannes i læsning, skrivning, regning og den evangelisk-kristne tro, og traditionelt har den danske læreruddannelse været kendetegnet af en "enhedslærertankegang", hvor læreren stort set skulle kunne undervise på alle klassetrin i alle fag”.

I stedet skal vi have en ”undervisningsekspert”, som er låst inde i sin nykonstruerede didaktiske ”lærerfaglighed”:

”Det stiller andre krav til lærerne og dermed også til læreruddannelsen. Derfor taler man i dag også om, at læreren skal være ekspert i sit fag, i pædagogik og inden for didaktik (jf. også afsnit 1.3 for en definition af begrebet lærerfaglighed)”.

Og lærerfagligheden kan heller ikke indeholde "elementer", som er centrale for dansk og nordisk lærertradition, nemlig KLM-emnerne - altså hele skolens filosofiske og normative indlejring. Og det der med seminarier er også noget gammeldags noget kan man læse. I stedet skal vi styrke ”professionshøjskoletankegangen” (se også Rømer 2010b for en analyse af, hvordan den ser ud, f.eks. at den er underdanig og imod holdninger, normativitet og selvstændig tænkning):

”Såfremt lærerfagligheden skal styrkes yderligere i læreruddannelsen, skal der prioriteres blandt uddannelsens forskellige elementer. Det er følgegruppens overbevisning, at lærerfagligheden skal være det bærende element i læreruddannelsen. Det kan betyde, at nogle af de eksisterende elementer må nytænkes, så lærerfagligheden står stærkere i det samlede billede. Følgegruppen peger i rapporten på, at fællesfaget kristendomskundskab/livsoplysning/medborgerskab (KLM) kunne være et af de områder, der skal nytænkes ind i en mere lærerfaglig kontekst. Følgegruppen er bevidst om, at nogle vil finde denne opfattelse for kontroversiel, men den er nødvendig, hvis læreruddannelsen skal uddanne kommende lærere til at opnå et højt niveau af lærerfaglighed. Disse betragtninger ligger også i forlængelse af bevægelsen
væk fra den tidligere seminarietradition og over i den nye professionshøjskoletankegang” (s. 64)

”Endelig vurderer følgegruppen, at det pædagogiske fagområde skal styrkes væsentligt for at imødekomme de mangeartede udfordringer, som lærerprofessionen stiller i dag. En styrkelse af de pædagogiske fag vil bidrage til at løfte den lærerfaglighed, som al dokumentation peger på som afgørende for kompetent udøvelse af lærergerningen. Som det fremgår af følgegruppens rapport, anbefales konkretet nyt, samlet og større pædagogisk fag kaldet pædagogik og lærerfaglighed. Det vurderes samtidig, at faget bør have et betydeligt større omfang, end det er tilfældet i dag, for eksempel et omfang på 50 ECTS-point. Det øgede omfang af faget sker også som konsekvens af, at alle lærere børhave solide kompetencer inden for tosprogsområdet og specialpædagogik, der ifølge følgegruppen bør nedlægges som selvstændige linjefag. Følgegruppen erkender samtidig, at et øget omfang af faget pædagogik og lærerfaglighed vil skulle ske på bekostning af andre områder i læreruddannelsen, for eksempel faget KLM”.

Referencer:
1. Rasmussen, J. (1996). Socialisering og læring i det refleksivt moderne, Unge Pædagoger.

2. Rasmussen, J., Kruse, S., Holm, C. (2007), Viden om Uddannelse, Hans Reitzel.
Kritikker af ”Viden om Uddannelse”:
A. Rømer, T.A. (2010a). Oplæg på det alternative sorømøde – kommentar nr. 3 til Claus Holms indlæg vedr. alt. Sorømøde, http://www.folkeskolen.dk/505720/oplaeg-paa-det-alternative-soroemoede (rul ned i bunden).
B. Kemp, P. (2011). Kampen om dannelse, i Hagtvet, B., Ognjenovic, G.: Dannelse. Tenkning, modning, refleksjon : nordiske perspektiver på allmenndannelsen nødvendighet i høyere utdanning og forskning, Oslo: Dreyers Forlag.

3. Christensen, P. & Rasmussen, J. mfl: Komparativt studium af indholdet i læreruddannelsen i Canada, Singapore, Finland og Danmark,
http://www.uc-dk.dk/da/images/stories/pdf/rapporter/komparativt_studium_laereruddannelsen_canada_etc.pdf

Kritikker af samme rapport:
a. Peter Lykke-Olesens kritik: http://folkeskolen.dk/64127/ekspert-i-undervisning-interview (rul ned i bunden)
b. Nielsen, K, & Klitmøller, J. (2011). ”Æbler, pærer og den danske læreruddannelse”, Dansk Pædagogisk Tidsskrift, nr. 4.

4. Rasmussen, J. m.fl. (2012): Deregulering og internationalisering, følgegruppen for ny læreruddannelse, januar 2012, http://www.uvm.dk/Aktuelt/~/UVM-DK/Content/News/Aktuelt/2012/Jan/120118-Foelgegruppe-anbefaler-mere-deregulering-og-internationalisering-af-laereruddannelsen

5. Videoer fra præsentation af reference nr. 4: http://fivu.dk/video/2012/konference-om-laereruddannelsen

6. Videoer om Fremtidens Skole i Odense: http://www.odense.dk/web4/fremtidensskole/visionen/arkiv/det%20siger%20forskerne.aspx

7. Rømer, T.A. (2010b). Konsortiet- 1..del, http://www.folkeskolen.dk/505708/konsortiet---1-del

8. Kritik af Jens Rasmussens syn på forholdet mellem metode og pædagogik: Rømer, T.A. (2010c). ”Metodefrihed=tvang”, www.folkeskolen.dk, http://www.folkeskolen.dk/505752/metodefrihedtvang

9. Rømer, T.A. (2012). ”Fra Singapore over Norden til Canada – om forvirringens årsag”, www.folkeskolen.dk, http://www.folkeskolen.dk/508112/fra-singapore-over-norden-til-canada---om-forvirringens-aarsag

10. Christine Antorini i radioen om pædagogiske traditioner og ny-nordisk skole: http://www.dr.dk/design/www/AudioMiniPlayer/miniplayer_window.html?test=0&mediaQid=2713462&ErrorCode=true&title=Antorini+lancerer+Ny+Nordisk+Skole