At være "ansat" i Odense

Hvorfor skal vores skolelærere behandles som uartige børnehavebørn? Hvorfor skal de tales ned til af alt fra politiske kommentatorer til halvstuderede mellemledere og levebrødspolitikere, der nidkært bestemmer alle detaljer gennem computerskærmens evalueringssystemer, og som har glemt alt om vores humanistiske ophav; et ophav, der har bidraget til dannelse af de institutioner og de politiske bevægelser, som de selv er med i og taler igennem? Og som har skabt forestillingen om en lærer og om en skole overhovedet?

Lærerne beskytter vores fælles liv og vores erindring og muligheder som et europæisk folk, og de værner om hver ny medborgers tilsynekomst. De er langt langt vigtigere end Stina og Poul fra Odense, som har etableret sig med en firsporet kæntret pædagogik i en fynsk vinter under konkurrencestatens neo-liberale vokabular, og som nu vil fyre og hyre kulturens vogtere ud fra deres ubehjælpsomme fremtidsvision.

Lærerne har et af Danmarks vigtigste erhverv. Langt vigtigere end f.eks. journalister, læger og businessmænd. Bureaukrater, herunder KL, burde holde sig på lang afstand. Lærere er noget helt særligt. Noget værdigt. En lærer skal ikke lave soldater til konkurrencestaten, som Stina og KL tror. De skal vogte vores fællesskab på en måde, så det ikke størkner, men altid er levende i vores energiske vekselvirkninger.

I dag er vores lærere bange for KL, som tror alting handler om 95% og Pisa-lister. I stedet burde lærerne skælve i agtelse for deres smukke og vigtige kald. Nemlig at tage stilling til, hvilke af vores vaner, der er værdifulde, og hvordan de nye generationer kan komme til syne heri. Dette kald kalder på videnskabelig, kunstnerisk, didaktisk, kritisk og praktisk arbejde, og det kan ikke udføres, hvis Stina og Poul og deres ligesindede kommer rendende med deres fikse ideer og mekaniske talkabaler hvert andet år.

Det er som om, lærerne må gemme sig med det vigtige, mens hele samfundet beskæftiger sig med det uvigtige, som så også læreren tvinges til at agere i. En lærer under en sådan social tvang kan ikke arbejde. Hun tvinges til at skelne mellem at være ”ansat som lærer” og at ”være lærer”. Hun må blive til en kritisk, uengageret eller sygemeldt ”ansat”. Og hvis hun prøver at samle ”den ansatte lærer” og ”den rigtige lærer” til en og samme person, så bliver hun fyret pga samarbejdsproblemer eller inkompetence. Eller kommunen finder en stresskonsulent, der med evidensbaserede metoder kan få ”den ansatte lærer” til at glemme ”den virkelige lærer” igen. Det er den omvendte verden.

Jeg vil se den virkelige lærer. Hvad mon der så sker? Hvilke ord? Hvilke handlinger? Hvilke ideer? Hvad sker der, når den stakåndede "ansatte" fortoner sig, og den virkelige lærer bryder frem? Jeg tror roen indfinder sig, samtidig med at alle får travlt som aldrig før.