Del 3 - pæd. knust

”Den form for samfundsvidenskab, som vi vil bedrive, er en videnskab om det, som er virkeligt. Den livets virkelighed som omgiver os, som vi er sat ind i – den vil vi forstå i dens egenart.”
(Max Weber 1904 i essayet ”Samfundsvidenskabernes objektivitet”)

Hvordan er det gået til, at DPU, altså Danmarks Pædagogiske Universitet, nu er omdannet til AUDEM, Asiatisk-inspireret Udviklingsafdeling for Didaktik og Evidensbaseret Myndighedsbetjening? Dette spørgsmål kan man gå til på forskellige måder. Sociologen Max Weber (1864-1920) er kendt for at anbefale den såkaldte metodologisk individualisme. Det er en meget relevant tilgang her, og lad os derfor sætte fokus på en central aktør, nemlig dekanen for AUDEM. Nu skal I høre:

1. Fra Danmark til Asien.
Lars Qvortrups omgang med Danmarks kulturhistorie kan eksemplificeres i følgende: I Det vidende samfund fra 2004 står der, at højskolerne bør forlade de dunkle henvisninger til Grundtvig og i stedet overgå til selvevalueringer og samfundsnyttige ydelser. De frie skoler bør tænke på sig selv som et ”internat”, der kan bidrage til det, der kaldes for ”den tredje oplysningsbølge”, som igen forbindes med noget så frygteligt som en såkaldt ”supervisionsstat” og det helt ubestemte ”vidensøkonomi” (her skriger vi efter lidt politisk filosofi!). Der tales ligefrem om, at det er dødsensfarligt at bruge ordet ’folk’ (s. 277ff). Den teoretiske interesse for f.eks. Folkestyre kastes dermed overbord, og hele vores nationale (og europæiske) kultur omdannes til feed-back og evalueringsløkker. Endelig anbefaler Lars Qvortrup, at vi holder op med at beskæftige os med fortiden og i stedet retter vores diskussioner mod fremtidige rationel klarhed (som om det var enten-eller). Der er i hans arbejde stort set ingen referencer til historiske forhold, og der udtrykkes ingen veneration overfor danske eller europæiske traditioner.
Så altså ingen pæne ord om fædrelandets og kulturens grundlæggere. Hvilke lande skal vi så til? Jo, Qvortrup er af den generation, hvor det er naturligt at kigge beundrende på asiatiske lande. I 1970’erne var det Mao’s Kina og Kampuchea, man kiggede beundrende på, og nu er det så Singapore. Og hvorfor så det? Fordi det er et spændende land? Fordi de laver noget smukt eller retfærdigt? Nej, fordi det ligger nr. 1 på Pisalisten. Qvortrup finder i Singapore en rationalistisk uddannelseskultur uden lige, og tænker, at sådan en ting må vi også have (så vi kan leve op til et bestemt politisk ønske om at forbedre Danmarks listeplacering, og så kan AUDEM kan tjene nogle penge til den nye ”supervisionsstat”). Det, han stort set overser, er Singapores stærke nationalisme. Det ser Qvotrup ikke, fordi netop ”det nationale” er en dannelsesfigur, som kun den pædagogiske filosofi kan nærme sig, og dannelse og filosofi er efter Qvortrups mening jo irrelevante (se under pkt. 2). Men er der ikke referencer til andre lande? Til Danmark, til Italien, til England eller til Tyskland. Nej, næsten ikke. Kun i Asien kan supervisionsstaten lærer noget. Her kan vi blive omdannet til et nationalistisk teknokrati. Fra Danmark til Asien uden europæisk filosofi. Det er en farlig rejse.

2. Fra Pædagogik til Didaktik, metode og Evidens.
Pædagogik er diskussioner og praksisser, der vedrører et menneskes indvielse og tilblivelse i en levende kulturs dialoger. LQ betragter mennesket, ikke som menneske (det er et fy-ord i systemteorien), men som et psykisk kommunikationssystem af tilfældige tanker og følelser, og den levende kultur er reduceret til et socialt kommunikationssystem. Begge systemer, det psykiske og det sociale, lukker sig for hinanden og bekræfter blot sig selv i lukkede selvregulerende processer. Det er sådan set ligegyldigt om disse systemer er onde eller gode, om de er demokrater eller totalitære. Det er blot èt tørt og selvcentreret system overfor et andet. Hvad er pædagogik da? Ja, for Qvotrup er pædagogik (stort set) det samme som beskrivelser af disse tørre systemer, samt undervisningsmetoder, der optimerer sandsynligheden for, at det ene system (det psykiske) kobler sig på det andet (det sociale). Pædagogik bliver derved til en metode, der skal få systemer til at fungere. Det er helt afgørende, at denne metode formuleres uafhængigt at både levende børn og levende kulturer, for ellers kan man ikke evidensbasere sandsynligheder ”videnskabeligt” eller rejse rundt i verden og sælge metoden til uddannelsesøkonomer.
I en kronik d. 1. august 2008 i Information er Qvortrup dog stadig i tvivl. I valget mellem dannelse og evidens omtaler han sig som agnostiker. I Berlingske Tidende, d. 5. marts 2010 har han truffet sin beslutning og skriver: ”Det betyder, med et lidt mere snørklet udtryk, at vi er nødt til at få pædagogikken didaktiseret. Det vil sige, at pædagogik ikke først og fremmest er et normativt og filosofisk fag, hvis ledestjerne er dannelse”. Mønstereksemplet, som Qvortrup fremdrager i kronikken, er den såkaldte LP-metode. Nu skal vi jo være her alle sammen (synes jeg), også de små kommercielle og provinsielle foretagender som kommer og går; men at lade LP-metoden overtrumfe europæisk kulturhistorie i relevans er en #¤%&/(=?”!, og det vil uden tvivl efterlade dansk pædagogik, både dens videnskab og dens praksis, i fuldstændig forfald i løbet af få år. Læste I det: UDEN TVIVL.
Med denne bevægelse hen imod den ”didaktiserede pædagogik” forlader vi altså kulturen, etikken og ”det fælles” til fordel for metoden, didaktikken og det tekniske. Få dage efter den anden kroniks offentliggørelse forsøgte Qvortrup på AUDEM at iværksætte kronikkens nye synspunkt ved at nedlægge et af DPU’s efterladenskaber, nemlig kandidatuddannelsen i pædagogisk filosofi. Da dette mislykkedes for ham, så har han her en måned efter varslet afskedigelse af tre af vore dygtigste uddannelsestænkere! Dette falder udmærket i tråd med Luhmann selv, Qvortrups store idol, som i sin bog om uddannelsessystemet netop lægger vægt på at dannelsesbegrebet blot er et fortidslevn: ”For os er Paideia et tema i den samfundsmæssige erindring” (s.44) siger han, og Qvortrup selv kan helt parallelt skrive: ”I stedet bliver dannelse til en refleksionskompetence, dvs. en evne til at identificere ”mig” i forhold til ”dig”” (Qvortrup 2004, s. 167). Uff, den sved i enhver, der har 2500 år og nogle store grimme krige samt et holocaust nogenlunde present. Der findes i dette lys ikke noget fælles, ingen egentlig samtale, men kun lukkede selvrefererende systemer, der irriterer hinanden. Dannelse handler ikke om, hvordan menneske og fællesskab kommer til syne overfor og i hinanden, men kun om det ene systems identifikationsprocesser overfor et andet system. Ingen fag, ingen kultur, intet fællesskab, ingen fornuft, ingen historie, ingen kærlighed, ingen frihed, ingen børn, ingen jord, ingen skønhed, ingen skabelse. Ingenting. Kun systemer og metoder. Fra pædagogik til didaktik, evidens og metode. Fra fællesskab til funktion. Fra pædagogik til metode uden tænkning og etik. Det er en farlig rejse.

3. Fra Universitet til udviklingsafdeling for myndighedsbetjening.
Et universitet er kendetegnet ved at omfatte en fri åndelig aktivitet, der på forskellige måder interagerer med praktiske og eksperimentelle aktiviteter og undersøgelser. Sådan har det været i hele den nyere europæiske kulturhistorie. Qvortrup har ingen tematisering af denne åndelige aktivitet. Tværtimod har han i flere sammenhænge skitseret en universitetsopfattelse, der bygger på en afvisning af det åndelig og det kritiske, altså hele arven fra både antikken og oplysningstiden. Dermed har vi kun et halvt universitet, nemlig det praktiske. Og vi har endda mindre end et halvt, måske kun et kvart, fordi det praktiske uden inspirationen fra det åndelige forfalder til mekanik og anvendelse. Derudover betyder fraværet af ånd, at universitets frie status mistes. Universitetet overgår, i en tilstand uden ånd, kritik og historie, til at være statens tjener - til myndighedsbetjening. Man er derfor ikke mere et universitet, man er ikke engang et videnscenter. Man er en udviklingsafdeling under en effektiv statskoncern. Fra universitet til myndighedsbetjenende udviklingscenter uden kritik og ånd. Det er en farlig rejse.

Sådan blev Danmarks til Asiens. Sådan blev Pædagogisk til metode og evidens. Sådan blev Universitet til myndighedsbetjenende udviklingsafdeling. Sådan blev DPU til AUDEM.

Den bagvedliggende grund til denne misere er, at Qvortrup er fuldstændig gift og forlovet (ikke i et frit og åndeligt (det har han jo netop udelukket) men i et mekanisk og bundet forhold) med systemmanden Niklas Luhmann (1927-1999). Qvortrups arbejder er en ukritisk hyldest til og ureflekteret anvendelse af Luhmanns ideer; en hyldest, der er parallel med den Marxisme, som både prægede universitetet og seminarierne i 1970’erne (og ikke mindst på Danskstudiet i Århus, hvor Qvortrup er uddannet), hvor man også ødelagde alt muligt (herunder Marxismen selv) med sin tromlende og enøjede ensporethed. Qvortrups bøger indeholder lange kritikløse forklaringer af ypperstepræstens begrebsmæssige tomgang, og hele det pædagogiske felt udledes slavisk heraf (er jeg for kritisk? Læs selv). Nu har Luhmann selv, i hans bog om uddannelsessystemet, sagt, at sociologien, og dermed ham selv, ikke har et ”klart begreb om det pædagogiske”, men denne sympatiske ydmyghed kendetegner ikke Qvortrup. Han fyrer tværtimod folk, fordi han ikke mener, at de beskæftiger sig med pædagogik, til trods for at hans eget arbejde er en hjerteskærende opvisning i anti-pædagogik.
Men der er mere! For al elendigheden kunne jo være lige meget, hvis dette Luhmann-inferno blot var en provins på linje med vores andres små og store kæpheste; hvis det blot var en del af den videnskabelige og praktiske vekselvirkning vedrørende stort og småt; en del af en virkende pluralitet. Men det forholder sig desværre sådan, at hele AUDEMs ledelse har samme synspunkt, og at AUDEM derfor skal omskabes i deres eget billede. De to pro-dekaner, Søren Kruse og Claus Holm (som jeg har mistænkt for at være en skabskritiker – er du det Claus?) samt professor Jens Rasmussen skrev i 2007 den IRRELEVANTE bog Viden om uddannelse. Her gives udtryk for fuldstændig samme simple mekanikker og uhildede hyldest til idolet som i Qvortrups arbejde, og konsekvensen er også her, at alt hvad der hedder filosofi og etik næsten skrives ud af det pædagogiske felt til fordel for undersøgelser af, ”hvad der virker” og en entydig myndighedsbetjenende forståelse af pædagogisk videnskab. Det er et studie i teoretisk autisme. Læs f.eks. behandlingen af professionsuddannelserne. Ikke et ord om de enkelte professioner (hvad er en lærer? Hvad er en pædagog?), ikke et ord om voksenuddannelse, ikke et ord om seminarietraditionen, ikke et ord om europæisk kultur, ikke et ord om noget som helst RELEVANT. Alt skal blive til det samme, nemlig som præsten prædiker. Ikke en selvstændig ide. Ren og kold funktionalisme. Vær på vagt alle danske lærere og pædagoger (og forskere)! Denne teori vil hverken jer eller vores børn og unge det godt. Den vil reducere jer alle til sit eget kolde og mekaniske billede. Den vil ruinere jer intellektuelt og praktisk. Den vil arrestere jeres opmærksomhed. Genkend den, når jeres diplomuddannede skoleledere og souschefer kommer løbende med dette forfaldsvokabular, som fjerner jeres øjne fra jeres liv, skole, fag og samfund.
Hele AUDEMS’s ledelse er altså samlet om et pædagogik- og filosofi-fjendtligt perspektiv. I stedet sætter man en mekanisk funktionel forsknings- og undervisningsmaskine, som skal følge supervisionsstatens Pisa-liste-interesser slavisk og effektivt. Dermed har vi skabt et fagligt og organisatorisk regime i Danmark, som ødelægger pædagogik og filosofi, handling og tænkning; et regime, som endda afskediger folk, der beskæftiger sig med pædagogisk RELEVANTE opgaver med den paradoksale begrundelse, at det er pædagogisk IRRELEVANT! Sagen er, at de tre fyringsvarslede beskæftiger sig med pædagogisk set dybt RELEVANTE forhold; AUDEM’s ledelse, derimod, de beskæftiger sig ikke med pædagogik. De ødelægger pædagogik, fordi de nedskriver alt levende til systemer og metoder. Jeg kan mærke den rationelle harme arbejde i hjernen. Jeg kan ikke være i sådan et land, som ikke blot handler i modstrid med sin pligt, men som ligefrem ødelægger sin pligt. Godt jeg har mine vinyler. Hjælp, jeg må sætte noget Hendrix på! Han har evidensbaseret effekt.
Professor i pædagogik på Københavns Universitet, Karen Borgnakke, skrev i 2002 følgende i Nordisk Pedagogik nr. 4: ”For eksempel foreslår Lars Qvortrup, forfatter til bøger som Det hyperkomplekse samfund....og Det lærende samfund...., at vi skifter marxismen og kritisk teori ud med luhmannske systemteorier. Efter min bedste overbevisning er et sådant tronskifte-perspektiv det mindst interessante for den pædagogiske forskning. Det synes nemlig at medføre et øget antal blinde pletter såvel for teorihistorien, som for de empiriske positioner i kritisk pædagogik. .....At gå planken ud og skifte kritiske teorier (inklusive Bourdieu?) ud med systemteorier (eksklusivt luhmannske?) kan jeg ikke betragte som anden end tankeløs gerning. Et mærkbart erkendelses- og videnstab for den pædagogiske forskning vil det i hvert fald være. Desuden synes tronskiftet at skygge for uddannelsessociologiens teorihistorie og kritik af uddannelsessystemets socialiserende, kvalificerende men også reproduktive og selekterende virkninger." Alt hvad Borgnakke (læser du med, Karen?) frygtede blev til virkelighed. Ganske profetisk! Forstår I nu, hvorfor DPU er blevet til AUDEM? Og hvorfor det er filosoffer og etikere, der er ramt? I kan godt høre, at det intet har med lønsomhed at gøre. Det hele handler om Ideer. Men videnskaben om ideer, altså filosofien, den skal åbenbart væk! Hvis ikke på den ene (nedlæggelse af uddannelsen i pædagogisk filosofi) så på den anden måde (afskedigelse af dygtige og flittige tænkere). For hvis idevidenskaben er væk, så kan systemteoriens metode og myndighedsfiksering pensles ud over hele landets pædagogiske område uden den fjerneste modstand, fordi alle vores kulturelle pligter er GLEMT.
Dette er hovedideologien på AUDEM. Alt må igennem dens nåde for blot at eksistere. Man må forme sig selv i det nye regimes, systemteoriens, billede. Det har evidensbevægelsen gjort fint og let (det er klart). Nu er den såkaldte samtidsdiagnose i gang med det samme. Og samtidsdiagnosen, det er netop Jens Erik Kristensens faglige religion. Og Jens Erik Kristensen, det var den institutleder, som monotont og køligt oplæsende varslede afskedigelse af tre etikere på gråt papir, som om der ikke skulle være forskel på et universitet og et slagteri. Den næste blog handler netop om samtidsdiagnosen, dens disposition og dens begyndende tilpasning til det systemteoretiske hegemoni. Og Jens Erik Kristensen er bærer af denne historie. Så vi fortsætter i den metodologiske individualismes spor. Læs med, så I kan forstå, hvorfor I får tilbudt bestemte moduler og uddannelser i fremtiden. Læs med, så I kan se, hvordan magt og uddannelse er dybt sammenvævet. Læs med, så I kan forstå, hvorfor tænkning og filosofi er pædagogikkens kerneaktivitet, og læs med, hvis I vil jeres arbejde og profession det godt og ikke bare effektivt (Nåh nej, det er jo moderne etik! Det er jo Asger Sørensens forskningsområde. Det er ikke relevant).
En af mine bekendte har spurgt, hvad jeg har gang i. Svaret er, at jeg er ved at redde fornuften og kritikken og dermed også pædagogikken. Jeg skriver, hvad jeg kan se (DET er mit job), og det hele minder mig om 1820’erne og Grundtvigs opgør med de rationalistiske Lutheranske præster, som var i enevældens vold i den tids stokkonservative reaktion på den franske revolution og Napoleon-krigene. Deres kristendom var tør, docerende og mekanisk. Grundtvigs var levende og ivrig, fordi han havde læst de friske og moderne tyske romantikere (Nåh nej, romantikken er jo ikke RELEVANT. Det er Jørgen Hugglers forskningsområde - og nåh nej, Grundtvig er teolog og livsfilosof. Og teologi og livsfilosofi er Henrik Vases forskningsområde. Det er heller ikke RELEVANT). Grundtvig fik ikke embede igen før i 1839, hvor de demokratiske og æstetiske vinde blæste mere mildt (hvorefter han sammen med Kierkegaard, Brandes og Andersen (og andre), med Europa som baggrund, kunne søsætte hele vores kulturs spændstighed). Heldigvis kan ingen mere underlægges censur. Og slet ikke, når man kun har pædagogikkens bedste for øje i åbenhjertige påmindelser om vort fælles ophavs forpligtelser, frem for abstrakte lister, karriereøjne, globaliseringstomgang, kontrakthierarkier, autistiske koder, abstrakte systemer og asiatiske forfærdeligheder.

Thomas Aastrup Rømer
Danmarks Pædagogiske Universitet (DPU)