Del 5 - pæd. knust

“Central… in any evocation (levendegørelse) of a truly “educative society”, is the inevitability of man’s being involved in a variety of states of tension”
(G. H. Bantock 1965)

I går udløb høringsfristen for de fyringsvarslede filosoffer fra DPU. På mandag skal DPU’s og AU’s ledelse tage stilling til, om afskedigelserne skal opretholdes eller trækkes tilbage. Jeg har i de foregående blogs påvist følgende:

1. Afskedigelsesprocessen er gennemført med urimelig hårdhed, fuldstændig mangel på anstændighed og respekt og helt uden forudgående mus-samtaler eller lignende. De tre fyringsvarslede har på enhver måde udført deres arbejde upåklageligt, og der har ingen klager været overhovedet.

2. Afskedigelserne hviler ikke primært på økonomiske hensyn, men er den såkaldte systemteoris og den ligeså såkaldte samtidsdiagnoses forsøg på at opnå magten over pædagogisk videnskab i Danmark. Begge disse tilgange er, i de aktuelle DPU’ske aftapninger, stærkt anti-etiske og imod klassisk dannelse og filosofiske traditioner. Man taler endda i håbløs naivitet om ”et gammeldags” og et ”forældet syn” på pædagogik. Og alle DPU’s systemteoretikere og samtidsdiagnostikere er naturligvis fredet. Ja, alle andre end etikere er faktisk fredede. Er alle disse tilgange mere relevante og mere moderne end Hegel, Løgstrup og Habermas? Vel er de ej. Fyringerne er faglige. Og de nye kolde vinde er allerede ved at bemægtige sig sindene på Institut for Pædagogik på DPU. Alle overvejer nu, om deres forskning er relevant i dette nye system.

3. De officielle begrundelser for afskedigelserne skifter som vinden blæser. Først hævdedes ”relevans for DPU’s opgaveportefølje” at være vigtigt, men pludselig på forsiden af DPU’s og AU’s hjemmesider hævder hele DPU’s ledelse det modsatte. Det er altså barokt. Først fremføres en begrundelse, som de afskedigede naturligvis adresserer i deres høringssvar, og derpå trækkes selv samme begrundelse tilbage. Hvad bliver det næste? Tror man, det hele er en leg?

Ser man nærmere på ledelsens skrivelse myldrer det med frygtelige overraskelser.
- F.eks. fremhæves nu som supplerende begrundelse for afskedigelserne, at man vil sikre arbejdsmiljøet på et andet institut???? Resultatet af dette greb er det indlysende, at arbejdsmiljøet overalt bliver ganske forfærdeligt, fordi ingen ved, om de bliver de næste ofre for helt andre afdelingers forsømmelser. Og at dette argument overhovedet med ulidelig lethed kan fremføres i en officiel skrivelse af denne karakter er virkelig !”#¤%&&//((.
- Derudover fremhæves på førstepladsen de nye kongeriger: Center for strategisk uddannelsesforskning og PISA undersøgelserne. Det er det nye AUDEM. Den nye skolehistorie nævnes derudover kun for sine ”smukke bind”. Systemteorien kan bedst lide, når fortiden er noget, der er pakket ned. Historien skal helst ikke være virksom. Det er derfor også meget sigende, at det er indbindingen, der altid fremhæves, i stedet for indholdet. Resten? De forsker blot relevant, selvom ingen ved hvad det betyder. En ubestemthed som sætter sig i sindene.
- Endelig nævnes, at pædagogisk filosofi ikke er ødelagt, da man jo kun beskærer staben fra 16 til 13. Her bør alle være opmærksomme på følgende (i en lidt kort version): Af disse 16 er de 4 samtidsdiagnostikere (institutlederens teori) og 1 er systemteoretiker (dekanens teori), 1 er gået på pension (emeritus), 2 er ikke fagfilosofiske og 2 er mere eller mindre inaktive i miljøet. Så er der ikke mange tilbage. Det er ikke fra 16 til 13. Det dannelsesorienterede miljø er nærmest halveret. Så er det på plads. Og er der nogen, der tror, at de tilbageværende vil kaste sig frit og livligt over den filosofiske tradition under disse omstændigheder? Så er man naiv. Og når der så kommer lidt protester fra et par af de tilbageværende, som gerne vil beskytte noget værdifuldt (hvilket faktisk er det uddannelse handler om), så begynder man sørme også at tale om, i officielle offentlige orienteringer, at filosofferne er ”arrogante” og ”fornærmer” andre forskere.

Dette er ikke blot min private opfattelse. Sagen har været behandlet journalistisk både i Weekendavisen, Information, Jyllandsposten, Folkeskolen og Univers (Århus Universitets blad). Ingen med nogen faglig vægt har i offentligheden har taget parti for DPU’s ledelse i denne sag. Alle er på forskellige måder enige med mig. Her er nogle eksempler:

a. Peter Wivel, Politikens korrespondent i Berlin.
b. Claus Emmeche på hans blog www.professorvaelde.blogspot.com.
c. Peter Kemp, professor emeritus i pædagogisk filosofi har skrevet kronik og kommentarer i Information og Jyllandsposten.
d. Ingrid Stage, formand for Dansk Magisterforening har skrevet i Information.
e. Syv professorer i filosofi i Danmark har skrevet direkte til rektor for Århus Universitet: Ole Thyssen, Finn Collin, Stig Andur, David Favrholdt, Mogens Pahuus, Uffe Juul Jensen.
f. 350 intellektuelle fra hele Norden har skrevet under på en protesterklæring, herunder Lars Løvlie (Professor i Oslo), Bjørn Nørgaard (kunstner) og Keld Holm (biskop i Århus).
g. En række læserbreve fra studerende, forskere og kommentatorer fra hele landet.

Nu venter vi på DPUs ledelse og universitets rektor. Vi er mange, der har spidset blyanten. Ikke kun for de tre fyrede, men også for dansk pædagogiks skyld. For hvis ikke fyringerne trækkes tilbage, og andre mere rummelige vinde begynder at blæse, så har enhver pædagogisk interesseret i dette land pligt til træde i offentlig karakter. Så må kampen føres alle steder, hvor kulturen genskabes og bliver til på ny. Vi må aldrig glemme, at strid, spænding, tradition og passivitet er det, som uddannelse er lavet af. Den ide har jeg blandt andet fra den anglo-amerikanske poet og filosof T. S. Eliot (1888-1965). ’Forældet’ hva?