Del 6 - pæd. knust

Nyt om relevanssagen? Ja og nej. Nedenfor følger en opdatering:

1. Henrik Vase Frandsen og Jørgen Huggler har pr. 27. maj indleveret deres høringssvar. Siden da har der ikke været taget et eneste initiativ fra ledelsen side. I nu snart tre uger har de varslede været holdt hen. Ikke et brev og ikke engang en dato har de fået. Helt ærligt: Er det ikke forvaltningsretligt et problem? I al fald er det moralsk set angribeligt, og meget langt fra, hvad jeg lærte om god forvaltningsskik i min tid som statskundskabsstuderende i Århus. I universitetsavisen Univers http://www.au.dk/univers/forside/, kan man læse om, hvordan Henrik Vase Frandsen har oplevet dette.
2. Den ene af de fyringsvarslede, Asger Sørensen, er blevet tilbudt genansættelse. Eller det vil sige – det er så indviklet, at det næsten er uforklarligt – han er stadig ”lektor i pædagogisk filosofi”, men han skal fra nu af forske og undervise i ”pædagogisk sociologi”(???) Asger Sørensen har sagt ja, hvem ville ikke det i hans situation, men for DPU’s fortsatte udvikling er det bekymrende, at man beder folk om at undervise og endda også forske i områder, som ligger udenfor deres egentlige og fagfællebedømte felt. Det svarer til at sige til en skolelærer: ”Du må ikke undervis i dit linjefag”. Og der er vel at mærke ikke tale om, at man blot beder ham om at bidrage med undervisning og forskning i konkrete sociologiske sammenhænge (nogen gange er det jo også sundt at undervise i noget andet en linjefaget). Det kunne være yderst fornuftigt. Nej, der er tale om, at en person, der er ansat til at føre den pædagogiske filosofi videre indenfor områderne kritisk og praktisk filosofi og videnskabsteori, systematisk, altså som påbud, bliver bedt om at koncentrere sig om noget andet, end det han er bedst til. Hvad bliver mon det næste? At vi alle bliver bedt om at forske i noget andet, end det vi ved mest om? Det kunne være et kønt princip. Og stakkels Asger skal nu ikke blot tænke over, om hans forskning er relevant – han skal også overveje, om det nu er sociologisk nok i stedet for filosofisk? Og hvis han krydser en udefinerbar grænse, så tikker der en ny fyrings-email ind i indbakken. Jeg tror, det vil lægge en ret kraftig dæmper på kreativiteten – også hos mig selv.
3. Rigtig mange på DPU er bekymrede for deres videnskab og fagområder. ”Er mit videnskabelige arbejde relevant?”, spørges der. Der er sendt bekymrede og lange indlæg til ledelsen fra en af de største faggrupper, og jeg kan forstå på lederskribenterne i tidsskriftet ”Dansk” nr. 2, Dansklærerforenings blad, at også hele børnelitteraturområdet er bekymret. Når det nye relevanskriterium så kobles sammen med et nyt pædagogiske ”konsortium” - hvor DPU i samarbejde med tre professionshøjskoler, definerer den kommende ”relevans” for hele skoleområdet - så må alarmklokkerne lyde i hele Danmark. I konsortiets materiale tales igen om, at pædagogik ikke mere skal være ”holdningspræget”, og man sammenligner Statsministerens ideer med Luther Kings arbejde for USA’s sorte befolkning (er det ikke en utrolig sammenligning?). I stedet skal pædagogik, skoleledelse, forskning og udviklingsarbejde indrette sig efter at blive nummer fem på de globale lister, som statsministeren ”visionært” har formuleret det. Relevansen er slet ikke bare et kriterium for fyringer. Det er en del af et pædagogisk-bureaukratisk hegemoni. Det er et koldt forår. http://www.berlingske.dk/kronikker/10-4-loesning-til-folkeskolen.
4. Til trods for alle disse skrivelser og bekymringer, som har ødelagt en masse aktive og flittige menneskers lyst til at arbejde videnskabeligt med pædagogik i Danmark, så har DPU’s ledelse, hverken den store eller den lille, sagt noget som helst beklagende, forsikrende eller opbyggeligt. Sagen, og de deraf følgende arbejdsmiljøproblemer, ties ihjel. Problemerne omtales ikke på møder og ikke i skrivelser. Hvis det er det, man forestiller sig, når man i det nye konsortium gerne vil styrke skoleledelsen, så ”medarbejdere arbejder efter samme mål”, så tror jeg, at den evidensbaserede undervisning på det fine ledelsesmodul bliver #¤%&(). Pædagogisk ledelse bliver i så fald noget med, hvordan man kan undgå diskussion, hvordan man kan udslette, efter egen opfattelse, irrelevante faglige områder, hvordan man kan kommunikere via orienteringsskrivelser, hvordan man kan strø om sig med vage, men altid levende, fyringstrusler, og hvordan man kan undgå at drøfte de ting, der optager medarbejdere. Undervisningen på det nye modul kan også handle om, hvordan man kan underlægge sig myndigheders og politikers interesser, og glemme ens faglige og kulturelle forpligtelser, hvordan man kan fyre folk uden forudgående drøftelser af deres arbejdssituation, hvordan man kan ødelægge et inspirerende miljø, og hvordan man i det hele taget kan sikre, at ”medarbejdere arbejder efter samme mål”, nemlig konsortiets, organisationens og kontraktens implementering og overlevelse.
5. I sidste uge holdt vi forskningsseminar inden for rammerne af Forskningsenheden for Politisk, Etisk og Religiøs Dannelse. Følgende fastansatte deltog: Anne-Marie Eggert Olsen, Sune Frølund, Thomas Aastrup Rømer, Peter Kemp, Jørgen Huggler, Henrik Vase Frandsen, Gorm Hansbøl, Lotte Rabek Schou (der var afbud fra Ove Korsgaard og Karen Wistoft). Her fortalte Asger Sørensen om hans arbejde med kritisk teori og videnskabsteori i forbindelse med en ny bog om videnskabsteori for samfundsfag, som udkommer til efteråret. I disse år, hvor man taler om pædagogikkens forskningsbasering og akademisering, var det spændende at høre om, hvordan netop ”det videnskabelige” er blevet beskrevet af den kritiske teoris store efterkrigsgenerationer, fra Horkheimer over Habermas og til Axel Honneth. Henrik Vase Frandsen fortalte om, hvordan det, han kaldte for ”idoler”, altså billeder kan være mere eller mindre mættet med mening (sammenlign Andy Warhols portræt af Marilyn Monroe med et almindeligt protræt) (jeg fortalte det til en lærer, jeg kender, som interesserer sig for moderne billedbøger, og hun var meget begejstret for den måde at opfatte billedet på). Jørgen Huggler fortalte om en artikel, han havde skrevet sammen med Alexander von Oettingen - leder af forsknings- og uddannelsesafdelingen ved den sønderjyske professionshøjskole – om forholdet mellem pædagogik og arbejde i den pædagogiske idehistorie. Og det blev tydeligt, at den verserende kompetence- og evidenstænkning, blot er en gestalt af nogle kulturelle og idehistoriske strømninger, som har været on eller off løbende i de sidste par hundrede år.

Nå, men alt dette er også lige meget. Det er irrelevant for de nye konsortier og for folk, der ikke kan lide holdninger og dannelse, og som arbejder efter ”samme mål”, nemlig myndighedernes listedrømme og budgetter uden pligt. Det er kun for folk, der interesserer sig for ”forældet” videnskab (som det nye hegemoni kalder det), for holdninger, for dannelse, for kulturen, for kritikken og for materien i det hele taget. Har I den første eller den sidste interesse? Kan I lide, at arbejde med at bliver nr. 1 i verden, eller kan I lide at arbejde med virkeligheden? Det er ved at være tid til, at alle lærere, pædagoger, seminarielærere, konsulenter og ledere begynder at tage stilling selv. At få sig en holdning. Nå alle har anskaffet sig sådan en, så er vi et samfund af irrelevante og veluddannede mennesker.