Den omvendte verden

Min yngste søn har af forskellige grunde skiftet fra den lokale folkeskole, hvor hans to store brødre har gået, til en nærliggende privatskole. Skiftet har gjort mig forvirret af tre grunde, der støder lidt sammen.

1. Det er blevet billigere. Før betalte vi 2000kr. om måneden for en fritidsordning, hvis kvalitet lå betydeligt under de gamle fritidshjem, og som efterhånden var reduceret til skoleadministreret pasning. Som næsten alle andre familier kan vi imidlertid af praktiske grunde trods alt ikke undvære dette tilbud. Nu, altså på privatskolen, betaler vi 1650kr for undervisning, fritidsordning mm. Vi har altså sparet 350kr ved at få vores dreng i en privatskole! Besparelsen gælder fra 0-3. klasse. I 4. klasse står det ca. lige, i 5. klasse begynder det at vende, og i hele skoleforløbet går det nok ca. lige op. Men alligevel.

2. Det er også blevet bedre. Den gamle skole havde skåret stort set alt væk, skolefester, musicals, musikundervisning, lejrskoler, der var heller ikke råd til at uddele en papirkopi af skoleskemaet, og de fleste legepladser lå slidte og øde hen etc., så de mange dygtige lærere måtte arbejde på trods. Den nye skole har 1 til 2 lejre hvert år, der er altid ture, projekter, en lækker og mærkelig legeplads, hvor der altid myldrer med børn og voksne, pædagogiske eksperimenter, og der er en smilende summen over det hele. Der er også færre lektier, men til gengæld er skoledagen fast fra 9-14, lærere og pædagoger arbejder sammen, og lærerne har masser af sans for, hvordan skoleliv, faglighed og personlig udvikling spiller sammen. Der er også lidt flere hudfarver og forældre af mange forskellige nationaliteter på den nye skole, som både er særdeles dansk og også lidt global på samme tid. Endelig er der ingen centralstyrede lp-metoder, læringsstile eller andet kommunalt huttelihut. I det hele taget er der ingen kommuner, hvilket, er mit indtryk, er en stor fordel.

3. Den dyrere og dårligere folkeskole lå over den billigere og bedre privatskole på den nationale rangliste - efter korrektion for elevernes sociale baggrund (vist nok 0,3 point). Det nåede jeg dog at tjekke, før jeg ikke mere måtte vide noget om det. Jeg håber ikke, at den billige og gode skole begynder at drømme om at stige 0,3 point. Det hele bekræfter efter min opfattelse det grundlæggende synspunkt, at når det kommer til ranglister, så gælder det om at ligge i midten. Det er et tegn på, at man har sans for helheden i et skoleliv.

4. Den allerbedste skole, som jeg har set, er en ny musikefterskole på Fyn, hvor en anden af mine sønner netop har spenderet et år. Den lå under de to andre på den nationale rangliste, men alligevel var der et aktivitetsniveau og en åndelig og praktisk energi, der har sparket 100 store børn ud i livet; en energi, der vil pulsere som en behagelig rysten i alle deres organer indtil de bliver gamle, og som kommer lige lukt ud af Grundtvigs virkningshistorie. Men ok, denne skole var også noget dyrere end folkeskolen.

Så den bedste skole er den dårligste, og den dårligste er den bedste! Jeg kan ikke få disse ender til at hænge sammen. Måske andre kan?

Min konklusion er, at man skal undgå alting, der ligger i toppen på en rangliste. Måske skulle man også skælde ud på kommunerne og få lidt friskoleånd tilbage i vores folkeskoler, så vi kunne fastholde vores midterplacering og samtidig få lidt mere livlighed.