BLOG
Empty article - Subtitle
Det stakåndede samfund
Vores liv er blevet stakåndet. Vi mister den rolige, opmærksomme og interesserede kontakt til de ting, der omgiver os; de mennesker, den materie og de produkter, som vi skal arbejde med og tænke over. I stedet retter vi blikket mod fjernere mål. Ikke mod menneskeheden eller europæiske idealer. Nej, vi retter blikket mod abstrakte lister. Hele uddannelsesverden har blikket stift rettet mod pisa-lister og universitetsranglister. Alle taler om, at blive verdens bedste dit og dat. Al vores stræben, alle vores mål og al vores offentlige kærlighed har vi lagt i hænderne på – ja, egentlig ikke nogen. Ikke noget ansigt, ikke nogen vilje og ikke nogen fornuft. Alle ser efter at blive nr. 1. Men nr. 1 er blot det samme som et leve op til et menneske- og folkeløst sæt af kriterier, som kan indeholdes i en datamat. Vi overgiver vores liv til en datamat. Først indretter bureaukratiet sig. Alle lederne og mellemlederne laver kontrakter og belønningssystemer, hvor deres øjne rettes væk fra deres materielle pligter. Dernæst kommer forskerne og lærerne etc. I stedet for at vie vores arbejdsliv til at bidrage til fællesskabets frembringelser, så vier vi det til personlige karrieresystemer i organisationers tjeneste, hvis eneste mål er at blive nr. 1, så man kan skaffe kunder i butikken. Det gennemsyrer vores politik – det er Løkkes drøm, og mange af ministerierne retter smukt og foruroligende ind. Uddannelses- og forskningspolitikken er blevet til ren listepolitik. Og universiteterne er (og staterne bliver til) små private fyrstendømmer (Bliver Grækendland også købt af en kinesisk kapitalist?), som kræver loyalitet, så de kan blive nummer et i de store datamater. Lars Qvortrup, leder af Danmarks Pædagogiske Universitetsskole, har endda på årets Sorø-møde sagt, at vi skal indrette vores uddannelser efter listerne; ikke for at blive opmærksomme på, at der f.eks. kan være problemer med at lære at læse – nej, for at store globale korporationer som Microsoft eller Novo skal placere deres nye afdelinger i Danmark. Værsgo! Dansk pædagogik og videnskab i fuldstændig stakåndethed. Og det er den stakåndethed vores stakkels skole mærker for tiden. Det er denne forpustede og hektiske rastløshed, som viser sig som uafbrudte politiske krav om ændring af læreruddannelsen, som avisartikler om dit og dat, smarte metoder, og som krav og undersøgelser om alt mellem himmel og jord. Det er også denne tankeløse zombie-agtige fremdrift, der i tankeløs mekanik tømmer vores universiteter for kulturfagene. I foråret ville Århus Universitet nedlægge pædagogisk filosofi, og nu kommer turen åbenbart til de små klassiske fag på Københavns Universitet. Folk begynder at kigge efter de globale datamaters kriterier. De kigger ikke på stoffet, på videnskaben, på barnet eller på kulturen. Alt dette kan nemlig ikke skrives ind i den store datamat. Pludselig er der intet tilbage imellem os. Pludselig er der kun den ene krop og den anden krop og en maskine, som kræver loyalitet. Og til sidst kan vi ikke undvære at være loyale over for det ansigtsløse. Pludselig kan vi kun se verden gennem maskinens briller, og når vi tager brillerne af, bliver virkeligheden grim og ubehagelig. Ligesom i Villy Sørensens novelle ”en glashistorie”.
Det kan meget let udvikle sig til et mareridt, men det behøver ikke at være sådan. Der er masser af energi og indestængt virkelyst, der kan bringe lyset, fremdriften og glæden frem i vores land igen. Hvor der ganske vist er lister, javel, men hvor disse blot er en blandt mange andre aspekter af et pluralt og spændende samfundsliv. Men udviklingen kan kun vendes, hvis vi netop besinder os på vores ophav, vores særlige egenart som europæisk folkeslag med en egen folkelig, kunstnerisk og kritisk tradition, så vi kan bedømme listerne selv. Så vi nogen gange kan være lykkelige for at være i midten. Vi må have betydningsfulde lommer, hvor vi kan falde helt til ro, og hvorfra der kan strømme påmindelser om vores fælles pligter, og hvorfra vores stemme kan bidrage til at udvikle de smukkeste kim i menneskeheden. Sådanne lommer kaldte grækerne fri tid. Og det græske ord for det var ”skole”. Og sådan en ”menneskelig helhed” kaldte romerne for ”universitet”.
Men pt er det intellektuelle billede inden for dansk pædagogik domineret af den såkaldte systemteori og den ligeså såkaldte samtidsdiagnose. Det er tilgange, som i de hjemlige versioner er helt uden værdier, og de er stærkt skeptiske overfor tradition, etik og historie. De har ingen ro, ingen fri tid, intet fællesskab og ingen helhed. De vil blot bidrage til det stakåndede samfund. F.eks. taler de aldrig om "opmærksomhed", men altid om "kampen om opmærksomheden". Der er derfor ingen hjælp at hente fra forskningen. Lyt ikke til den. Lyt ikke ikke til dem med den stakåndede bacille, som ser efter ansigtsløse verdensmestre, lukkede systemer, karriereveje og sociologiske konkurrencer. Kig lige ud, lad opmærksomheden strømme ud gennem jeres munde og hold øje med, hvad der sker. Så er vi på vej ind i en pædagogisk praksis. Et spændende og besværligt sted.
