Elfenbenstårnet, børnelitteratur og personaleetik - del 3

Nedenstående brev er sendt til bestyrelsen for Aarhus Universitet med cc: til universitets ledelse. Under brevet følger bestyrelsesformandens svar og nedenunder igen mit svar til bestyrelsesformanden, som ingen endnu har reageret på. I en senere blog vil jeg gøre rede for nogle af de konsekvenser, som universitetsledelsens og bestyrelsens synspunkt i almindelighed har; konsekvenser som vedrører alle, der har deres gang i moderne organisationer. Jeg har også fundet en række indlæg fra forskellige folk fra universitetsledelsen, der bestemt ikke vidner om omsorg for det, de har mellem hænderne. Men derom senere. Nu først korrespondancen.
Ps. Jeg har indsat et par parenteser, ledsaget af et "TR" for at forklare nogle lidt interne henvisninger.

1.
Kære Michael, Peder, Mariann, Kirsten, Maria, Lars, Erik, Margareta, Martin, Christian og Gitte
CC: Laurits, Mette, Hanne (institutleder for IUP) og Jette (TR, IUP)

Jeg påtager mig hermed, helt uden lyst, den helt og aldeles tunge pligt at skrive til jer alle, i jeres egenskab af medlemmer af bestyrelsen for Aarhus Universitet, i forventning om, at I vil gribe ind og påtale en beslutning, som er umoralsk og fagligt set ukvalificeret. Det drejer sig om den splinternye dekan Mette Thunøs beslutning om, efter blot 2½ måneds ansættelse, at TVANGsforflytte to kvindelige lektorer med familie og skolesøgende børn fra Emdrup til Århus C, hvorved man formodentlig splintrer, hvad universitetsledelsen selv kalder et ”velfungerende” forskningsmiljø, som det har taget 12 år at opbygge, og som har lange og grundige tråde ind i mange dele af dansk og international pædagogisk og litterært arbejde.

Sagen har været omtalt i løbet af foråret på mange af landets medieplatforme, og jeg har selv på de indre linjer tre gange henvendt mig til Mette Thunø. Det har ikke været muligt at få andre begrundelser, end hvad der kan formuleres i one-liners og strøtanker, lidt statistikudtræk etc.

Derfor måtte jeg skrive et debatindlæg til Univers, nr. 12, som redaktionen bad Mette Thunø svarer på. Hele universitetsledelsen stod bag svaret, selvom jeg ikke kan se, at det skulle gøre beslutningen mere rimelig. Diskussionen kan I læse her:
http://www.au.dk/univers/nyhed/artikel/hvorfor-goer-dekanen-dette/

I ledelsens svar står der, at beslutningen hviler på ”analyser”, altså mindst to. Men det passer ikke. Der er ingen analyser. Kun sætninger hist og pist i interviews og en kort omtale i 9.martsrapporten og i den såkaldte taskforce-rapport (nogle interne rapporter i forbindelse med reorganiseringen af AU, TR). Der er også en række andre problemer, som jeg har omtalt i det svar, som er vedhæftet som word-fil til denne henvendelse, og som jeg vil offentliggøre snarest (og som I kan se under bloggen ”smadremanden, børnelitteratur og personaleetik del 2”, TR).

Heraf fremgår det tydeligt, at hvis beslutningen opretholdes, så kan...
- en mellemleder, der har været ansat i 2 måneder
- og som har haft mange andre ting i hovedet (f.eks. en reorganisering og etablering af hele hendes område)
- og som ikke ved noget om det pågældende forskningsfelt
- og som ikke har andet end løse ideer strøtanker at støtte sig til

...TVANGSforflytte familier med skolesøgende børn og ødelægge velfungerende forskningsmiljøer. Det er umoralsk og ukvalificeret.

Jeg vil bede jer om hver især at kigge jer selv i spejlet og spørge, om I synes, at dette er rimeligt. Hvis I siger ja, så vil jeg bede jer sende mig de begrundelser og analyser, som jeres afgørelse hviler på. Hvis I siger nej, så vil jeg bede jer drøfte sagen med Mette (dekanen for fakultetet ARTS og DPU, TR) og Lauritz (rektor, TR) og de andre ledere, som åbenbart også helt har misforstået deres rolle i denne sag og bede dem bringe alting tilbage til udgangspunktet, ledsaget af en gigantundskyldning til de berørte og en lex børnelitteratur på universitetet i almindelighed, så vi andre ikke skal dukke os, hver gang en ny mellemleder med strøtanker træder ind af døren.

Jeg understreger, at jeg ikke kender de to lektorer, og at jeg selv bor og arbejder i Århus. Jeg har derfor ingen interesse i sagen udover sansen for retfærdighed og ledelsesmæssig kvalitet. Men denne interesse vil jeg til gengæld også forfølge i alle sammenhænge, jeg kan i bedste intellektuelt-polemiske tradition. Det vil være til universitetets bedste på den lange bane. Jeg gør dette, ikke kun for de to lektorers skyld, men fordi jeg ikke vil have, at det universitet og det land jeg virker i, arbejder så umoralsk og så ukvalificeret.

Rektor har inviteret mit til en kop kaffe, men først d.17. november, og han har ikke lagt op til at ændre sin beslutning. Da sagen er så fremskreden i sin proces, som det er tilfældet, vil jeg derfor bede jer inden da kigge på materialet og vurdere det hver især; forhåbentlig med en rationel udgang, så Laurits på mødet kan fortælle mig, at tingene er bragt på plads igen (mødet blev senere aflyst af rektor, TR).

Det er helt i orden, at man kan lave en fejl i en så stor reorganiseringsproces, som AU gennemgår i år; ja, det er nærmest naturligt og forventeligt. Men man kan derfor også forvente, at ledelsen indrømmer fejlene og får tingene bragt i orden. Hvis ikke, stiller det efter min opfattelse spørgsmålstegn ved hele rationalet bag den store reform, som jeg ellers ikke har haft nogen principielle indvendinger over for.

Mange hilsner

Thomas Aastrup Rømer
lektor-phd.
Arts-AU

2.
Kære Thomas Rømer
Du har den 25. oktober 2011 henvendt dig til bestyrelsen med en klage over, hvad du betegner som ”en umoralsk og fagligt set ukvalificeret beslutning på Arts - om børnelitteratur og personaleetik”.

Jeg vil på bestyrelsens vegne gerne understrege, at vi bakker fuldt op om den meget omfattende faglige udviklingsproces, som ledelsen og medarbejderne på Aarhus Universitet nu er i gang med at implementere. Bestyrelsen er vidende om, at dette vil omfatte flytning af medarbejdere.
Ansvaret for implementering af den faglige udviklingsproces inden for de rammer, som bestyrelsen har fastsat, er placeret ved universitetsledelsen. Herunder hører beslutninger om placering af faglige enheder inden for et hovedområde, og hvordan man bedst opnår faglige synergier. Bestyrelsen har fuld tillid til, at universitetsledelsen løser denne opgave.

Med venlig hilsen

Michael Christiansen,
formand for Aarhus Universitets bestyrelse

3.
Kære alle
Michael har nu svaret på min henvendelse. Han svarer ikke på et eneste af mine spørgsmål. Ikke et. Efter alle mine henvendelser og argumenter, så spiser han mig, for nu at være åbenhjertig, af med et svar, så man skulle tro, at han talte til en person uden studentereksamen.

Han udtrykker blot generel tillid til universitetsledelsen, hvad jeg også indtil videre i almindelighed har. Dernæst lyder det som om, at hvis blot en universitetsmellemleder, som har været ansat i 2 turbulente måneder, har gjort sig nogle strøtanker om ”synergier”, så kan hun sætte et helt forskningsområdes eksistens på spil og ødelægge tilværelsen for to familier. Det lyder også som om, at dekaner kan putte deres mangelfulde argumentation bag en anonym enhed som ”universitetsledelsen”. Desuden lyder det som om, at en ledelse kan sige, at den baserer sine beslutninger på analyser, selvom de ikke kan pege på nogen. Endelig lyder det som om, at AU’s ledelse er helt ligeglad med, at folk har et privat liv med familier og børn ved siden af deres videnskabelige virke. Hvis det er, hvad bestyrelsesformanden mener med tillid, så er hele den store reformproces vist bare kejserens nye klæder.

Endelig er det dybt kritisabel, og her er vi nede i de faglige tråde, at beslutningen kan begrundes i en helt ny dekans opfattelse af synergimuligheder. Det er en total misforståelse af, hvad synergi og videnskabelig kreativitet er. Hvis TVANGSforflytningen af de to lektorer skal kobles op på en så ureflekteret og uvidenskabelig tankegang, så er Århus Universitet i institutionel og universitetsfaglig krise.

Men det var så Michaels ringe svar, som lover dårligt for Aarhus Universitets fremtid, og han har jo heldigvis også kun underskrevet med sit eget navn. Jeg håber, at resten af bestyrelsen også har navne. Gerne navne, der kan give virkelige svar, i stedet for blot nogle få sætninger om et tomt og misforstået synergibegreb og en hel generel tillid til ledelsens arbejde. I forhold til undersøgelsen af om denne beslutning er retfærdig og fornuftig, kan man slet ikke bruge den slags formuleringer til noget. Det må I give mig ret i.

Mange hilsner Thomas