BLOG

Empty article - Subtitle

En fynsk vinter (opd. 21. jan.)

Offentliggjort Sidst opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Fremtidens Skole (se link), som Stina Willumsens vision hedder, bygger på konkurrencestatens grundpræmis, og den legitimeres fagligt set af professorerne Jens Rasmussen, Lars Qvortrup og Per Fibæk, der i varierende omfang taler for at nedtone dannelse, holdninger og værdier til fordel for kompetencer, at lære at lære at lære, pisalister og mål- og evalueringssystemer. Dermed tales skolens dannende og kulturelle betydning helt ned i fodnoterne. Den sidste begrundelse finder man hos Dansk Industri, hvor konsulent Bjarne Lundager fortsætter konkurrence- og organisationstænkningen.

Alle fem oplæg kan man høre på Odense Kommunes hjemmeside i små videoforedrag (se link nedenfor). Det hele suppleres af et dokumentations- og evalueringssystem, KIS, der binder elev, lærer, skoleledelse og kommune sammen i klemmende hierarkiske kontrakt- og feedbackprocesser (se link nedenfor). Nu trues de stakkels lærere endda med fyring og hyring ud fra informationerne i dette system, så man kan ”stille det stærkeste hold”, som det sportsagtigt hedder. Resultatet er en kommunal selvtilstrækkelighed uden lige, skoleledere som er helt kontraktforskrækkede, og lærere som formodentlig er tavse af skræk. Det værste er, at hele dette maskineri garneres med nysprogs-strøelse som "anerkendelse, motivation og fællesskab". Havde man taget blot et af disse begreber mere grundigt op, så var hele systemet faldet sammen. En fynsk vinter.

Men Odense skal vide, at Stina Willumsens vision ikke bygger på nogen ophøjet videnskab. Den bygger derimod på gamle marxister,nemlig de ovenfor nævnte professorer, der mistede den socialistiske gnist i 1989, og som nu på lidt forskellige måder fører sig frem med Pisa, Singapore og evidenstænkning som pædagogiske pejlemærker. Den bygger også på nogle ideer, hun sikkert har samlet op i KL (se link nedenfor), hos Lars Løkke og hos rejseholdet, hvor man ikke ved noget om, hvad det vil sige at genskabe værdifulde vaner og at etablere et frit og summende liv i et land og en verdensdel med rige praktiske, kunstneriske og videnskabelige traditioner. Og den bygger på et håbløst evalueringssystem, der må være lavet af mennesker helt uden intellektuel og praktisk gnist, og som netop ødelægger "anerkendelse, motivation og fællesskab". Pædagogisk teori i dag er fyldt med interessante ideer, både kritiske og opbyggelige, og langt det meste er yderst skeptisk over for at bygge skoler op med udgangspunkt i, hvordan man tror arbejdsmarkedet (findes der ikke andet i livet?) og globaliseringen ser ud om 10 år. Men hvis pædagogisk teori ikke støtter disse simple ideer, hvorfor så i alverden kaste sig over konkurrencestaten, arbejdsmarkedet og Singapore på en så mekanisk måde? Og så vil man endda presse veluddannede og frie lærere til at lukke munden og følge denne sølle ”vision”.

Se videoer på:
http://www.odense.dk/web4/fremtidensskole/visionen/arkiv/det%20siger%20forskerne.aspx

Se evalueringssystem på:
http://www.odense.dk/Topmenu/Borger/Uddannelse/Folkeskolen/KIS%20-%20Kvalitet%20i%20skolen.aspx

Se fremtidens skole på:
http://www.odense.dk/web4/Fremtidensskole.aspx

Se Kommunernes Landsforenings skoleudspil på:
http://www.kl.dk/Dokumenter/Artikler/TRS/2010/05/Vak-med-lappelosninger-og-ind-med-nysyn-i-folkeskolen/