En skole der tinger

Derude i mørket, hvor de ikke kan røres – i deres eget indre liv? Det ejendommelige og det uindhentelige? Det, som er uden for konstruktionerne, forskningen og de kommunale visioner? De ting, der er uden for os, uafhængige af os, som er sig selv, som står selv, som gærer og samler? De ting, som bruger os ind i deres samling – de ting der klemmer os let, som giver os energi, syn, poesi, videnskab, musik og historie?

Ude i dette mørke stråler tingene, der tinger, og - hvilket er det samme - som samler genstande og mennesker i en lysende og gærende ejendommelighed, der lokker. De ting, der vender alles kroppe og opmærksomhed mod og med hinanden i samtaler, foretagsomhed og kritik. Det er de tingende ting. De stråler i mørket, og de lokker de små og de store med deres stråler. Vi bader i tingenes æter. Ting, der samler tænkning, handling, historie og pluralitet i en insisterende vekselvirkning, der aer og forstyrrer alle.

Der er også ting, som ikke tinger. Ting der ikke er sig selv, men som skal ligne andre, som konstrueres af andre, og som indretter sig efter metoder, ranglister, 80% målsætninger og kommuner, der gerne vil sætte flueben ved det hele. Sådanne ting tinger ikke, de stråler ikke, de ligger som hårde skarpe genstande, som tvinger og spænder ben, og de kan kun eksistere på grund af fikse abstrakte ideer. Støder man på en sådan skole uden liv, uden egen luft – så slår man sig ondt – og mørket breder sig ind i tingen – og til sidst er alting, skolen, læreren, eleverne, ledelsen, bøgerne, skærmene, gardinerne og tavlerne sorte som graven. Som et nøgent træ i vintermørket. Og så kommer mørkets alder.

Men lokkes vi af lys, af ting der tinger, af det ejendommeliges rigdom, stemthed, sansning, farver og vekselvirkning, så ser man hos piger en energisk rødmen på halsen, man ser drenge, der stammer i søgende energi, og man hører ord, der bobler under huden hos alle. Man ser lærere, der kigger overmandet og kærligt på børnenes myldrende liv, og skoleledere, der i smilende passivitet får alt til at stråle i ejendommelighed. Denne rødmen, denne stammen, denne overmandede kærlighed og smilende passivitet er tegn på mennesker, der lokkes af tingenes lys, på mennesker der tinges af tingen, og som selv tinger, på mennesker uden evidensbaserede metoder, pisabaseret og nidkær kontrol - som i stedet lader virkeligheden strømme igennem deres kroppe, øjne og ord. Det er en let flovhed og en stor lykke. Det en myldrende tilsynekomst, det er gæring, samling, syden og boblen, det er jord, himmel, dødelige og evige; det er dømmekraft, pluralitet, mylder og passivitet; det er modersmål, fædreland, folkelighed og autoritet. Det er en dansk og europæisk ting. Alt dette skinner, stråler og lokker. Børn, lærere og medborgere strømmer hen til denne…. skole – et sommertræ fyldt med frugter.

Det er ikke en folkeskole – det er skolens folk.

PS slår man op på "thing" i Online Ethymology Dictionary, får man blandt andet følgende oprindelige betydninger: "meeting, assembly, entity, being, matter, act, deed, event". Det er med andre ord et rigt filosofisk og praktisk begreb, som f.eks. lever i vort eget Folke-"ting".