Epigonernes pædagogik

Løgstrup sagde engang om Kierkegaard, som han i samme tekst lagde an til at kritisere, følgende:

”Modsigelserne gror nu engang ofte hyppigt hos genierne, medens de mangler hos epigonerne, hvis systemer er magre og modsigelsesfri” (Løgstrup 2005, s. 9).

Med andre ord gad han ikke sidde og hugge pindebrænde for at finde nogle indre modsigelser i Kierkegaards værk. I stedet ville han se på de store linjer. I citatet sporer man også en vis utålmodighed med moderne eftersnakkere, som går op i, om alt muligt hænger sammen i små fine detaljer. Jeg kom i tanke om citatet i en pædagogisk sammenhæng i forbindelse med spørgsmålet: Hvem er en lærer? Er han en, der meddeler modsigelsesfri magre systemer? Eller er han en, der taler forholdsvist uforståeligt og modsætningsfyldt om væsentlige emner, hvis eksistens han selv er følelsesmæssigt og intellektuelt forbundet med?
Lidt senere i samme tekst har Løgstrup en lang diskussion af det teologiske problem, der vedrører, hvordan vi bliver opmærksomme på, ud fra Jesus’ ord og liv, om der er en gud. I den forbindelse diskuterer han Kierkegaards ide om, at ”fange opmærksomheden via en indirekte meddelelse”. Her siger Løgstrup, at

”væsentlige og afgørende sandheder, og det vil sige sandheder, der angår den enkeltes forhold til evigheden, kan kun meddeles indirekte” (s. 18).

Det var Løgstrup ganske vist ikke i alle henseender enig i, men tager vi in mente, at man i den græske tradition sidestiller evigheden med den rene fornuft (så vi lige slipper det teologiske lidt), så får vi det pædagogisk set interessante synspunkt, som også præger græsk tænkning, at fornuften kun kan vise sig indirekte, som tegn, der peger videre mod noget modsætningsfyldt, som vi ikke kan forstå. Og ligeså interessant er det, at opmærksomheden primært fanges ved sådanne indirekte meddelelser, eller tegn, der peger på bekendte ubekendte, altså ting, som vi må udlede, hvis man kan sige det på den måde (som Gud, tænkningen eller naturen).
Dem, der tænker selv, er i kontakt med evigheden, den rene fornuft, og i de luftlag trives modsigelserne. Her er man nærmest lidt komisk, hvis man embedsmandsagtigt taler om sammenhæng og logik. Og denne aktivitet kan ikke meddeles, ikke formidles og ikke gøres til genstand for færdigsyede metodekasser. Hvis man derfor møder en lærer, hvor alt hænger sammen i fin progression, velordnede studiebeskrivelser og malende PowerPoints, så er det et tegn på, at han er en epigon. Et menneske uden eksistens. Møder man derimod en forholdsvis uforståelig lærer, som sætter en i stå, fordi alt bliver indirekte og et tegn på skjulte ting og sager, så er det et tegn på evighed, guddommelighed og originalitet.
For tiden skildres den ideale lærer som en undervisningsekspert, der har tjek på de videnskabeligt baserede metoder og kan anvende dem i nærmere definerede situationer. Min pointe er, at dette næsten altid ledsages af en epigonens pædagogik, fordi den er knyttet til allerede eksisterende forklaringssystemer, lærebøger og verdensbeskrivelser. Det er tegn på en størknet pædagogisk kultur. Man ser det desværre for tiden som sit fornemste perspektiv at hive al evighed, alle modsætninger og al rablende fornuft, al opmærksomhed og alt liv ud af uddannelsessystemet. Jeg gider ikke, at mine børn skal undervises af sådanne eftersnakkere og metodeeksperter. Vi skal bort fra, at ting skal virke. Og jeg er heller ikke interesseret i, at hele det pædagogiske parnas for tiden kun er i stand til at tematisere en så gold og epigoniseret tænkning. Jeg vil have lærere, der har levet og tænkt langt fra det pædagogiske (det evige, eller blot noget andet), og som kan meddele dette indirekte, dvs. via mærkeligelige tegn på modsætningsfyldt liv, så mine og mit fællesskabs børn kan vokse op i frihed, opmærksomhed og i en myldrende vekselvirkende strøm af ideer og mærkelige ting.
Undervisningseksperten, den effektive pædagogik og alle de komiske krav om at blive nr. et på abstrakte lister, dens evidensbaserede systemer og digitaliserede univers har ikke noget med hverken konservatisme eller liberalisme at skaffe, hvis nogen skulle tro det. Uanset hvem man studerer i hele den pædagogiske filosofis bagland indenfor disse politiske retninger, så findes denne form for globaliseret listepædagogik ikke. Tværtimod. Der er da heller ikke noget, der tyder på, at venstrefløjen vil gøre tingene meget anderledes. Nej, vi kan ikke skyde skylden på ideologier, som næsten ingen i dag har nogen anelse om betydningen af. Problemet er langt alvorligere. Undervisningseksperten er et tegn på et folk uden forskelle, dvs. en mængde af flade og erhvervsrettede individer der tankeløst indretter sig efter globaliseringens turbulens. Den er et tegn på en generation, der affærdigede en hel national kultur til fordel for et socialistisk utopia. I dag er utopiaet glemt, og tilbage står en funktionel global maskine og et mekanisk og ensidigt krav om vækst. Alt for mange 68’ere har udviklet sig til funktionelle fungeringsmennesker, som ikke er til at slå hverken en national eller en socialistisk værdi af. Men virkelige pædagoger kan ikke måles og evidensbaseres. De kan kun fungere i et folk, der ikke er en mængde, men som er et frit etisk fællesskab af levende og vekselvirkende forskelle. Sådanne levende forskelle vil altid modsætte sig den effektive pædagogik. Det var disse vekselvirkende forskelle, der i sin tid satte vores lands store sociale og intellektuelle bevægelser i gang, og som gjorde, at vi med rette kan kalde os en stemme i det europæiske kor. Den effektive pædagogik vil aldrig sætte nogen som helst i gang med en fri aktivitet. Den vil blot tilpasse os til at være møtrikker i en funktionel og global maskine uden evighed. Den fri pædagogik vil derimod være fuld af indirekte og skjulte passager, som vil vække nye borgeres opmærksomhed, og sætte deres tanker og påhitsomhed i et myldrende virke sammen med andre.

Litteratur:

Løgstrup, K.E. (2005). Opgør med Kierkegaard, København: Gyldendal.