Farverne flyder - om tredobbelte ansigter og Fyns vinter

Farverne flyder forbi, ind og ud af hinanden i en blakket og omskiftelig strøm. Pludselig træder et ansigt frem. Uden varsel og i hele sin fylde, med hud, rynker, øjne, indtryk, følelser og historie. Ansigtet træder frem i insisterende detaljer, og resten af verden fortoner sig som en mumlen. Dette ansigt melder sin ankomst. Det er lige her. Før var det ingenting. Alting flød blot forbi som farver og former; nu fylder ansigtet det hele. Ansigt og mumlen. Ansigtet i verdens mumlen. Som en planet der har materialiseret sig af støv. Som stadig er støv, men som også er en planet. Støvet er samlet, det er tinget. Og rundt omkring planeten er der en kosmisk og ubestemmelig lyd, musik.

Ansigtet tredobles: Først fremtræder det som kausalt, determineret og fleksibelt. Det er et ansigt, der dirigeres af motiver, følelser og interesser. Et ansigt som er socialt, og som enten flyder ud i en ubestemmelig forudsigelighed, er en trussel eller vækker medynk. Ansigtet skifter fra kontekst til kontekst. Det er kompetent, fordi det aldrig er det samme. Det larmer. På det andet niveau fremtræder ansigtet med tidslig og rumlig dybde. Man kan se årtiernes præg i hver en rynke, man kan se skilsmisserne, rejserne, skuffelserne og glæderne. Man kan se ansigtets hele levede liv, fx som fisker med ture på havet, i konkurser, stolthed over sit første skib og en druknet kollega. Det er det kulturelle og historiske ansigt. Kampens, kroppens og tidens ansigt, furet af verdens og menneskets vekselvirkning. Det er forståelsens gebet. For det tredje er ansigtet et idol. Det lover noget mere, end man kan se. Det lover, at der findes en anden bag ved ansigtet og bag ved livet, en der vil noget mere end det, man kan se og høre. Ansigtet lover et menneske, der vil være i overensstemmelse med sig selv. Et menneske, som sætter tingene i eksistens. En, der er tæt på og alligevel langt væk, men som pludselig fylder det hele – som et idol, et billede, der kalder mig ind i dets kreds, med et moralsk krav om handling, som et imperativ.

Ansigtet tredobles på den måde i socialitet, kultur og eksistens; i fetish, krop og idol. Dette er samtidig tre forskellige måder at være i uddannelse på: Det sociale, det kulturelle og det åndelige. Det sociale er kompetencernes og færdighedernes område, Det er tingsliggørenes og sikkerhedens felt; der hvor man tror, at det man ser, er det, der er. Det er evidensens og målingernes område. Det kulturelle er genskabelsens felt, normativiteten, værdierne og menneskers kontakt med historiske kredse og praksisser. Det er dannelsens felt. Her skærer man sig gennem tidens slag og sætter sig i verden som et liv, der kan fortælles. Endelig er der idolets område. Her er man i kontakt med den anden som selvstændig ting. Det, som han er i sig selv, på den anden side af mit syn og min historiske sans. For enten er man ingenting - et ”man” bundet til andres sind, snart det ene og snart det andet sind - eller er man en ting, dvs. en der lever i overensstemmelse med sig selv på trods af det sociale. Man er en ting i verden, man ”glow”, gløder i mørket, som Tina Dicow synger. Jeg kan se dig i din sociale forekomst. Jeg kan ikke se din ting. Kan jeg finde min ting? Kan min ting se din ting? Kan vi skride for langt væk fra os selv? Kan eksistensen forlade det sociale, adskilt af en ulykkelig kløft? Kan kulturen sønderrives i det, vi kan se - som altid skiftes ud og derfor ikke er virkeligt - og det vi ikke kan se, men som er mest virkeligt? Kan en kultur miste sine ansigter, sine idoler?

Når den andens ansigt materialiserer sig i mit synsfelt og blot efterlader alt andet som en mumlen, er det som et indbrud, en appel, et kald, et imperativ. Han kalder på handling, han kalder på mig selv som idol, på et menneske jeg knap vidste, hvem var, men som var mig, mit genius. Jeg må handle som mig selv og ikke som "enhver" for at møde den andens ting. Idol overfor idol, varme overfor varme, glød overfor glød, ting overfor ting. Her glemmer vi, at vi er en del af den synlige verden for at mødes i en anden verden. Vi forlader det rationelle samfund, der hvor man drøfter, diskutere, forhandler, beviser og konstruerer. I stedet mødes vi som to, der intet har tilfældes, intet sprog, ingen kultur, intet paradigme. Vi mødes som i et ”fællesskab af dem som intet har til fælles”. Et ansigts materialisering er derfor et imperativ om at springe det sociale over, at se idolet; altså at se det, man ikke kan se; at få den andens klode til at rotere, så ansigtet kan vise sig i sin helhed og i sin ejendommelighed.

Dette udbrud fra verdens mumlen og dette indbrud af den andens ansigt i mit almindelige sociale liv er samtidig en påmindelse om, at jeg til dagligt kun ser et ansigt i sine sociale fremtrædelser, og at den anden er noget mere end det, noget for sig selv, at den anden er sin egen ting. At ansigtets indbrud i mit eget er en kollision af ting. Mig og dig. Bum. To menneskekloder som bimler sammen. Når det sker, viser det den anden sig som et ansigt i mit synsfelt. Man strejfer hinanden og ser hinanden, men kun i selve strejfet. Perception er kloder, der strejfer hinanden. Og når strejfet er stærkt nok, bryder ansigtet igennem, og minder ham, der ser, om, at han netop kun ser, og at der er en klode, et idol, bag synet. I samme øjeblik en anden træder frem i synsfeltet, mindes man om den anden som eksistens, som en der er sig selv, som en der er alene, som en egen klode.

Pludselig tumler den anden ind i horisonten og smadrer alt det, man har opbygget, det rationelle, det fælles, det fornuftige. Den andens imperativ, den andens klode, ikke blot strejfer, men kolliderer. Man ser jo ikke det, som man ikke ser, dvs. den anden som sin egen ting. Ser man, hvilket altså er umuligt, den anden som idol, ser man ham også som sin egen ting, og som en der vil være i overensstemmelse med sig selv, en eksistens. Det ansigt, jeg kan se, minder mig om det, jeg ikke kan se, nemlig den anden som ting. Som sin egen moralske forekomst. Her er ingen elev, blot omsorg for idolets egenart og dets nærhed til det synlige, dvs. dets tilsynekomst i menneskets historie.

Fortsætter den anden klode sit liv i mig blot som flydende sociale farver og ikke som narrativ eller idol - forårsager strejfet altså ikke skvulp i min emotionelle plasma - så også historien og idolet viser sig, så er strejfet blot svagt. Den andens ansigt løber blot forbi som farver med strategier og meninger, og vi mødtes kun i det sociale for en stund - som når man læser en avisnotits - indtil vi ingen nytte eller unytte har af hinanden mere. Men bryder den anden ind med sit narrativ, så oparbejdes en dybere forståelse og interesse for vores historie og fællesskab og for denne specifikke og situerede måde at være menneske på. Her udvikles evnen til at forstå og fortælle. Men er det idolet, der viser sig - er strejfet stærkt eller er kollisionen ligefrem frontal - så sættes alle hidtidige faste elementer i min perception, begrundelsesvaner og handlinger fri, eller de bliver løse; de skvulper og må tiltrækkes og finde en orden på en anden måde. Nogle elementer forsvinder måske helt, andre indtager nye pladser. Kloden har dermed skiftet kurs. Man har fået et nyt syn. Man har lært noget. Det er lærerens virkelige felt. Det er ikke en lærer, der er ansat eller får løn. På den anden side: Ingen lærer, som er ansat, kan virke uden denne dunkle tingslighed i nærheden.

Gad vide om det er det, Poul Antoniussen og Stina Willumsen fra den fynske vinter mener, når de vil have mere ”læring for pengene” på en firsporet asfalteret modernisme med en kæntret pædagogik under konkurrencestatens overhøjhed? Gad vide om det er det, Jane Findahl, som er KL’s nye chefpædagog, mener, når hun vil have et fælles læringssprog for hele landet, under samme herredømme? Den ene og den anden SF’er, engang et parti for en decentral og intellektuel orienteret venstrefløj, inspireret af Jugoslavisk selvforvaltnings-socialisme. Nu i en kommunalsocialistisk lærings¤%&/(, der lydigt logrer under kravene fra den grådigste version af kapitalismen siden 1920’erne.

Farverne flyder i en blakket og omskiftelig strøm…

Referencer:
Lingis, A. : ”The Community of those who have Nothing in Common”.
Lingis, A. : “The Imperative”.
Rømer, TA: “Den fynske vinter”, “en kæntret pædagogik”, ”gennembrud i Odense”, ”at være ansat i Odense”, "nysprog i Odense", blogs på www.folkeskolen.dk