FORMÅLSskolen eller SKOLENS formål

Skolen kan have både et indre og et ydre formål. Et ydre formål kan stå i loven eller regnes ud af sociologer og økonomer. F.eks. kan en sociolog mene, at samfundet om 20 år ser ud på en måde, som tilsiger, at man bør udvikle bestemte kompetencer - mere tværfaglige eller refleksive vaner måske. Et andet eksempel er, når det politisk-administrative apparat vil strukturere skolen efter, om den kan blive i top 5 på Pisa og dermed bidrage til økonomisk vækst. Et sidste eksempel kunne være en tysk uddannelsesforsker, der i 1922 kunne regne ud, hvad en ung tysker havde brug for af kompetencer i 1942, og herefter var det jo blot at gå i gang med at udvikle national begejstring, ubetinget lydighed og had til andre folkeslag. Sådan er de ydre formål. Det arbejder uafhængigt af skolen selv og strukturerer den. Hvis de bestemmer det hele, så har vi en FORMÅLSskole.

Hvad er så et indre formål? Lad mig give et eksempel fra en af de store Holocaust-filosoffer Hannah Arendts filosofi. Hun skriver: ”Uddannelse er det punkt, hvor vi afgør, om vi elsker verden nok til at tage ansvar for den”. Uddannelse er her en ”beslutning” om at tage ansvar for og nære kærlighed til en offentlig verden, som vi selv er en del af og udvikler os i. Uddannelse er på den måde både en eksistentiel og en offentlig ting. Et sted, hvor et fællesskab afgør, hvad de nye generationer skal komme til syne i. Læg mærke til, at her ingen referencer er til sociale kompetencer, til love og bekendtgørelser eller til stakåndede kommuner. Her er blot skolen i egen ret. Det, som den er, uafhængigt af det sociale liv. Dette er et eksempel på et rent indre formål, på SKOLENS formål.

1. Løgstrups foredrag
Den, der herhjemme har taget distinktionen mellem FORMÅLSskolen og SKOLENS formål op, er teologen K.E. Løgstrup, der i 1981 holdt det efterhånden legendariske foredrag Skolens Formål. Han skelnede mellem det ydre formålssystem, der knyttede skolen an til arbejdslivet og et indre formål, som han forbandt med to forhold. For det første forstod han ”skole” i den græske betydning, hvor det betyder ”fri fra arbejde”; ikke fri til at se x-faktor og gå i storcenter, altså ikke lønarbejdets frihed, men fri til at beskæftige sig med vigtige ting i vores kultur uden særlig praktisk eller målrettet interesse. For det andet knyttede han skolens indre formål til at værne om det, han kaldte uløselige problemer, eksempelvis modsætningen mellem den naturvidenskabelige og den narrative kulturoverlevering. I FORMÅLSskolen lærer man altså at løse problemer, mens man i SKOLENS formål derimod søger få problemerne frem i lyset og forstå dem og leve med dem. Løgstrup kaldte dette indre formål for ’tilværelsesoplysning’.

2. Den nye formålsskole
Siden Løgstrup har formålsskolen ændret karakter. I dag er den sådan set ligeglad med arbejdslivet. Nu interesserer den sig blot for at score højt på ranglister. Skolen er altså ikke til for arbejdets skyld, men for globaliseringens skyld. Det er et centralt skifte. De nye formålsskoler interesserer sig ikke for praksis. De interesserer sig for, hvordan læring kan tilrettelægges, så vi kan score på lister, der kan tiltrække kunder af enhver art. Højdepunktet var, da Lars Løkke i 2010 under et jetlag i Singapore googlede ”den danske drøm”, og ikke fandt noget. Så fandt han selv på, at den handlede om at være nr. 5 på Pisa inden 2020. Denne smalle pædagogiske målsætning satte sig lynhurtigt i professionshøjskolerne, hos Kommunernes Landsforening, hos rejseholdet og alle mulige andre steder. Dansk skoletradition lagde sig på ryggen som en hundehvalp, klar til at blive udraderet af et teknokratisk neo-liberalt regime. Kommunerne logrede også, selvom det er bombesikkert, at hvis de fortsætter af denne vej, så er det som at give en guldbarre til de frie skoler, som endnu er dejligt befriet for det hele, og som for manges vedkommende syder og bobler af energi, koncerter, græsplæner og gode ideer. Men hvorfor fandt Løkke dog på sådan en ide, som er så trist? Sociologerne siger, at det gjorde han, fordi vi nu er overgået til en ny fase i globaliseringsudviklingen. Grunden til, at vi skal score på Pisa, har herefter ikke noget at gøre med, om vi kan blive gode til naturvidenskab, til læsning eller til medborgerskab. Nej, det er for at give multinationale virksomheder et strategisk parameter, hvorefter de kan placerer deres aktiviteter. Vi lever, som Ove K. Pedersen siger, i konkurrencestatens snarere end i velfærdsstatens tidsalder: ”Med loven fra 2006 kan vi for første gang i folkeskolens mere end 160 år lange historie sige, at skolen ikke har som primær opgave at danne den enkelte til at være borger eller deltager i et demokrati, men at udvikle den enkelte til ’soldat’ i nationernes konkurrence. Skolen skal nu primært fremme en forestilling om individ og samfund, der har med konkurrence at gøre, og kun sekundært bygger på idealer om et mere demokratisk samfund” (Pedersen 2010). Vi altså skal ikke primært uddanne borgere, videnskabsmænd eller tømrere etc. Vi skal uddanne ”soldater i nationernes konkurrence” om de globale markeder. Demokratiet er underordnet i forhold til konkurrencen. Lars Qvortrup, tidligere leder af DPU, siger ligefrem følgende i forbindelse med, at Danmark har fået en topplacering på en eller anden demokratirangliste: ”Derfor er det opmuntrende, at danske elever er verdensmestre i demokrati (…) selv om beslutningstagerne tidligere ville have glædet sig over resultatet på demokratiets vegne, mens de nu om dage gør det i et vidensøkonomisk perspektiv” (Qvortrup 2010).

Og der er flere stemmer i koret. Det er Rejseholdet, med Jørgen Søndergaard i en pædagogisk set håbløs hovedrolle. Der er professor Jens Rasmussen, der er blevet den fremmeste fortaler for mål-tyrrani og ranglistehysteri i vores lille kongerige, og som arbejder hårdt sammen med professionshøjskolerne på at omdanne vores seminarietradition i det nye globaliseringsbillede. Alle taler de i tide og utide om, at man skal udrydde holdninger, filosofi, normativitet og traditioner til fordel for den mest primitive pædagogiske forskning, som man næsten kan opdrive, og der nævnes naturligvis ikke et ord om ting som kritik, demokrati, æstetik, poesi, karakterdannelse eller andre pædagogiske værdier.

Er jeg for kritisk? Så læs hvad en af USA’s førende uddannelsesforskere skriver:

”We are in the midst of a crisis of massive proportions and grave global significance. No, I do not mean the global economic crisis that began in 2008… I mean a crisis that goes largely unnoticed, like a cancer; a crisis that is likely to be, in the long run, far more damaging to the future of democratic self-government. A world-wide crisis in education. Radical changes are occurring in what democratic societies teach the young, and these changes have not been well thought through. Thirsty for national profit, nations, and their systems of education, are heedlessly (ubetænksomt) discarding (smide ud) skills that are needed to keep democracies alive” (Nussbaum 2010 s. 1-2).

Det var Nussbaum, som i parentes bemærket, er en af de mest citerede uddannelsestænkere i Skandinavien. Læs f.eks. den helt nye norske mastodontudgivelse Dannelse. Her spiller Nussbaum og andre konkurrencestatskritikere en central rolle for mange af bidragene, blandt andet vores hjemlige Peter Kemps, som lancerede i 2005 verdensborgerbegrebet i vores pædagogiske horisont (Kemp 2005, 2011a, 2011b). Men det er sørme en mere intelligent ide om det globale, der her præsenteres, end den, jeg beskrev tidligere. Kemp har i øvrigt også kritiseret Konkurrencestaten. Og hvad med Gerd Biestas arbejder? En af de fremmeste pædagogiske tænkere for tiden. Han er helt på linje med alle de andre i hans kritiske betragtninger (Biesta 2011). Og herhjemme har jeg sammen med en række andre drøftet både kritik og alternativer i udgivelsen Uren Pædagogik (Rømer 2011).

3. SKOLENS formål
Men det er jo godt nok med al den kritik. Men er der noget alternativ? Har skolen i dag et eget formål, eller kan det få det igen? Hvis man vil, er det muligt. Der er mange muligheder. Her er et par stykker. Man kan bruge liberalismen til at genskabe interessen for en forfinelse af individets dannelse, sandhedstrang og æstetiske sans. Konservatismen kan bidrage med sans for modersmål og nationale traditioner, som vi stadig omgiver os med, og endelig kan socialismen afføde social sympati og solidaritet med folk fra forskellige klasser og fra andre lande. Måske kan alle tre tilgange bidrage til at berige vores erfaring og vort fællesskab. Spørgsmålet er med Arendt: Vi skal tage stilling til, hvad der er værd at elske i vores verden? Hvilken verden vil vi have nye generationer til at komme til syne i? Jeg synes, det skal være en verden præget af danske og europæiske traditioner, af forfinede individer med sans for hele Europas vekselvirkninger, af en åben og mild national kærlighed og af solidaritet og social sympati. En erklæring, der fortæller hvem vi er frem for, hvad vi kan tilpasse os. Og disse momenter skal vores børn blive til i. De skal synge, læse og male med disse smukke inspirationer i nærheden og komme til syne i stridbar magnetisme i hver ny generation (Rømer 2012).

Det er skolens opgave, at genskabe vores værdifulde vaner. Ikke rygevaner og den slags. Nej virkelige vaner. Bestemte måder at omgås materialer, tekster, sange og hinanden på og bestemte måder at male, tale og dyrke idræt på, måder at genkende og måder at erindre på. For hvis skolen ikke gør det, så forfalder liberalismen til soldater for finansiel grådighed, konservatismen forfalder til indesluttet nationalisme, og socialismen reduceres til anti-intellektualisme og kollektiv tvang. Det er den samlede dans, det handler om. Den kreds af politiske, kunstneriske og praktiske ideer og aktiviteter, der får alle til at se opmærksomt på hinanden, tale sammen og opdage verdens fantastiske og sindrige passager – uanset ranglister og kommunale koncepter. Men disse skønne vaner må ikke være diktatoriske. De skal kun være så bestemt betonede, at de nye børn og unge kan myldre frit og interesseret omkring dem. Så hver ny generation kan provokere, kritisere og tumle med vanerne. Hver generation skal flokkes om de ord, de får af skolerne, og lærerne skal holde øje med, hvad der sker, og hvem der har hvilken ny stemme? Og denne holden øje kan kun leve, hvis den er uden kommunale skemaer. Til gengæld får læreren også det fulde ansvar. På den måde lades børnene ikke alene med bureaukratiserede læringskrav og standardiseret software til deres I-pads. (Rømer 2010).

Og dette er endda blot nogle få muligheder. Det myldrer med gode ideer rundt omkring, f.eks. i nogle af de udgivelser jeg nævnte i forrige afsnit.

4. Odense kommune
I Odense Kommune har man lanceret en pædagogisk vision, Fremtidens Skole (hjemmeside nr.1). Hvorfor man vil lancere fremtidens skole midt i nutiden og totalt løsrevet fra fortiden, melder historien ingenting om. Til gengæld kan man læse om, hvad man mener med ”fremtiden”. Her trækker man på tre forskere og den lokale rådmand i små foredrag. Og hvem er de tre forskere? Jo, to af dem er såmænd netop professorerne Jens Rasmussen og Lars Qvortrup, FORMÅLSskolens store fortalere. Her kan man høre, hvordan Qvortrup løsriver læring fra fortid og virkelighed. Det handler om at lære at lære at lære, som det hedder sig. Man kan også høre, hvordan Rasmussen mener, at kompetencer er vigtigere end viden og skal kobles op på Singapore og Pisa-ranglister. Den tredje forsker er Per Fibæk, som også efterhånden har udviklet sig til en benhård instrumentalist, og som mener, at man skal have mindre kulturel dannelse. Alle er ca. 60 år, tidligere betonmarxister, og har nu i mangel på værdigrundlag kastet sig over konkurrencestat, asiatiske teknokratier og Pisa-lister som pædagogiske ledetråde. Dette bekræftes entydigt af skolerådmand Stine Willumsen, som på trods af hendes socialistiske baggrund, i sit oplæg udvikler hele hendes ”skolevision” med udgangspunkt i konkurrencestaten som grundpræmis. Denne fynske FORMÅLSskole - skal vi kalde det en fynsk vinter? - sætter sig igennem nede i visionens detaljer, hvor fortid, kundskaber, tradition, demokrati, dannelse, holdning etc, er skrevet helt ud i margin. Ikke mindst rumsterer visionsteknokratiet i det kæmpestore evalueringsapparat KIS, som de stakkels skoler skal underlægges, hvor der er mål, indikatorer, feedback, kontrakter og kontrol på alle niveauer, så visionen uden modstand kan tapetsere hele Fyn (hjemmeside 2). Den skolepolitiske vision i Odense er derfor slet ingen pædagogisk vision, det er en teknokratisk vision, en trist pædagogisk forfaldshistorie, der ødelægger alle muligheder for at tænke og forsøge sig med det, som en generation ønsker at fortælle den næste. Odenses skoler er et eksempel på konkurrencestatens globaliserede FORMÅLSskole, som ingen lærer eller skoleleder, hvis de ellers kunne tale åbenhjertigt, bør sige noget som helst pænt om. Men de må nok også hellere holde mund, for rådmanden vil ifølge www.folkeskolen.dk afskedige dem, der ikke er innovative nok, og mon ikke at hun med ”innovativ” tænker på dem, som har samme vision som hende selv?
Så selv om der altså er massevis af andre også helt moderne måder at tænke pædagogik på, så skal en og samme vision, som er smal og kontroversiel, åbenbart bestemme en hel kommunes pædagogiske idestrøm på en måde, så al kæmpemæssig driftighed tages ud af foretagendet. Hvorfor? Der er ingen grund.

(dette essay har tidligere været bragt i Odense Lærerforenings magasin "LærerBLADET", marts 2012)

Litteratur:

Arendt, H. (1961). ”The Crisis in Education”, i Arendt, H. Between Past and Future, London: Penguin.

Biesta, G. (2011). God uddannelse i målingens tidsalder – etik, politik, demokrati, Aarhus: Klim 2011.

Hagtvet, B. & Ognjenovic, G. (red.) (2011). Dannelse – tenkning, modning, refleksion, Oslo: Dreyers Forlag.
Løgstrup, K.E. (1981). ”Skolens Formål”, på www.folkeskolen.dk, http://www.folkeskolen.dk/~/Documents/103/39503.pdf
Kemp, P. (2005). Verdensborgeren som pædagogisk ideal, København: Hans Reitzels Forlag.

Kemp, P. (2011a). ”Konkurrencevanviddet truer velfærdsstaten”, kronik i Politiken, d. 8. juli.

Kemp, P. (2011b). ”Kampen om dannelse”, i Hagtvet, B. & Ognjenovic, G. (red.) (2011). Dannelse – tenkning, modning, refleksion, Oslo: Dreyers Forlag, s.215-228.

Nussbaum, M. (2010). Not for Profit – Why Democracy Needs Humanities, Princeton: Princeton University Press.

Pedersen, O.K.(2010). ”Skolen skaber ’soldtater’ i nationernes konkurrence, interview i Asterisk, nr. 55.

Qvortrup, L. (2010). ”Economy stupid!”, Asterisk, nr. 55.

Rømer, T.A. (2010). Uddannelse i spænding – åbenhjertighedens, påmindelsens og tilsynekomstens pædagogik, Aarhus: Klim.

Rømer, T.A. (2012). ”Tilbage til en europæisk dans”, kronik Berlingeren, d. 3. januar.

Rømer, T.A & Tanggaard, L & Brinkmann, S. (2011). Uren pædagogik, Aarhus: Klim.

Hjemmesider:
1. Hjemmeside fra Fremtidens Skole i Odense: http://www.odense.dk/web4/Fremtidensskole.aspx
2. Odense Kommunes Kvalitetssikringssystem KIS: http://www.odense.dk/Topmenu/Borger/Uddannelse/Folkeskole/~/media/BUF/BornOgUngeforvaltningen/Skoleafdelingen/KIS_guide.ashx
3. Faglige oplæg ifm Fremtidens Skole: http://www.odense.dk/web4/fremtidensskole/visionen/arkiv/det%20siger%20forskerne.aspx