Hvor er du henne?

Luk øjnene! Hvor er du nu?
Åbn øjnene! Hvor er du nu?
Tal! Hvor er du nu?
Gå! Hvor er du nu?

Luk øjnene! Hvor er du nu?
Du er i dit eget land. Er her kaos? Ja, hvis du læser Freud. Er her systemer? Ja, hvis du læser Luhmann. Men tro ikke på, hvad du læser. Du er i dit eget land. Du er menneske. Du er stillet overfor et krav om at blive dig selv. Ikke som i ”kontrol over dine løbske følelser og systemer”, men som i ”autoritet” eller som i ”myndighed”, hvor dine følelser blomstrer i samklang med din egen fornuft. Din hjerne, dine celler og dine følelser smyger sig om, og underordner sig - i løbet af et langt liv - din vilje og din overbevisning. Din hjerne og din krop er under din myndighed. Du underlægger dig, og elsker, pligtens stemme. Ikke den lille pligt. Livets pligt. De lukkede øje er området for kontemplationen og den stille dialog med sig selv, hvor du kan komme i overensstemmelse med dig selv. Dette er lykkens land. Men vejen er livslang og kan kun betrædes med disciplin. Her er intet valg – men friheden er gennemtrængende.

Åbn øjnene! Hvor er du nu?
Du er i sansernes land. Er her kedeligt? Svaret er ja, hvis du lytter til de små videnskabsmænd, der kun kan se tal og rækker. Men spørg ikke dem. Du er i sansernes og skønhedens land. Du er i synets og smagens verden. Se efter! Ikke med kunstige mikroskoper. Se efter med dine egne øjne. Hvad kan du se? Tal ikke og luk ikke øjnene. Brug ikke fantasien. Sluk for skærmen. Hvad kan du se? Kan du se? Verden er fyldt med sprækker. Alt det du troede, du kunne se, forandrer sig og indgår nye forbindelser. Farverne skifter, smil og gråd går over i hinanden og ligger bagved hinanden. Det er overvældende. Uden brug af fantasi bliver verden fantasistisk. Virkeligheden myldrer frem.

Tal! – Hvor er du nu?
Du er i samværets land. Talen forbinder dig til andre og river dig med i strømme. Pludselig er du et andet sted, end du ville være. Du skændes og diskuterer og driver med strømme og årsager. Du driver. Du falder ud i det sociale – væk fra dig selv. Du bliver væk. Det er livet, der driver gæk med os. Her er spændende at være, så vi kan godt komme til at glemme at lukke eller åbne øjnene. Glemmer vi det, er vi ingen. Man er ”man”, man er Et med det sociale liv. Det kan også være, hvis man er drevet meget langt væk, at det gør ondt at lukke øjnene. Hvis det gør ondt, vil mange være tilbøjelige til at falde i søvn. Når man sover, har man lukket øjnene, man er i et fremmed land. Ligesom når man driver ud i det sociale. Så er man også i et fremmed land. Hvis man glemmer sig eget land, er man fortabt. Så er man ”ingen”. Finder man kaos eller systemer, når man lukker øjnene, er det fordi, man er kommet for langt væk fra sig selv. Man kan kun tale. Man er blevet social. Man er blevet kompetent. Man fungerer.

Gå! – Hvor er du nu?
Du er i handlingens land. Ikke i adfærdens land. Ikke i det land af verber, hvor man makker ret, og gør hvad man har lyst til. Handlingens land er forsøget på at vende tilbage fra talens til de lukkede øjnes land. Det er forsøget på at blive sig selv – ikke blot i det indre overfor Gud og pligten – men også i det ydre overfor et fællesskab. Men dette arbejde med at vende hjem til sig selv er brolagt med farer. Man er jo drevet væk i sproget og talen, så man kan ikke bruge det sprog, man plejer. Man kan ikke tale sig hjem. Man må handle. Man må bevæge sin krop bestemte steder hen og bruge ordene på nye og mærkelige måder. Det betyder også, at når man handler sig hjem, så kommer man ud af takt med sproget. Dvs. i uoverensstemmelse med alle dem, man normalt snakker med. Man kommer måske i overensstemmelse med sig selv, men også i uoverensstemmelse med andre. Man kommer til syne som et ”hvem” og ikke blot som ”enhver” eller som et ”hvad”. Et ”hvem” man støder sig på, men også et ”hvem” man stoler på. Man driver i så fald ikke mere i det sociale – Man er i det politiske. Jo mere man er sig selv, desto mere frastøder man verden, og desto mere virkelig bliver verden. Det er kampen om bestandigheden midt i det sociale. Først nu bliver talen virkelig. Og først nu tager verden form. Den bryder frem – sammen med dig.

Nogen mener, at dannelse er et kommunikationstrick. Kommunikation? Et trick? Dannelse handler om at etablere moralsk bestandighed i verden. Lagde du mærke til ordet ”bestandighed”? Bestandighed er virkelighed. Det som bliver der uanset påvirkning. Dannelse handler om virkelighed. Er virkeligheden et trick? Er virkeligheden kommunikation? Ping-pong? Farlig tanke. En tanke for mennesker, der driver med sociologien, og som ikke kan finde hjem.

Tak til Sys Bjerre, Hannah Arendt og Grundtvig for diverse inspirationer