Hvor er kaos? Det er her!

1.
a. Jo mere tvivl desto mere viden. Den, som vil udrydde al tvivl, udrydder også alt viden. Jo mere man ved, desto mindre kan man forklare, men desto mere kan man også SE. Viden konstrueres ikke, og det er heller ikke noget, man finder. Viden viser sig pludseligt ved hårdt arbejde med ikke at arbejde for hårdt. Den viser sig som en lysning i skoven i klart vejr. Men pludseligt er det tåget igen. Viden bliver kritisk ved at SE og ikke ved at kritisere.

b. Handling er menneskelige ryk, hvorefter man bliver sig selv i et fællesskab af mennesker, som ikke har noget til fælles; en samtidighed mellem den lynhurtige tanke, den stammende ytring og den træge krop, hvor nogen og noget kommer til syne. Det er først i handlingens ryk, at informationer bliver viden, til en lysning. Når mange foretager sådanne ryk, eksploderer tvivlen, og dermed viden. Så har vi et frit folk, der viser sig. Så kan vi SE hinanden.

c. (Hvad er Danmarks lysning? Hvad er Europas lysning? Hvad er skolens lysning? Måske er skolen i sig selv lysningens ide? Er skolen en lysning?)

d. Viden er inde i handling, og handling er inde i viden.

e. Men det betyder ikke, at viden og handling er det samme. Så
går alt til grunde (konstruktivismens fejltagelse).

f. Viden og handling, lysning og ryk, opretholder hinanden i en gensidig pulserende spændstighed. De er til i magnetisk stridbarhed. De er i hinanden uden at være hinanden. Alting bliver livligt og spændende. Alting bliver pædagogisk.

2. Det er kaos, når ytringer henviser til det modsatte af det, der siges. Når alting betyder det modsatte af sit begreb, kan ingen gøre det rigtige. Man kan ikke følge sin pligt, selvom man bliver pålagt pligter. Man kan ikke handle, man kan ikke komme til syne. Dermed udsættes kulturen for det, som Gregory Bateson kalder for en ”double-bind situation”. Eksistensen af sådanne situationer er skizofreniens logiske årsag.

3. Man siger, at inden for humaniora og pædagogik er mottoet, at man skal gå fra ”viden til handlig”. Men det kan man kun gøre, hvis der ikke er handling i viden, og hvis der ikke er viden i handling. Udtrykket ”Viden til handling” forudsætter, at begreberne logisk kan adskilles fra hinanden. Kun ved en sådan adskillelse kan ”viden” og ”handling” efterfølgende sættes sammen igen som et kausalt forløb. Som et: fra X til Y.

4. Men denne adskillelse kunne jo netop ikke etableres (jf. § 1).

5. Den, som siger til mig: ”fra viden til handling”, ved ingenting. Eftersom han ikke ved noget, så er konsekvensen af hans ”viden”, som altså ikke er viden, heller ikke handling, men kun adfærd.

6. Fra ”viden til handling” betyder: Fra ikke-viden, som man tror er viden, til adfærd.
Fra ”viden til handling” betyder derfor: Fra dumhed til adfærd.
Fra ”X til Y” betyder fra ”Z til Q”.
Det er mindre end adfærd, det er handlingslammelse. Sandheden (X) skjuler sig permanent, men er samtidig, i sin forfaldsform (Z) et ydre krav. Der er ingen lysning. Fra ”viden til handling” er ensbetydende med at indhylle alt i tåge. Men handler pædagogik og videnskab om at indhylle alt i tåge?
Det er kaos.

7. Skizofrenien viser sig prompte i udtryk som ”du SKAL være selvstændig!”, ”lav få og klare mål for skole og undervisning!”, ”undervis kreativt efter denne evidensbaserede metode!”, ”baser en nordisk skole på OECD, Singapore og Canada!”, ”lav en kandidatuddannelse i uddannelsesvidenskab, som handler om HR og uddannelsesadministration!”, ”fyr filosoffer fordi de er irrelevante for pædagogik!” og ”realiser dig selv, men gør det samme som alle andre!”. Med andre ord: Fra ”X til Y” betyder fra ”Z til Q”.

8. Fra ”forskning til faktura” giver dog mening. Her tales hverken om viden eller handling. Det er selvfølgelig dumt af andre grunde, som er empiriske, f.eks. at vi alle sammen skal være købmænd. Men det er ikke logisk dumt (selvom logikken måske er forudsat).

9. Fra ”viden til handling” er logisk dumt, fordi det trækker mening ud af de ord, som udtrykket selv bruger. Udtrykket undergraver sig selv, og resultatet bliver skizofren adfærd i stedet for magnetisk stridbarhed. Det er også dumt af empiriske grunde, f.eks. at hele den vestlige filosofiske og pædagogiske tradition glemmes eller standardiseres, at vores liv sygeliggøres, og at behovet for diagnoser, medicin og abstrakte metoder derfor stiger.