Instrumentel eller rationel?

Der er forskel på rationalisme og instrumentalisme, når det kommer til pædagogik og uddannelse. I rationalismen baserer man pædagogik på fornuften, mens man i instrumentalismen baserer pædagogikken på fremmede forventninger, som ikke behøver at være fornuftige.

Instrumentalisme er ideen om, at pædagogik kan forstås uden reference til værdier, moral og politik. Den underordner sig simpelthen andre systemers forestillinger om, hvad der er nødvendigt, men ikke dermed værdifuldt. Herhjemme er denne ide stærkt toneangivende i mange kommuner, på holdet omkring og i nærheden af skolerådet, herunder Jens Rasmussen, Niels Egelund og Jørgen Søndergaard, professionshøjskole VIAs bestyrelse og den almindelige Pisa-begejstring hos intetanende kineserforskrækkede politikere og kommunalivrige skoleledere. Stefan Herman er også ved at nærme sig instrumentalismen, fordi han har problemer med at komme kød på sit gamle oplysningsideal. I alle disse tilfælde mener man, at pædagogik må underordne sig uddannelsesforskningens evidensbaserede metoder, som selv er underordnet et fuldstændigt teknokratiseret samfundsideal, dvs. et ideal, som ikke er i stand til at deklarere sig selv som et ideal. Et ideal der alene er knyttet til at tilpasse sig markedet, kineserne, Pisa-lister eller andet forbipasserende. Instrumentalisme er i bund og grund antipædagogisk, og nu har den erklæret krig mod vaner, traditioner, holdninger, normativitet og alt, hvad der måtte give folk blussende kinder og hjertebanken.

Rationalisme er noget ganske andet. Rationalisme er i modsætning til instrumentalisme nemlig en pædagogisk ide. Rationalismen tager sine idealer alvorligt og arbejder herefter med pædagogiske og psykologiske struktureringer efter disse idealer. F.eks. kan man synes, at medborgerskab er noget vigtigt, og man kan også argumentere for det og henvise til forskellige teoretikere, filosoffer og undersøgelser. Når man så har etableret denne vigtighed, så kan man definere og udspecificere den på en måde, som efterfølgende kan danne grundlag for didaktik, lærebøger og kompetenceudvikling. På den måde kan rationalisten opbygge et sirligt og velargumenteret uddannelsessystem med udgangspunkt i basale værdier og deres strukturerede udmøntning. Også her har man metoder, men det er ikke indholdstømte og rejselystne metoder som lp-metoder, CL og læringsstile etc. Det er derimod specielt udviklede metoder, som er knyttet til udvikling af helt bestemte kompetencer og kundskaber, som man synes er ønskværdige. Den egentlige fagdidaktik befinder sig også inden for dette område. Her kan man f.eks. udvikle en musikdidaktik med udgangspunkt i en bestemt musikforståelse og i bestemte overvejelser over musikkens betydning i samfundet. Man kan også udvikle progression i undervisningen, lave moduler, lærebøger etc.

Inden for den pædagogiske filosofi opfattes den græske filosof Platon ofte som den vigtigste rationalist. Han opbyggede en hel samfundsfilosofi, som pædagogikken og psykologien kunne indskrive sig under. I nyere tid er det filosoffen Kant, som har været den store bidragsyder. Kant beskrev, hvordan menneskets opdragelse udvikler sig via disciplinering, kultivering, civilisering og moralisering, og hvordan det var uddannelsessystemets opgave at udvikle disse ting med moralisering som den endelige oplysningside. Kant mente at kunne argumentere for, at menneskets essens var frihed, autonomi og fornuft, og det var muligt, ikke på en gang som hos Platon, men langsomt via forsøg og kritik, at udvikle pædagogik og opdragelse, så oplysningens idealer kunne realiseres. Man kan så at sige ved fælles hjælp tænke sig frem til det rette. Kant kalder man nogen gange for en kritisk rationalist. Det gør man netop fordi han mente, at man kun kunne nå sandheden via den fælles brug af fornuften.

Rationalisme er lang bedre end instrumentalisme. Rationalisme gør pædagogikken ære, mens instrumentalisme ødelægger pædagogik. I pædagogisk forstand kan man slet ikke argumentere hverken for eller imod instrumentalisme, fordi den ingen værdier har, og pædagogisk argumentation er netop normativ i sin grundsubstans. Når en pædagog derfor vil strides med en instrumentalist, så svarer det til, at en jurist vil diskutere med en atomfysiker, som om de havde samme emne. Hvis atomfysikeren endda vil reducere juraen til atomer, så må juristen slås. Så mod en instrumentalisme, der hævder at være pædagogisk, kan man kun slås. Rationalismen er derimod netop normativ i sin substans, og derfor er den også pædagogisk, og man kan strides med den ordentligt. Man behøver slet ikke at være polemisk eller barsk eller skarp. Man kan spørge, forstå, misforstå, argumentere, diskutere etc. Rationalisme er en del af vores fag, et synspunkt man kan forfægte, og som man i en vis forstand ikke kan undgå, fordi faget jo er, som det er.

Det eneste problem med rationalismen er, at det er en ”isme”. Og en isme har det med at overse sin egen skygge, sin egen ledsager, sin Anden. Når en rationalist opdager sin skygge, så dirrer og vakler hans fundament – uden dog nødvendigvis at falde, men i den blotte vaklen ophører han med at være rationalist og overgår i stedet til at være rationel, og det er en dyd. For netop her lukkes ledsageren ind, og hvem ved? måske kan skyggen vise sig at være en engel. En rationel engel. Var det en ide?