Konsortiet - 1. del

Der er netop dannet et såkaldt ”konsortium”. Konsortiet er et partnerskab mellem fire institutioner, og er etableret og præsenteret af fire rektorer:

-Lars Qvortrup, Danmarks Pædagogiske Universitetsskole
-Stefan Hermann, Professionshøjskolen Metropol
-Laust Joen Jakobsen, Professionshøjskolen UCC
-Harald Mikkelsen, Professionshøjskolen VIA

Konsortiets grundlag er beskrevet i:
- en kronik i Berlingske Tidende, fredag d. 4. juni, ”10-4 løsning til folkeskolen”. http://www.berlingske.dk/kronikker/10-4-loesning-til-folkeskolen
- et forslag til kvalitets- og professionsløft af uddannelsesindsatsen i forhold til børn og unge, ”4 svar på 10 udfordringer for folkeskolen” http://www.dpu.dk/everest/Publications//nyheder/20100603170947/currentversion/professionsl%C3%B8ft%20-%20koncept%20for%20en%20samlet%20indsats.pdf

I disse dokumenter beskrives, hvordan man forestiller sig indholdet i og samspillet mellem folkeskolen, videreuddannelse og forskning i de kommende år. Læs evt. blot kronikken, som er den korteste tekst.

Det er fire centrale aktører, der her har ageret i enighed, og udspillet vil, hvis det realiseres, få store konsekvenser for danske skolelærere i de kommende år. I denne og en række senere blogs, vil jeg diskutere nogle af dokumenternes centrale formuleringer. Jeg kunne naturligvis også have lavet en samlet analyse, men jeg tror en mere opdelt diskussion er bedre egnet til blog-mediet.

Hermed del 1:

Kronikken i Berlingske Tidende indledes med følgende passage:

””I have a dream” lød ordene om og om igen fra Lincoln-monumentet i den amerikanske hovedstad en augustdag i 1963. Der stod Martin Luther King. En kvart million stimlede sammen. De drømte med. Drømmen gjaldt et fremtidens USA præget af velstand, velfærd og social retfærdighed. Sådan lød det i USA, og sådan lød det i Danmark en novemberdag sidste år i Odense Kongrescenter. Der stod statsminister Lars Løkke Rasmussen og fortalte om den danske drøm, og han satte som et af sine mål, at danske børn i år 2020 skal være blandt top 5 internationalt i læsning, matematik og naturfag”.

Udgangspunktet for konsortiets arbejde er altså en sammenligning af Martin Luther Kings modige arbejde med at løfte de sortes frihedsrettigheder og hele den amerikanske befolknings moralske energiniveau med Lars Løkkes drøm, udviklet i forbindelse med et jetlag imellem USA og Singapore, fordi han ikke kunne finde ”den danske drøm” på Google http://www.venstre.dk/fileadmin/venstre.dk/main/files/taler/llr_lmloerdag09.pdf .En sammenligning af en mægtig amerikansk social og kulturel bevægelse, der har kostet millioner af menneskers liv og frihed, med en tidligere dansk amtsborgmester og sundhedsbureaukrats fikse og private ideer. En sammenligning af mennesker med historie, kraft og kulturel energi med et menneske i cyberspace i tidslig og rumlig vildrede.

Bliver I ikke forstemte, når I læser denne sammenligning, foretaget af fire fremtrædende rektorer, og dermed fire repræsentanter for videnskab og uddannelse i Danmark? Og så den ligegyldige lethed og tilsyneladende naivitet, hvormed sammenligningen lanceres. Jeg er selv så forstemt, at jeg må finde en forklaring, og jeg kan kun finde to: Den ene forklaring er, at de fire rektorer ikke rigtig ved noget. Den skynder jeg mig væk fra, for det kan jo ikke passe. Den anden forklaring er, at man indynder sig hos Lars Løkke. Jeg bryder hovedet med at finde en tredje og mere opbyggelig forklaring, men jeg kan ikke (måske kan de selv bidrage). Så der må være tale om dette: Politisk fedteri, a la ”kære Lars Løkke, du er en frihedshelt ligesom Martin Luther King”. Denne tolkning understreges også af de lidt højstemte formuleringer som ”De drømte med” og ”sådan lød det i Danmark en novemberdag”. Lars Løkkes drøm og pisaliste-målsætningen stilles dermed på samme næsten hellige tronstol, som Luther Kings betydning for amerikanerne.

Der er ikke den fjerneste antydning af kritik eller refleksion i forhold til Løkkes drøm (et forhold, som tegneren på Berlingske Tidende heldigvis har fanget). Dansk pædagogik, dens universitet og videnskab samt dens uddannelser overgiver sig bevidstløst til magten. Ingen fri tanke, ingen intelligent virksomhed, ingen kritisk sløjfe. Ingenting. Blot: Dejlig drøm du har, vi kan bruge nogle milliarder. Men hvorfor denne holdningsløshed? Jo, det er fordi konsortiet synes, at holdninger ikke har noget med pædagogik at gøre (det bliver et kæmpeemne for en senere blog). F.eks. kan man skrive:

”Hvor opmærksomheden tidligere har været rettet mod det normative, vil indsatsen i tråd med internationale tendenser snarere orientere sig mod det beskrivende, analyserende og handlingsrettede” og ”Pædagogikken i Danmark – og internationalt – ændres i disse år fra at være holdningspræget til at orientere sig efter forsknings- og udviklingsresultater”.

Man kan ikke lide holdninger, og man har heller ikke nogen. Men hvad er konsekvensen af dette? At pædagogikken bliver holdningsfri? Nej, det kan jeg love jer for, at den ikke bliver, og det er lige så sikkert som, at 2+2=4. Konsekvensen bliver blot, at man skal finde sine holdninger hos andre. Og det er så det, man har gjort her: Man har fundet sine holdninger i en fremmed mands googlede jetlag.

Dette kommer til at udgøre den åndelige horisont for danske skolelærere og dermed for store dele af den pædagogiske sektor. Et konsortium (spændende ord – det vender jeg tilbage til) som udråber tilfældige magthavere til frihedshelte, og som sammenligner jetlag-formulerede googlede danske drømme med verdenshistoriske begivenheder.

Jeg ser for mig, hvordan kommende skoleledere priser deres borgmestre på samme måde, hvordan lærerne priser skolelederne, og hvordan eleverne priser lærerne.

”kære borgmester, vi drømmer med”
”kære skoleleder, du er ligesom Martin Luther King”.
”kære lærer, du er en historisk helt”

Den holdningsløse pædagogik