Kroppen og Den Store Skærm

Vi kommer til verden som individuelle kroppe, skudt ud af en anden krop. Fra krop til krop. Vi forlader også verden som individuelle kroppe. Dybt under jorden i en kiste. Vi kommer til verden alene som krop, og vi forlader verden alene som krop. Betingelserne for vores liv er en form for ”fællesskab af dem som ikke har noget til fælles”, som det hedder i en spændende udgivelse af den amerikanske filosof Alphonso Lingis (1996).

Imellem disse isolerede poler, mellem disse ensomme stykker kød, foregår der så en helt masse andet. Vi bliver til et fællesskab af dem, der har noget til fælles. I gamle dage, og stadigvæk naturligvis rundt omkring, skete det ude i den fælles verden. På fabrikken, i skolen, på legepladsen og på marken. F.eks. bor jeg på samme gade, hvor jeg voksede op. Dengang i 1980 myldrede de grønne områder med børn og unge hver eneste sommeraften. I dag er der næsten tomt. Kun via aftaler kigger et par børn forbi en gang imellem. Børnene sidder foran skærmen. De små fællesskaber, hvor man lærte ting og sager, afløses af et globalt fællesskab, en kæmpeskærm, som suger os ind i en anden, ny og elektronisk verden. Unge mænd, især, men også os andre, bruger timevis i denne verden. Snart vil det ikke mere være nødvendigt at gå i butikker, besøge venner, gå på arbejde, i banken. Snart vil det ikke mere være nødvendigt at gå udenfor. Alt dette kan man klare siddende. At være i naturen, at være kropslig, vil blot være en lejlighedsvis adspredelse. Som at gå i Tivoli. Alle kigger på skærme, uanset om de er håndværkere, studerende, sekretærer, forskere, bankfolk etc.

Snart vil det måske heller ikke være nødvendigt at gå i skole. En fysisk skole bliver blot en adspredelse. Skolen bliver også suget ind i skærmen. På et gymnasium i trekantsområdet har man afskaffet bøgerne. Man ser billeder af 20 studerende i klasserne som stirrer på skærme i stedet for på hinanden (billedet var i Politiken for en måneds tid siden). Hvorfor skal eleverne overhovedet komme? På debatsiderne møder man lovprisninger af sms’er og mobiler og smartbords og deres positive rolle i undervisningen. Om kort tid vil man også høre historier om, hvordan digitale evidensbaserede computerprogrammer forbedrer placeringen på pisa- eller andre sammenligningslister. Lærerne bliver online-konsulenter i didaktisk programmering. Man kan gennemføre digitale undervisningsprogrammer, få on-linehjælp, gennemføre og registrere prøver, straks se, hvordan man ligger sammenlignet med andre, man kan skrive opgaver, få vejledning og evalueringer via nettet, og man kan se hinanden på webcam. Kort sagt: man kan ordne det hele med en lille computer hjemme fra sin seng. Man behøver slet ikke stå op.

Er det ikke som om, at afstanden - mellem på den ene side den tilstand, hvori vi kommer til verden og forlader den igen, og så på den anden side den tilstand, hvori vi er i verden - er blevet helt enorm? Vi fødes og dør som kroppe, men det digitaliserede liv har glemt kroppene. Hvor er vi egentlig henne?

Vi befinder os i en form for absolutisering af synets og forstandens felt. Vi er i synets felt selvsagt, fordi skærme er en synsteknologi. Og vi er i forstandens felt, fordi vi lærer at finde rundt i it-strukturer, læringsprogrammer og manualer, som altid allerede er der. Nettet er der i forvejen som struktur, facebook ditto, net-banking, læringsprogrammer etc. Tingene er der allerede, og vi må orientere os i deres udtryk på skærmen, vi lærer og bliver kompetente, vi opsluges af skærmenes forklaringer. Vi bruger vores kognition og forstand som alle andre. Vi bliver en del af samme rationelle fællesskab. Vi bliver re-præsentanter for et og samme globale it-legeme. Vi bliver ens.

Dermed udelukkes følgende:
- Kroppen udelukkes. Den reduceres til øje og hjerneceller og deres koordination. Kroppen løsrives fra en etisk baseret handlingspraksis. Kroppen er der på en måde ikke mere. Den er et vedhæng til skærmen. Det lille vedhæng, den nye blindtarm, kan så gøres til genstand for unaturlige og triste æstetikker og underlige tvangsforestillinger.
- Følesansen udelukkes. Den reduceres til fornemmelsen af hud mod tast. Den følesans, som interagerer med en aktiv krop med levende projekter, er døende. På samme måde udelukkes lugtesansen. Høresansen reduceres til modtagelsen af forudbestemte højtalerlyde. Smagssansen er en længere historie.
- Fornuften udelukkes. Modsat forstanden, som arbejder med en forudsat struktur, så arbejder fornuften med gennemstrømning og korrektion af strukturer. Forstanden bruger blot sproget slet og ret – ligesom alle andre, så vi kan blive kompetente på samme måde som alle andre. Via fornuften adskiller vi os derimod fra hinanden ved at henvende os til hinanden som frie tænkende og selvberoende mennesker iblandt andre. Via forstanden forstår vi det samme som andre, mens fornuften foreslår nye måder at bruge sproget på. Fornuften og kritikken er udelukket af skærmene. Man kan spille et spil eller tage et program, eller man kan spille eller tage et andet program. Man kan ikke, med mindre man forlader skærmen og tænker, foreslå et nyt program, og gør man det, så bliver alle inkompetente, fordi de jo ikke kender det endnu. Jo mere vi overlades til skærmene, jo mindre tænker vi. Det er forstandens sejr over fornuften. Denne udvikling er ganske vist helt i modstrid med oplysningsbegrebets fordringer, fordi oplysning kun kan komme i stand, når forstandens produkter (f.eks. en computerskærm eller en evidensbaseret pædagogisk teori) konstant brydes af den frie tænknings offentlige arbejde.

Vi er overladt til et på forhånd struktureret skærmbillede.

Skal man ikke give helt fortabt, så må man overveje, hvordan kroppen kan komme ind i skærmen. Hvordan skærmen kan angribes, overraskes og sættes i stå. Vi må overveje, hvordan man kan udøve sin inkompetence, så skærmene ryster og hjerterne slår. Og vi må også undersøge, hvordan disse digitale forstyrrelser, kan vende tilbage igen til nye, andre, besværlige og overraskende konstellationer af krop og fornuft, altså det man i gamle dage kaldte for virkelige handlinger. Endelig må vi overveje, om ikke man bør forbyde skærme i 80% af skoletiden. Om ikke digital dannelse kun kan bygge på, at krop og fornuft som grundlag bevæger sig sammen. Via en sådan samhørighed, kunstigt og med tvang etableret i skolen, kan man etablere et sted, hvor handling og forstyrrelse gøres mulig. Alternativet er, at fornuften forfalder til skærmenes forstand og handling bliver til slatne kroppe.

Skolen bør være en beskytter af, at kroppene får noget til fælles i stedet for blot at være kødklumper. Skolen kan være en affyringsrampe for, at kroppene skydes ind i skærmene, så skærmen forstyrres, og så menneskene for et øjeblik må rette deres opmærksomhed mod hinanden i stedet for mod en allerede forklaret skærm. Skolen vil i så fald være et sted, hvor der arbejdes med digital dannelse frem for blot med digitale kompetencer. Skolen vil i så fald være et sted, der virker til, at en hel generation af, især, unge mænd, ikke mister deres kroppe og dermed deres evne til at handle.

Man må gerne opfatte dette som et forsvar for kropslighed i skolen. Grunden til at vi skal bevæge kroppene er i så fald ikke, at børnene bliver friske til lærdom eller at der er nogle hjerneprocesser, der skal koordineres. Nej, grunden er , at de skal udvikle deres fornuft og handleevne. Dermed kan kroppene også indtage undervisningen på en langt mere grundlæggende måde end blot via lidt gymnastiktimer og en tur rundt i gården, før der skal laves grammatikøvelser.

Men jeg synes det er svært. Hovedformålet er at bevare menneskets evne til at handle. Og det kræver en krop, som ikke blot er vedhæng til Den Store Skærm. Måske kan andre hjælpe mig?

Litteratur:
Alphonso Lingis (1994): The Community of Those Who Have Nothing in Common, Indiana University Press.