Linda Maria Koldau - fra videnskabskvinde til "personalesag"

På Aarhus Universitet sidder Linda Maria Koldau, en lille spinkel kvinde, hvis ånd og integritet er stor. Hun blev bedt af universitetet om at komme til landet som den nye højt profilerede stjerneprofessor i musikvidenskab. Sådan lød det på universitets hjemmeside ved ansættelsen:

http://humaniora.au.dk/nyheder/2010/koldau/

Hun kom med udmærkelse for både undervisning og forskning fra vores store naboland. Hun kom med visioner og ideer med sit fag og var efter ansættelsen den mest publicerende af alle ansatte på instituttet. Hun kom med et eneste mål: At udvikle sin og universitetets musikvidenskabelige forskning og undervisning. Men det var åbenbart alligevel ikke derfor, hun var blevet inviteret. Derimod skulle hun undervise i dit og dat. Hun skulle heller ikke holde på sit, men indgå i frugtbare samarbejder og ”synergier” med resten af det lidt indspiste faglige miljø. Var hun uenig i forhold af indlysende almen interesse, så skulle kritikken holdes internt.

Efter to år er situationen følgende. Hun har modtaget en tjenstlig advarsel af sine mellemledere. De næste fire måneder må hun ikke forlade universitetet i arbejdstiden, konsulenter skal overværer hendes mødedeltagelse, hun skal sige undskyld til sine kolleger, hun må ikke bryde fortroligheden, og hun skal føre en urban tone. Følger hun ikke disse anvisninger, så bliver hun formodentlig afskediget.

Hvad er hendes forbrydelse? Jo, hun har formået at følge sit videnskabelige og personlige kald og sagt, hvad hun kunne se. Hun har skrevet i de dertil indrettede aviser om musikvidenskab og om forskeruddannelse. Hun har kritiseret det lokale faglige flertal og dansk humaniora i almindelighed. Hun har gjort sin pligt – slet og ret. Jeg har læst det meste, er uenig i meget, men har ikke læst en eneste sætning, der kan begrunde disse sanktioner. Ikke en. Derimod kan man godt forstå, at nogle kolleger er ægget til uenighed, men så må de jo spidse blyanten.

Så hun står der, alene med sit åbenhjertige, kompetente og engagerede blik, og hun står på mål for det hele. Hun er videnskabskvinde med stort V. Hun har gjort det, som alle dage har drevet videnskabelig udvikling frem, nemlig sagt og skrevet, hvad hun kunne se – uden hensyn til kolleger, organisationer og god tone. Hun burde have en lønbonus.

Men det får man ikke på Århus Universitet. Ikke på det nye Humaniora. Der laver man en personalesag og nednormerer det hele til at være en sag om mobning og samarbejde, som nogle konsulenter kan skrive rapporter om; rapporter, som musikprofessoren, imod vores mest grundlæggende frihedsrettigheder, forbydes at citere fra (hvis hun citerer vil det blive betragtet som ”grov tjenesteforsømmelse”).

Men Fru Koldau er et åndsmenneske i bedste europæiske forstand: Sandheden må frem. Simple organisatoriske tvangslænker må brydes. Så hun skriver et hjerteskærende åbent brev til dekanen på den frie universitetsblog www.forskningfrihed.dk :

(http://professorvaelde.blogspot.com/2012/02/kre-dekan-vil-du-nu-fyre-mig-med-det.html)

Og blogadministratoren, biolog og videnskabsteoretiker Claus Emmeche, skriver en fantastisk kommentar i forlængelse heraf, der også trækker på Weekendavisens omtale af sagen:

(http://professorvaelde.blogspot.com/2012/02/arhus-universitet-truer-koldau-med.html )

Og de seneste dage har Information gjort journalistikken ære ved at skrive sagens aspekter frem i den ene iskolde artikel efter den anden (se links nedenfor).

Nu er dekanen så holdt op med at udtale sig. Hun siger i Politiken, at det er fordi, at det er en personalesag

(http://politiken.dk/indland/ECE1537382/dekan-sender-advarsel-til-aabenmundet-musikprofessor/).

Men deri tager hun godt nok fejl. En sag er ikke en personalesag fordi den tilfældigvis ligger i en mappe, hvor der står ”personalesag” på. At kalde denne sag for en ”personalesag” er en bureaukratisk nedsmeltning. Denne sag drejer sig om karakteren af dansk videnskab, om vores muligheder for at drøfte videnskabelige emner frit og om at tvinge mennesker til at sige det samme som et nyt fremstormende universitetsbureaukrati eller et tilfældigt fagligt flertal i et videnskabeligt miljø. Og konkret handler det om muligheden for at drøfte kvaliteten af musikundervisningen, herunder på gymnasierne, i Danmark. Det er det, det handler om. Og skulle det være personale sag? Nej, det er en sag af yderste offentlige relevans, og både dekan og rektor bør gøre sig meget umage med at kommentere disse forhold grundigt og detaljeret og, formoder jeg, med uhørt beklagelse. Ellers må minist.... (selvcensureret)…

Mens dekanen endnu sagde noget, var det ganske tydeligt, i en række af Informations artikler, at ”personalesagen” er en ”faglig sag”. Her fortæller hun f.eks., at ”der er forskel på at tage en faglig diskussion blandt kolleger og offentligt”, og da journalisten, som ved hvad videnskab er, spørger hvad den forskel dog skulle bestå i, så får man at vide, at hvis man tager den faglige diskussion offentligt, så har det konsekvenser, som hun” ikke kan nævne”, altså at man bliver til en ”personalesag”. Konklusion: Hvis du ikke holder din videnskabelige uenighed inden døre, så kommer dekanen efter dig med en konsulent.

Og i dekanens brev til Koldau kan man ifølge Information læse følgende:

»Frem for at diskutere fagudvikling internt på musikfaget har du valgt at fremføre en alvorlig kritik af faget i pressen. Din offentlige kritik har omfattet kolleger såvel som studerende (…) Det er min vurdering, at du hindrer fremtidige faglige diskussioner på faget og dermed bringer fagets fremtid i fare.«

Og jeg som troede, at man fremmede et fags udvikling ved at være en aktiv skrivende person i landets medier. Men det gør Koldau altså, ifølge universitetsledelsen, ikke. Hun bringer tværtimod i hendes kompetente åbenhjertighed fagets fremtid i fare? Men hvem afgør, hvad der er fare? Det gør dekanen åbenbart og hendes konsulenter samt de mutte kolleger, som næsten ikke kan spidse en pen. Hvorfor ikke lade virkeligheden tale tilbage? Er det ikke hvad, videnskab handler om?

Så det er slet ikke en ”personalesag” – det er en universitetspolitisk sag. Og tænk hvis dette breder sig. Tænk hvis ingen mere tør skabe videnskabeligt turbulens i angst for dekaner og konsulenter. Og hvorfor skulle det ikke brede sig? Det vil det da helt sikkert. Jeg kan allerede mærke nervøsiteten i tasterne. Tænk hvis jeg en dag skriver noget, som eventuelle fremtidige kolleger skulle være uenige i, og tænk hvis de bliver sure, siger det til en mellemleder og fratager mig mine undervisningsopgaver mm. Og tænk hvis der så kommer en konsulent og alt det andet. Uff!

Nej, jeg må hellere være enig med de fleste. Men hvad så med offentligheden? Hvad så med vores viden om ting og sager? Især om, at viden og strid hænger sammen? Kan lærere og andre ikke komme til at tro, at viden er noget, der findes en gang for alle, hvorefter man kan sige ”forskningen viser….” (som altså nu betyder: flertallet og magten viser…, hvis det er viden fra musikvidenskab)? Hvad med alt det. Ja, det er slut. Gør det noget? Ja, hvis man synes om sådan noget som frihed, videnskab og humanisme gør det hele forskellen, slet og ret.

Kan en eller anden ikke give denne hæderskvinde en medalje, en pris eller en orden? En slags "rør mig ikke" skilt, der kan garantere hende fuldstændig administrativ urørlighed, så hele Danmark, i uenighed eller tilslutning, fortsat kan få glæde af hendes store indsats.

Informations artikler om sagen:
http://www.information.dk/293303
http://www.information.dk/293307
http://www.information.dk/293304