Ny Nordisk Skole 1 - Mundens pædagogik

A. Stemmens historie

Det nordiske er mundens område. Her hersker munden. Ikke hjernen og ikke kroppen hver for sig, men munden. Ikke luften og ikke jorden hver for sig, men munden. Ligesom i oldtidens Athen og i den britiske universitetstradition. På Europas kanter taler man, når man er sig selv. Man kan naturligvis også finde en centraleuropæisk taler hist og pist, f.eks. franskmanden Rancière (men franskmænd er ikke rigtige centraleuropæere, er de?), men det er alligevel en undtagelse, og så har han ligesom Rousseau det der med, at læreren er en slags spøgelse, at han ikke rigtig er levende. De fleste centraleuropæere tænker og skriver mest, hvis de da ikke ligefrem ser lidt ned på munden, som noget banalt og gement. De tror, de er noget, når de tænker. ”Jeg tænker ergo er jeg”, som det har heddet deromkring siden filosoffen Descartes væltede middelalderens verdensbillede. Til gengæld har Centraleuropa i den rene ånds billede frembragt de mest fantastiske værker, men de har jo også alperne at kigge på, og Habsburgernes lange kunstinteresserede regeringstid danner stadig overraskende løb, hvor ord eller toner sættes sammen på måder, der ikke altid kan skrives ned. Men alt det kan vi spørge Per Nyholm om, som har skrevet den flotte bog Europæerne, hvor Centraleuropas kulturelle og politiske passager genfortælles.
Men hvorfor munden? En lang historie. Måske har det noget at gøre med Valhallas kraftfulde og tapre mundtlighed; med de forholdsvist selvregulerende landsbyfællesskaber i ældre tider; med betydningen af trosbekendelsen i kirken, som jo er en mundtlig erklæring i et fællesskab; med Septemberforliget 1899 og arbejdsmarkedets efterfølgende forhandlingskultur; med Georg Brandes’ store forelæsninger i 1871, Hovedstrømninger, der fremstod som en praktiseret og sekulariseret Søren Kirkegaards møde med europæisk oplysningslitteratur og dermed grundlagde en dansk kritisk tradition. Jakob Knudsens efterfølgende naturalitiske revision af Grundtvig fortsatte dialogen, og bag meget af alt dette rumsterer selvfølgelig Grundtvigs filosofi og virkningshistorie, hvor munden spiller en central rolle. Og det hele gentages i sidste halvdel af det 20. århundrede i blandingen af uenighed, venskab og larmende tavshed mellem Sløk og Løgstrup på Teologi i Århus, for til sidst fuldstændigt gnidningsløst at forbinde sig med de nye ungdomskulturers musik og samværsformer efter 1968. Alt sammen har det, indtil ca. 2001, udviklet sig til drøftelsens, diskussionernes, debatternes, forhandlingernes og skænderiernes og tavshedens land. Kort sagt: Mundens land. Siden da er det gået lidt tilbage, men der er stadig mange perler på havets dyb.

Munden er tættere på kroppen, følelserne og livskraften end de deciderede kommunikationsteknologier, f.eks. skriften. Åbnes munden, er der næsten altid en anden lige overfor, som også åbner munden. Munden er derfor den direkte udvekslings område. Stemmen står også i direkte relation til kroppens indre organer, lyden flyder fra kroppens indre, og giver derfor øjeblikkeligt røde kinder, smil eller tårer i øjnene. Munden er social og følelsesmæssig. Jo mere en stemme kommer fra de indre organer og dens møde med et samfunds luft, desto mere kalder den på svar og følelser. Danmark er derfor et socialt og emotionelt land, i al fald i sit genius, ”i-gen” (= i - det man får ved fødslen). Et sådant udgangspunkt kan afstedkomme enten stor ligeværdig skønhed i mild kraft eller grimt underdanigt gruppepres, der tæller, mistrives og tvinger menneskers sind til hinanden i gensidig glemsel (Genius er et grundtvigiansk kernebegreb, som også tages op af den italienske filosof Georgio Agamben i 2007 i hans smukke essay ”Genius”).

B. Stemmens syntese

Det er ikke sådan, at munden erstatter eller mekanisk underlægger sig ånd og krop. Nej, med mundens mellemkomst beriges både ånd og krop, som potenteres. Jo mere mund, jo mere krop og ånd. Ved mundens syntese ændrer både tunge, krop og ånd karakter. De tinger og gærer. De rumsterer med hinanden. De ”stemmer” (de får stemme – i tiltagende, de kommer til syne som helheder). Her er vi i nærheden af et læringsbegreb, der ikke kan styres, men som er menneskeligt og nordisk: Læring er mundens, kroppens og åndens forviklinger som en tilblivende selvstændig stemme i et folkeligt hav af andre stemmer, der kalder på hinanden. Et sted mellem den rene jord og den rene luft. Et urent ur-ting.

Det er en kilde til misforståelse af Grundtvig, hvis man tror, at munden blot på en simpel måde står over krop og ånd. Det fører til antiintellektualisme og mekanisk kompetencetænkning. En blanding af fremtidens skole i Odense, hvor man vil uddanne konkurrencestatssoldater i stedet for frie stemmer, selvom man er SF’er, og musikvidenskab i Århus, som vil lade samarbejde komme før videnskabelighed og derfor vil af med folk, der holder fast i centraleuropæiske dannelsesidealer. Disse og lignende forfaldstendenser er et resultat af forskellige kombinationer af 1970’ernes møde mellem marxistisk energi og en lidt svimmel grundtvigiansk habitus (pga. tidehvervsbevægelsens strukturering af Grundtvig efter 2. verdenskrig). Forfaldet er også en konsekvens af nye stærkt ikke-nordiske organisationsformers skrive- og tællediktatur og af finanskrisens store forskrækkelse, som medførte, at finansministeren er blevet landets overpædagog. Alt sammen har bidraget til at lukke munden på folk, der taler eller vil tale dansk og tvinge dem til fremmede sprog, som intet folk taler.

Munden former ordene ud af jord og luft, ud af natur og ånd. Tungen er et organ i kroppen med sin egen funktion, den udvikler hele sin fysiologiske og biologiske egenart i et kompliceret samspil med resten af kroppen. Den hænger intimt sammen med hørelsen, følesansen og kroppens modning. Tungen er på den måde en del af jorden, en del af kroppen, en del af naturen, en del af artens overlevelse, en del af menneskets diversitetsmulighed.

Men tungen udvikler sig også i luft, i ånd. Den former ord ud af luft; ord, som har sin egen historie, ord, der pulserer rundt omkring os i mange mulige og umulige konstellationer og baner, og som strækker sig gennem tusinde års henvendelser og fortællinger. Disse ord er kun løseligt knyttet til medier, som ind imellem fastholder luften fysisk, f.eks. i bøger og på runesten. Der er næsten ingen natur her (kun lidt papir). Her er alt kunstigt og fremstillet og en del af menneskets handlingsliv gennem alle tider. Tænk på, hvad der ville ske, hvis luften og ånden forsvandt. Hvis vi kun var kroppe, bevægelige lunser af kød uden tanke og tradition. Hvad ville vi være? Det ville være et liv uden skoler, uden børnehaver, uden pædagogik, uden industri, uden virksomhed, uden musik, uden ret, uden politik og uden bogstaver. Vi skulle kæmpe som abekatte om begrænset føde. Livet ville være kort, simpelt og brutalt. Der kan vi havne igen. Døden er altid en mulighed. Det er på en måde derfor, vi har pædagogik. Vi har fået noget, vi skal nå. Vi må stemme i.

Men stemmen er ikke blot en tunge. Tungen er i en mund, hvis læber kan
smile, og hvis tænder kan bide, og munden sidder på en ansigt fuld af hud med rynker og mærker, og det hele tilhører en krop som er lavet af natur og jord, men som har strejfet åndens liv via mundens transaktioner. Mundens krop er en anden end tungens krop. Og der står du – med tunge eller mund?

Munden forener og omformer tunge, luft og jord. Tungens kød formes, og kraften strømmer fra kroppens indre og ud af munden på bestemte måder, som kan virke i vort fælles liv. Luften formes af tungens og læbernes kød i en lyd, i en menneskelig lyd. Stemmen er derfor betegnelsen for den mund, der har forenet tunge, luft og jord - organ, ånd og krop - i et udtryk. Munden og stemmen gør det muligt for vores kroppe at være i verden på en menneskelig måde.

Gud gav os evnen til at tale, han gav os ordet, og dermed gik vi fra tunge til mund. Da vi forlod Paradiset, måtte vi finde vores mund selv, som vi havde fået foræret, men som vi ikke mere vidste, hvor hørte til. Vi leder efter vores ord, efter vores mund, efter vores stemme. Vi taler for at lede. Hvor er det? Derfor har munden en retningsløs retning, der sætter kroppe og ånd i svingning. Det gjorde grækerne storartet blandt de gamle folk, og derfor har spillet en kolossal rolle for alle, også nulevende, tænkere. Sokrates var også mundens mand. Han nedskrev intet. Første filosof i vores kultur, den første (sådan da) der gik fra tunge til mund, spadserede, spurgte og satte alt i stå, så det kunne bevæge sig på nye måder. Indtil han selv blev henrettet af det demokrati, som var en forudsætning for hans eget virke, og som derfor døde hen som styreform i 2000 år (Både Platon og Aristoteles var demokratikritikere). Så mundens problem, Guds retning til mennesket - altså fordrivelse til mundens søgen, som blev indstiftet allerede i Biblen - fandtes også som ide i Grækenland, som tilmed, via henrettelsen af Sokrates, foranstaltede udryddelsen af selvsamme søgen. Med denne demokratiets udryddelse af sin egen konsekvens problematiseredes munden på en anden måde, end Gud og Adam havde gjort det i det gamle testamente. Ddet hele endte med, at mundens virke fra Sokrates og igen fra oplysningstiden også måtte knyttes til dyden mod og til eksistensen som sådan (men det er en anden historie).

Denne kraftfulde retningsløse retning og den samtidige betingelse for og udryddelse af mundens virke markerer den vestlige kulturs mærkelige simultane tilstand af optimisme og pessimisme hele vejen gennem århundrederne. Tilstanden sætter sig til hvile på Sjælland omkring 1810 – i Danmark, i Norden. Den hviler sig også andre steder på andre måder, men altså også her. Den tvinger munden op på Grundtvig, sætter tungen i bevægelse med krop og ånd, og beder den unge teolog om at udvikle den mundens filosofi, som har arbejdet i utallige tekster på dansk, og som herværende blog er en forlængelse af. Først i hakkende samspil med en maniodepressiv disposition og i samvittighedskvaler over for sin fars tilgang til Luther, senere overdrevent polemisk mod siddende autoriteter. Og endelig i forskellige kulturfilosofiske forløsninger, der samler mennesker i nye fælles aktiviteter og institutioner, som vi stadig er i, og som gør, at vi i Danmark har et mildt, rummeligt og hjerteligt begreb om Folk, som er helt anderledes end det tyske, der af forskellige grunde endte med to katastrofer. Og her er vi så, med folkeskoler, Folketing, højskoler, skolebestyrelser, folkelige bevægelser, folkelig idræt, andelsbevægelser etc. Det hele kommer derfra. Det er alt sammen mundens syntese, inden i mundens filosofi.

Ved stemmens mellemkomst medieres både kød og luft, som går fra at være isolerede elementer til at blive momenter i stemmens liv. Når stemmen tager over, må ordene udtales, kroppen må flyttes og ånden adresseres. Man må spørge og svare som en del af en historie, en del af en begivenhed, som har varet hundredevis af år. En begivenhed, hvor mundene har talt og samlet ånd og krop omkring sig i den ene handling efter den anden. Norden er en begivenhed, og vi er midt i den (eller i slutningen af den? Jeg er ikke sikker). Valhalla er Nordens Sharia og Olymp, senere formidlet af kristendom, Kalmarunion, oplysningstid, naturvidenskab, kunst (dansk guldaldermaleri har sit æstetiske udtryk i en nordisk brydning, som svar på europæiske spørgsmål) og verdenskrige, og ud og ind af alt dette spindes tråde af sang, idræt, dans og komik (værsgo! der har vi et curriculum). Valhalla var sin egen begivenhed, der startede og sluttede i mundtlighed. Vi kan huske og beskue den, med hammer, trompeter, tapperhed og listige Loker; Thor er ikke mere høvding end det gør noget, heldigvis er der ingen nedskrevne love fra en overgud som hos de stakkels muslimer, og kvinderne er fornuftige, praktiske, åbenhjertige mennesker, der agerer i det fælles liv, og som ikke lader sig tvinge til noget og som både kan spørge og svare, men som også kan føle for alle fællesskaber (alt for summarisk; forholdet mellem det mandlige og det kvindelige i nordisk kultur er en lang historie).

Vores begivenhed er næsten uden skriv, men fyldt med liv. Og Jesus var også livlig og ikke blot et hylster for Guds meddelelser. Vi er dobbelt livlige. Det er en gave. Hvorfor pakker vi ikke ud i stedet for at snøre konkurrencestatsbånd, kritisk pædagogik og samtidsdiagnose omkring det hele?

Åndeligheden bringes via vores stemme i nærheden af vort praktiske liv. Den, altså ånden, reduceres ikke til det praktiske, tværtimod (ånden liver det praktiske op), men det praktiske bringer ånden nær. Luften bliver til menneskets luft. Det samme med kroppen, som oplæres og omformes i overensstemmelse med de handlingstraditioner, som findes i stemmens omgivelser, dvs. i et folk. Man må lære at gå i skole, at lappe cykel, at læse avis og at gå tur i skoven (eksempler på praksisser). Men skolen er også et åndeligt sted, ligesom avisen har sin egne historie, sine egne traditioner, og ditto med skovens og cyklens historie, sammensætning og funktion. Når man læser i sin avis, er man i kontakt med den borgerlige offentligheds filosofi, dens strid og dens resultater, med ånden. Kroppen og ånden oplæres og finder sig til rette via mundens og stemmens arbejde.

(Kroppen og ånden fordobles: Ved at krop og ånd bringes under mundens syntese, efterlades en rest af ånd og kød uden for syntesen. Alting får en bagside, en mystisk ejendommelighed, som både er ekstrem fri (den rene luft) og ekstremt bundet (den rene jord), og som kan bryde ind i stemmens felt, når alting går itu (f.eks. ved de store revolutioner). Så taler Guderne og naturen (hvordan man nu vil vende det), og tiden er i nærheden af ny filosofi og nye handlinger. Så er en epoke slut, en tid er forbi, der er intet mere at beskytte, pædagogikken forvandles og lærerbøgerne udskiftes. Jeg ved ikke, hvad man så kommer til at tale om. Man kan ikke tale om et ”fremtidens læringscenter” og den slags, for det er uden ånd (filosofi) og krop (natur), men heller ikke om en ”ny nordisk skole”, som jo trækker på en eksisterende tradition. Vi er stadig, vil jeg tro, i vor tid inden for det fordoblingens område, der har udviklet sig siden 500 år f. kr. Men de næste 100 år bliver spændende at overvære (hvis man kunne)). Fordoblingens tidsalder er skolens. Men hvis man mister kontakten til ”resterne”, så er man selv ude om de efterfølgende voldsomheder. For tiden dominerer systemteorien vores skoler, og det er en teori, der kun arbejder med mekaniske fordoblinger, og som omdanner vekselvirkninger til teknologi, hvorefter ”resterne” melder sig som ubehag, stress, tællementalitet og demonstrationer. Hvorfor skal ”resten” ikke ind i nærheden af skolen, så munden altid kan stamme og erfaringer blive virkelige?).

C. Stemmens liv

Stemmen opdrages til at slynge sig igennem krop og sjæl og forme ord og materie efter dens egne love. Det er en både en dyb individuel og en dyb kollektiv proces. Den er individuel, fordi enhver mund er i individet. Alting må læres selv. Enhver tunge må forme sit støv og sin luft med mere eller mindre held. Dette er en vigtig uddannelsesopgave: Samspillet mellem jord, luft og tunge for hver enkelt mand og kvinde. Dertil kommer, at enhver må forme sin tunges bevægelser i overensstemmelse med sin samvittighed og sin muligvis uopdagede funktion ind i sin stemme. Siden Adam må alle mennesker lede efter sin stemme, og siden Sokrates må alle finde mod til at udtrykke denne stemme. Enhver må finde sig selv som stemme. Enhver må finde sin accent, sin tone, sin melodi. Så syng dog for pokker! Rundt omkring!

Men stemmen er også kollektivitet. Det kommer af, at det sprog og de handlingstraditioner, som man skal lære, er gamle og fælles. Ja, den individuelle stemme lever af dette fælles momentum, hvis substans bærer alle generationer videre, og som virker i os, fordi vi taler samme sprog og bebor de samme institutioner. Stemmen har en fælles oprindelighed, som et individ eller en generation ikke kan fly fra i ret lang tid af gangen, for gør man det, så uddør også de individuelle stemmer selv. Denne oprindelighed er ikke blot historiske fakta. Det er selv stemmer, som spørger og svarer hinanden, som spytter både dokumenter, bygninger og nye skoleideer ud over det hele, som bevæger kroppe i retning af hinanden og væk fra hinanden, og som taler med forfædrene og efterkommerne, der har andre stemmer. Oprindeligheden er en levende og boblende substans, som altid er i os, men som vi periodevis kan glemme (med voldsomheder til følge, hvis glemslen er for udbredt). Alle individuelle stemmer må derfor vekselvirke med oprindelige og fælles stemmer, som giver mening til den individuelle overhovedet. Dette er også en vigtig uddannelsesopgave: At udstyre den fælles stemme med meningsfuld energi. Ikke blot døde fakta, men hele historiens vekselvirkende røst, som man selv bliver til i.

En Ny Nordisk Skoles opgave bliver derfor at minde om de oprindelige stemmer og bringe dem nær som en røst, men også at holde øje med hver enkelt ny munds accent i folkehavet. Derved kan tungen langsomt blive til en mund, der kan brede sig over hele kroppen, og læreren kan sige: Se!

Nå disse momenter spiller sammen, så er stemmen aldrig mekanisk, bedrevidende eller underdanig. Så er den ærlig, selvopofrende og kritisk. Den spiller sammen med hele kroppen, kinderne bliver røde, den stammer, øjnene klares, hænderne gestikulerer og fødderne flytter sig af sig selv. Individets tunge, som er en mund, nærmer sig det fælles tungemål, som for munden er et modersmål, og omvendt (modersmålet kalder på munden). I disse møder mellem det fælles og det individuelle afsættes strejf og kollisioner, der viser sig som følelser og nye handlinger, søvnløse nætter og en fornemmelse for pligt. Stemmen vokser i barnet og giver hendes egen stemme liv, men også nervøsitet, så den hakker i det, mens læreren smiler rummeligt. En lærers smilende passivitet er et tegn på effektiv undervisning. Jo mere fælleshed desto mere individualitet og omvendt. Det er denne dobbelthed, man kan komme til at glemme. Så tror liberalisten at individet kommer først, og socialisten tror det modsatte. Ingen har ret. Jo mere af det ene desto mere af det andet, alt sammen formidlet af den begivenhed og tradition, man er i.

D. Stemmens medier

Norden er stemmernes filosofiske sted, som har forskellige navne med samme rod. Her har vi et Alting (Island), et Storting og et Folketing. Et sted hvor folket tinger, men også hvor folket bliver til en(t) ting, hvor det bliver til noget, der kan stå selv i verden, som bliver stående selvom nogen puffer, og som kan handle som en enhed med udgangspunkt i vekselvirkning mellem mund, ånd og krop og imellem kollektive og individuelle stemmer. Sådan et sted er en folkelighed i et folketing. Så er stemmen altid levende, altid arbejdende, altid ytrende, altid bevægende, altid fornuftig, selvom den også er kritisk og tvivlende, når mundens syntese er i fare.

Denne særlige danske og nordiske fornemmelse for stemmens liv viser sig i en form for decentraliseret autoritet (derom mere i en anden blog). Autoritet handler i en dansk tradition ikke om at bestemme og dermed om at lukke andres stemmer. Den handler tværtimod om at få stemmer til at komme til syne ved ikke at bestemme. Den nordiske autoritet er passiv. Det var også en af grundende til, at Grundtvig var så skeptisk overfor det romerske, som han anså for en alt for aktiv autoritet. Grundtvigforskeren Kaj Thanning skriver et sted: ”I den romerske statside lå det, at mennesket og folket var til for statens skyld, men det forholdt sig i virkeligheden omvendt: Staten var til for menneskets skyld” (Thanning 1983, s. 77). En vigtig påmindelse i disse konkurrencestatstider, hvor dannelsesidealet vist nok er, at vi skal blive til soldater i statens tjeneste (vedrørende forholdet mellem stat og folk har de nordiske lande lidt forskellige tilgange; læs f.eks. herom i Harry Haues kronik. Pointen er, at Danmark har de bedste anlæg for en folkelig baseret stat. http://www.b.dk/kronikker/almendannelse-et-middel-mod-finanskrise).

Stemmens liv var for Grundtvig ensbetydende med en kritisk indstilling overfor skriften. Grundtvig taler imod den lutheranske kirkes udenadslære, som undertrykker og betvinger den frie stemme. ”Bogen i og munden op”, som det hed. Og indrømmes skal det, at skriften, selv i dag, ofte bruges til at lukke menneskers stemme i bur. Men skriften kan også bruges som en del af en aktiv stemmes liv. Skriften kan få liv, men den kan kun få det, hvis den er forbundet med holdning, engagement og med fortidens aktive puls. Man skal altså ikke lære at læse og skrive for at forstå en autoritativ forklaring, eller for at notere elevadfærd efter LP-metodekonsulenternes retningslinjer, men derimod for at handle og tale, at bringe krop og ånd og tiden nær, at rører ved vores store begivenhed. Dermed har vi også et grundlag for en grundtvigiansk fortolkning af anden teknologi end skriften, fx IT. IT er godt, hvis den er en del af et folkeligt handlingsliv – ellers er det i pædagogisk forstand noget bras, som vil bestemme alting, og som andre kan bruge til at bestemme alting, og som lukker munden på folk og tvinger deres opmærksomhed ind i Den Store Skærms software. Derfor bør man tænke nøje over betingelserne for anvendelse af ny teknologi i vores pædagogiske institutioner. Og en sådan tanke har jeg ikke hørt en eneste kommunaladministrativpædagogikant fortælle om, selvom de har travlt med at give selv børnehavebørn it-udstyr, så de kan kombinere leg og læring, som det forstemmende hedder. Det er der sørme ikke noget nordisk skole over – hverken ny eller gammel.

E. Stemmens stemmer

Denne vekselvirkning mellem den fælles stemmes dyb og den individuelle stemmes tilsynekomst er samlet set et centralt træk ved en nordisk skole. Det betyder ikke, at andre i den europæiske tradition ikke har været i nærheden af sådanne emner. De store dialogteoretikere har alle bidraget på forskellig måde, herunder f.eks. Jürgen Habermas (Tyskland), John Dewey (USA), Michael Oakeshott (England) og Michael Bakthin (Rusland). Vi kan søge dyb inspiration her, og det var også via dem, jeg selv opdagede den danske og nordiske tradition, som ingen i mit lange studieliv havde fortalt mig om. Kun Ove Korsgaard, og efterfølgende mange andre, hvis ungdom ligger før 1960, har mindet mig om denne stemmes fantastiske karakter og tematiseret mundens syntese af krop og ånd og dens samtidige vekselvirkning mellem tradition og individualitet på en måde, som har rod i Grundtvigs filosofi. Grundtvigforskningen diskuterer i disse år også, på hvilke måder Grundtvig bader i græsk, britisk og tysk filosofi. Stemmens filosofi er altså en Nordisk gestalt af en europæisk æter, og det må man ikke glemme. Grundtvigs stemme var selv en syntese, en vækst på en europæisk krop, fra nord.

Disse bemærkninger kan i almindelighed generaliseres til seminarier og til dels, men ikke helt, til børnehaver. Derimod har de kun begrænset relevans for fritidshjem, gymnasier og universiteter. Professionshøjskoler og skolefritidsordninger findes slet ikke; der er ingen stemmer, hverken gamle eller nye. De er styrbare units. Disse sammenhænge og mangel på samme diskuteres i bloggen:
http://folkeskolen.dk/505668/uddannelse-i-spaending--et-forslag-til-en-skitse-til-en-genskabelse-af-de-eksisterende-paedagogiske-aktiviteter,
hvis overordnede synspunkt stadig gælder efter min opfattelse.

Indledning

Vi kan ikke nøjes med at kritisere det udgangspunkt, hvorefter Ny Nordisk Skole hidtil er formuleret, blandt andet i Lars Olsens bog ”Uddannelse for alle”. Et udgangspunkt der lægger vægt på lighed, på praksis og på IT. Et udgangspunkt, der kan kritiseres for at glemme globaliseringen, hvorfor OECD og Pisalister kan ende med at bestyre det hele, uden at Norden lægger mærke til det; et udgangspunkt, der også kan kritiseres for at glemme videns-, dannelses- og kundskabselementet til fordel for bløde 2. ordens kompetencer, hvorefter styringsværktøjer som LP-metoder og andet tænkemekanik kan dominere vores skoleudvikling; et udgangspunkt, hvis syn på praksis er uden historie og følelse, og som derfor er en åben ladeport for en al for hurtig og dominerende it-begejstring, hvor kommunerne uden den mindste reservation deler maskiner ud over det hele, så de kan spare lidt håndører og forberede til et erhvervsliv, som i virkeligheden trænger til skolegang; et udgangspunkt, hvor ligheden bliver et aldrig opfyldt mål, der vil stresse hele skolesystemet med procentsatser, men som glemmer at lighed ikke er et mål, men et udgangspunkt, en etik, en folke-lighed. Ny Nordisk Skole ligger pt. altså i en form, som i realiteten gør den danske skole klar til at underlægge sig OECD’s skolesyn, og OECD er ikke nordisk pædagogik. Det er Pisa-politik. Det er global økonomi. Og global økonomi er ikke uddannelse, hvis man har rørt ved de nordiske traditioner. (Rømer 2012, Pasgaard 2012)

Men egentlig er Ny Nordisk Skole jo blot en udmærket invitation til at få ideer om stort og småt. Vi er ganske vist lidt hæmmede i bevægelserne, for hvornår har vi sidst været på træningsbanen vedrørende de muligheder, som vores historie tilbyder? Det tema har ligget brak siden 1970, så musklerne er ubrugte og erindringen er hullet som en si. Og hvis min generation skal tage et slæb med dette fine projekt, så er vi yderligere begrænset af det forhold, at vi er vokset op i 1970’erne og 1980’erne, hvor kundskabs- og erindringsfaldet var i fuld sving, og hvor de traditioner, jeg har forsøgt at tale frem i denne blog blev anset for at være borgerligt snavs eller dannelsesaristokrati (jeg har fx aldrig sunget en ældre dansk sang i skolen og det har mine børn vist heller ikke, og historie har jeg aldrig haft som fag, blot det bredere og mere samfundsrettede ”orientering”, hvor vi blandt andet lærte at kritisere ”FDB’s kapitalisme”, som det hed). Min egen erindring om vores oprindelse og energi er derfor tilfældigt sammenbragte brokker uden det fælles grundlag, som et ordentligt skoleliv kunne have tilvejebragt.
Jeg kan derfor ikke formulere et samlet bud, og har i stedet sat mig for at forme ideer og skitser med forskellige udgangspunkter. Jeg håber andre vil supplere, så vi kan nærme os en Ny Nordisk Skole, der interesserer sig for mennesket, for livet, for pligten og for sandheden i stedet for Pisa-lister, gennemførselsprocenter, konstruktioner, systemer, software og inklusionsprocenter. Det drejer sig om at gøre pædagogikken til en selvstændig ting, der er modstandsdygtig overfor diverse forsøg på at reducere den til de økonomiske og administrative sprogspil, som tilfældigvis er i omegnen. Man vil jo heller ikke reducere en bil til dens chauffør. Er der mon ikke forskel på en Lada og Rolls Royce, selvom chaufføren er den samme? Og vil den uddannede chauffør ikke have en poetisk, praktisk og historisk sans herfor? Og hvad hvis vi udskifter chaufføren med ham, som former og samler bilen? Hvad er hans sans? Påmindelse, åbenhjertighed og tilsynekomst? Ikke hver for sig, for så bliver det kommando, tilfældige ord og ren subjektivitet, men sammen, som en stemme i den fælles vekselvirkning med sans for det, vi kører i. Hvilken bil får vi så?

Litteratur:
Agamben, Georgio (2007). Profanations, New York: Zone Books

Haue, Harry (2012). ”Almen dannelse – et middel mod finanskrise”, kronik i Berlingeren, 2. april. http://www.b.dk/kronikker/almendannelse-et-middel-mod-finanskrise

Nyholm, Per (2008). Europæerne, København:Lindhart & Ringhof.

Pasgaard, Niels Jakob (2012), ”nyt er godt, gammelt er skidt”, kommentar i Jyllandsposten, d. 22. marts 2012, http://jp.dk/opinion/breve/article2729858.ece

Rømer, Thomas Aastrup (2012). Blogs om Ny Nordisk Skole:
http://folkeskolen.dk/509294/afviklingen-af-den-nordiske-skole
http://folkeskolen.dk/508112/fra-singapore-over-norden-til-canada---om-forvirringens-aarsag

Thanning, Kaj (1983). Grundtvig, Svendborg: Dansk Friskoleforening.