Odenses vision: En kæntret pædagogik

1. Fremtidens Skole i Odense og det kæntrede hierarki

Fremtidens skole i Odense bygger på følgende tredelte pædagogiske hierarki. Øverst troner globalisering og konkurrencestat. Her handler det om at skabe soldater i nationernes konkurrence, at toptune samfundet og at blive top 5 i hele verden. Det kan man se af KL’s skoleoplæg, af en række af de videooplæg, som skal begrunde det hele, samt af de centrale aktørers øvrige gøren og laden. Rasmussen, Qvortrup, Rejseholdet, og Lars Løkkes drøm er blandt de centrale aktanter i dette netværk.

(Konkurrencestaten er også intellektuelt bearbejdet mange steder, blandt andet i Martha Nussbaums bog ”Not for Profit”, i Niels Krause Kjærs artikel i Dansk Pædagogisk Tidsskrift, nr.1, 2010: ”Når ”bedst” er bedre end ”god” – overvejelser over konkurrencetænkning og uddannelse”, og i Ove K. Pedersens bog, som simpelthen hedder ”Konkurrencestaten”)

Midt i hierarkiet er så reformpædagogikken. Her er der lagt vægt på ”at lære at lære” og på sociale og personlige kompetencer, innovation etc.. Disse er blandt andet begrundet af Per Fibæk, ofte knyttes de til den positive psykologi, til Howard Gardner og Dunn & Dunn, og i Odenses vision står det hele hulter til bulter som forrevne reformpædagogiske brokker (gad vide hvem der har skrevet selve teksten?). Denne konstruktion er typisk for en særlig kommunal udvikling, der minder om det gamle SKUB-forsøg i Gentofte kommune, Århus Kommunes arbejde med børnehaver, og sikkert også mange andre kommunale initiativer. Den reformpædagogiske underbygning på konkurrencestaten kan man også læse om i KL’s skoleoplæg.

Nederst i hierarkiet er kulturen, dannelsen, kundskaberne og historien. Hele dette niveau er næsten fraværende i Fremtidens Skoles begrundelsesmæssige vokabular, og ofte tales det helt ned i fodnoterne af de centrale begrundelsesaktører fra de to øverste hierarkier. Lyt f.eks. til Per Fibæks indlæg, hvor han taler for at nedtone ”national og kulturel dannelse” til fordel for sociale og personlige kompetencer.

Det er ikke nyt, at der indgår socioøkonomiske, reformpædagogiske og kulturelle momenter i skoleforståelsen. Men det hierarki, jeg lige har beskrevet, er nyt. I den åndsvidenskabelige didaktik, hvor den tyske Wolfgang Klafki er hovedpersonen, er hierarkiet omvendt. Her er det dannelse øverst, reformpædagogik i midten og konkurrencestaten nederst. Og i megen reformpædagogik inspireret af f.eks. John Deweys filosofi arbejder henholdsvis dannelse og samfundsforståelse under reformpædagogikkens egen overordnede energi.

De fleste lærere har en reformpædagogisk og/eller en dannelsesorienteret tilgang til undervisningen. Derfor kan de måske samles om de reformpædagogiske brokker i Fremtidens Skole. Men det er forførelse. De bliver forført ind i et vokabular, ind i et pædagogisk grundsyn, hvor reformpædagogikken er et rent instrument for globaliseringskræfter uden etik, og hvor dannelsessynet er fraværende. Det er ikke en virkelig reformpædagogik, der tales om. Det er en underordnet og underdanig reformpædagogik.

Underordningen kommer f.eks. til syne ved, at dannelsens og reformpædagogikkens livlige og moralsk funderede begreber kan implementeres i kontrolsystemet KIS. Her kan Fremtidens Skole omsættes til kriterier, indikatorer og kontrakter på en måde, som en virkelig reformpædagogik aldrig ville acceptere. F.eks. står der, at formålet med lærernes samarbejde er ”at udvikle den målstyrede undervisning og den målstyrede pædagogiske praksis”. I den virkelige reformpædagogik ligger målene i selve den pædagogiske proces – målene er der, men de styrer ikke praksis på den måde, og mål, som måtte stå i en kommunal resultatkontrakt kan man slet ikke arbejde med i en reformpædagogisk praksis. Citatet er derfor et eksempel på, hvordan KIS forstærker en kæntret pædagogik og omdanner reformpædagogik til et underdanigt pædagogisk instrument. Ydermere skal arbejdet med disse mål via sindrige evalueringsskemaer kommunikeres op gennem hele det hierarkiske system, helt op til byrådet, som mener at få noget at vide om kvalitet. Et sådant kæmpehierarkisk system er så fjernt fra reformpædagogisk skoleudvikling, som man kan forestille sig.

2. Kæntringens konsekvenser og nye afskedigelsesprincipper
Rådmanden for skolerne i Odense er Stina Willumsen og hendes skolechef hedder Poul Anthoniussen. Både Poul og Stina har fuldstændigt accepteret ovenstående hierarki. Der er ingen kritik – kun accept. Poul og Stinas og byrådets vision bygger altså på en kæntring af et egentlig pædagogisk hierarki. Så det skal være min første pointe: Den politiker og den forvaltningschef, der netop i disse dage fører sig frem med en vision, der afgør både private skæbner og en regions pædagogiske selvforståelse, har i uddannelsesmæssig forstand iført sig kejserens nye klæder. De har, formodentlig uden at vide det, vendt det pædagogiske på hovedet.

En vision, der er forkert, er der for så vidt ikke noget i vejen med. Man kan jo lære af den, og måske er den formuleret så overordnet, at den giver frihed snarere end indskrænker den. Men en forkert vision, der er bakket op af politisk og administrativ magt, og som vil underlægge en hel stand af lærere - altså folk der vil fortælle den nye generation om, hvad de synes er vigtigt - er farlig.

Men hvor kan man se denne magt?

For det første kan man se det i KIS, kommunens evalueringssystem, der i nidkær kontrol med klasseværelserne går langt videre end der er lagt op til i bekendtgørelsen. KIS er simpelthen det apparat, der via mål, indikatorer og resultatkontrakter på alle niveauer skal sikre og strukturere lærerens og skoleledernes pædagogiske sjæle, så der kommer ”kompetente” og ”engagerede” ord ud af munden på dem.

For det andet kan man se det i kæntringsmakkerparrets skrivelser til deres ansatte. Her er et par citater. Først:

”De nye principper (for afskedigelses- og forflyttelsesprocesserne, TAR) er også et udtryk for et strategiskifte. Vi skal inden for skoleverdenen blive bedre til at turde tale om kompetencer og engagement. Med de nye principper påtager vi os det ledelsesmæssige ansvar for at italesætte de kriterier, der skal sikre, at vi også fremadrettet har de medarbejdere, som kan leve op til de målsætninger vi har for skoleområdet, og som kan gøre en forskel for Odenses børn og unge.” (fra ”følgebrev vedr. afskedigelses- og forflyttelsesproces, d. 13. januar 2012)

Vi skal tale om ”kompetencer og engagement” som afskedigelseskriterier. Udmærket, men hvad skal det bedømmes ud fra? Fra lærerens kompetence til at arbejde med dannelse og indhold? Fra hans/hendes engagementet i sit fag som måske vil afstedkomme en kritik af Pouls og Stinas vision? Næppe. Nej, der menes kompetencer, der kan sikre, at man kan ”leve op til de målsætninger vi har for skoleområdet”. Der tales ligefrem om, at de nye afskedigelsesprincipper skal ”sikre” denne målopfyldelse. Smag lige på det. Man afskediger for at sikre, at alle lever op til samme kæntrede pædagogik, og hvis de ansatte er engagerede på den forkerte måde, som ikke fremmer målsætninger (i et stort målsætningssystem), kontrakter og omvendte visioner, så er det bare ud! Og hvad er målsætningerne? Ja, det er netop ”Fremtidens skole” og dens kæntrede pædagogiske hierarki, organiseret via KIS.

Lad os tage et citat til:

”Odense Kommune ønsker, at alle medarbejdere på skoleområdet bidrager til og støtter op om de visioner og retningslinjer, der er vedtaget i forhold til skolerne i Odense. I disse år er der eksempelvis særligt fokus på Fremtidens Skole, Børne og Ungemiljøer og Inklusion. Afskedigelses og forflyttelsesprincipperne skal sikre, at den samlede medarbejdergruppe arbejder i den retning, som kommunens målsætninger udstikker…” (fra ”Afskedigelses- og forflyttelsesprocedure” brev fra skolechef Poul Anthoniussen til alle medarbejdere på skoleområdet i Odense)

Her er det hele en gang til. Man vil afskedige i forhold til Odense Kommunes målsætninger, altså Fremtidens Skoles kæntrede hierarki. Hvis der blot var tale om overordnede målsætninger, betød det ikke så meget, men via KIS, altså evalueringssystemet, så operationaliseres målsætningerne og gøres til et kommunalt informationssystem, der kan forbinde administrative kriterier med konkret adfærd. Igen tales der uden omsvøb om, at afskedigelserne skal ”sikre” denne særlige form for effektivitet. Man starter ganske vist med at udtale et fromt ”ønske”, men sætningen efter handler det om at ”sikre”.

Så det første citat var altså ikke blot en tilfældighed, en enlig svale, en svipser. Det hele er en systematik, en tænkemåde, en diskurs, en politisk-administrativ praksis. En kæntret pædagogik med stærke tvangsmidler, der vil tvinge lærere til at tænke lige så kæntret som kommunen selv.

Og hvad sker der mon, hvis en lærer begynder at tænke som lærer, altså blot i helt almindelig overensstemmelse med dansk og europæisk tradition for, hvad en lærer er og gør? Ja, så er han/hun formodentlig ufleksibel, uengageret og mangler de fornødne kompetencer, der kan ”sikre” at vedkommende kan arbejde i samme retning som Fremtidens Skole og dets evalueringssystem.

Kommunens pligt er at føre et mildt, erfaringsorienteret og indholdsorienteret overopsyn med sine skoler og ikke at strukturerer det hele efter en misforstået og kæntret pædagogisk og administrativ vision. Denne pligt har Odense helt forsømt. Derfor er det også helt på sin plads, hvis skolelærere i Odense viser ”ansvar, kompetence og engagement” ved at kritisere denne vision, dens administrative klemme, og hvordan det hele bliver oversat til afskedigelseskriterier.

Konkurrencestatens herredømme + en underdanig reformpædagogik+ kulturens og dannelsens glemsel + et neo-liberalt evaluerings- og kontraktsystem = Fremtidens skole = en skole, som alle lærere skal indrette sig på og være engageret i, hvis de vil have brød på bordet = en kæntret pædagogik.