Oplæg om Ny Nordisk Skole på Folkemødet

Oplæg til Folkemøde 2012 i Grundtvigsk Forums telt ved Thomas Aastrup Rømer

Grundtvigsk Forum har stillet følgende spørgsmål:

”Den gode skole - sanseløs eller ved sine fulde fem?" Hvad er kravene til en ny folkeskolelov med udgangspunkt i begrebet Ny Nordisk Skole (NNS)?

Da jeg blev bedt om at bidrage til en diskussion om dette spørgsmål, sagde jeg uden videre blot ja. Jeg var nemlig oprindeligt glad for dette Ny Nordisk Skole-initiativ, altså for ideen om, at tradition og fornyelse skulle gå hånd i hånd. Desuden var det befriende at slippe for Pisa-hysteriet, der efterhånden gnaver som en kulturløs orm over det hele.

Men nu er der gået nogle måneder, og nu ved jeg, at min optimisme var helt ubegrundet. NNS har i al fald ingen forbindelse til en nordisk tradition, og Pisa arbejder lige i nærheden i forslagene til både skole- og børnehavereformer, uden at NNS-folkene ytrer noget. Jeg tror i stedet, at meningen med NNS er, at der skal uddannes innovative soldater til konkurrencestaten, som Ove Kaj Pedersen udtrykker det, og det er altså det modsatte af, hvad man normalt forbinder med nordiske skoletraditioner. Her er syv argumenter for min skepsis.

1. Hovedudfordringerne angives fortrinsvist som kvantitative forhold vedr. stikord som Pisa- faglige kundskaber, opfyldelse af 95% målsætning, innovation, konkurrenceevne, lighed og erhvervsrelevans, hvormed pædagogik og uddannelsespolitik underordnes finansministeriets og konkurrencestatens overherredømme. Der ingen referencer til svenske, norske, finske, islandske, færøske traditioner. Der står blot, at man vil ”markedsføre” skolen inden for ”rammerne af OECD-projekter” samt mødes med andre nordiske landes undervisningsministre. Med andre ord: Økonomisk og bureaukratisk herredømme. Ministeren siger ganske vist, at vi skal se ”globalt med forankring i nord”, men der er ingen forankring. Kun globalisering, og det kan man se af, at man med det samme henter inspiration fra Singapore, Canada og Finland, blot fordi de scorer på Pisa-listen.

2. Den nedsatte dialoggruppe har ingen historikere, teologer, humanister eller kulturkendere med. Altså folk, der har kendskab til vores traditioner. Det hele bygger på en bog af debattøren Lars Olsen og et kapitel heri skrevet af Antorini og SF’eren Nana Westerby, og der er ingen referencer til pædagogikkens tradition.

3. I formandsskabet sidder direktøren fra Dansk Industri, Lars Goldschmidt. I hans indlæg på NNS’s hjemmeside bruges ordet ”fremragende” 16 gange på en side, og han skriver, at lærerne bør være duracell-kaniner. Det er også tankevækkende, at Antorinis hovedaktion her i Allinge i det oprindelige program var et møde med en nationaløkonom, Torben Andersen, som formodentlig ikke har kendskab til nordisk skoletradition. Alt sammen yderligere eksempler på, hvordan NNS har underlagt sig økonomi, industri og managementsprog.

4. Den nedsatte NNS-dialoggruppe har ingen repræsentanter fra de frie skoler eller højskolebevægelsen, bevægelser som frem for nogen har stået for ”det nordiske”. Der er ellers nok at tage af. Ikke mindst talte CPO Christiansen, forstander for Grundtvigs højskole, allerede i 1940’erne om det ”nynordiske” i direkte opposition til nazismens raceidologiske tilgang til ”norden”, og han indtænkte det nationale, det nordiske og det mondiale i en og samme ide. En ide med rødder i en typisk grundtvigiansk opfattelse af pædagogik, som noget der udøves i relationen mellem et åndeligt fællesskab og en interesse for altings ejendommelighed og tilblivelse. En relation, som man genfinder i megen ny europæisk uddannelsestænkning, men som lades helt i stikken af NNS. De to intellektuelle i dialoggruppen, professor Per Fibæk Laursen og professionshøjskole rektor Stefan Hermann, har tværtimod talt imod nordiske og danske skoletraditioner. De synes vist, at det er noget gammelt bras.

5. For et par måneder siden kom der en rapport om reform af læreruddannelsen. Rapporten var totalt anti-nordisk i hele sin tilgang til pædagogik, den ville fx af med alle rester af seminarietradition og med faget Kristendom, Livsoplysning og Medborgerskab i læreruddannelsen, og den var hermetisk renset for ord som ”folkeoplysning” og ”åndsfrihed”. Pisa-målingerne strømmede igennem hele rapportens ånd. Antorini modtog rapporten med begejstring, og dialoggruppen var tavs som graven. Rapporten bygger i øvrigt på ideer hos folk, som i mange år i Danmark har villet af med holdninger, værdier og traditioner. Filosoffen Peter Kemp skrev endda i Politiken, at ”ekstremistiske forskere undergraver folkeskolen”. Og man kan altså ikke både hævde at bygge på nordiske traditioner og så afvise dem på samme tid. Det er ikke seriøst. Heldigvis fik både højre- og venstrerienterede kræfter i fællesskab forpurret de værste dårligdomme. Men det var som sagt uden bistand fra NNS.

6. Der kom også en taskforce-rapport om børnehaver, hvoraf det fremgår, at formålet med børnehaver er at få afkast af sine investeringer og at udvikle hjernens synapser, som det hedder. Rapporten er udarbejdet af Niels Egelund, som i mange år har talt for at lægge hele uddannelsessystemet under PISAs overhøjhed. Børnehavebørn er også små konkurrencestatssoldater, som Politikens kronikredaktør Christoffer Emil Bruun skrev i et kritisk indlæg. Igen er der ministeriel begejstring og dialoggruppetavshed.

7. Dialoggruppen taler også om, at tage alle dannelses- og oplysningsintentioner ud af gymnasieskolen og indrette den efter ideerne i Lars Olsens lille bog. Egentlig burde Gymnasiet, efter min opfattelse, slet ikke behandles i regi af det nordiske, eftersom det er en institution, der hylder europæiske oplysningsværdier, men det er en anden sag.

Med andre ord. Ingen tegn på et nordisk perspektiv.

Hvad er det nordiske så? Ja, jeg er jo selv af en generation, som må famle og fumle efter ordene i forbindelse med sådan et spørgsmål. På den anden side: Et af de bedste rockbands i 1970’erne hed Bifrost, og det er jo et nordisk udtryk for regnbuen mellem Asgård og Midgård, og nogen kan måske huske Ebbe Kløvedal Reichs herlige gendigtning af Grundtvig som hippie. Men nu er det jo også glemt. Det nordiske er nu helt væk. Så måske skal vi fumle lidt mere? Måske er det nordiske noget i retning af:

1. En særlig sammenhæng mellem det fælles og det ejendommelige. Det var CPO Christiansens ide. Her var en livlig udveksling mellem elever og lærere fra alle nordiske lande, og han talte for en fælles nordisk læreruddannelse og universitet, med et stærkt humanistisk og historisk tilsnit. Men samtidig talte han også for en fordybelse i de nordiske, kulturelle og menneskelige ejendommeligheder og for altings myldrende tilblivelse over det hele. Christiansen var, hvilket var kontroversielt dengang, stærk fortaler for, at Island skulle have sine oldskrifter tilbage fra Danmark, og han gik ind for samernes rettigheder etc. Pædagogikkens spørgsmål er altså ikke: hvordan kan vi gøre dig til en innovativ soldat i konkurrencestaten? Men derimod: Hvem er du, og hvordan kan du blive til noget i vores tradition og fællesskab?

2. Det fælles er forskellige sammenhænge mellem det nationale, det nordiske, det europæiske og det mondiale (vs. det globale). Og det handler slet ikke om økonomi, men om menneskets og menneskehedens kunstneriske, videnskabelige og moralske vekselvirkninger - for nu at sige det kort.

3. Det nordiske er også åbenhjertighed og mundtlighed. Det vil sige, at man ikke skal underlægge sig kommunale visioner, sindrige kontraktsystemer, simpel forskning og management-nysprog. Vi må have lærerne til at åbne munden. Tingene er blevet alt for topstyrede. Det er et problem, fordi dem, der sidder i toppen af kommunerne, professionshøjskolerne og ministerierne, har mistet deres nordiske kontakt.