Pædagogik og erhvervsliv

Man behøver slet ikke at søge til politikere eller andre udenforstående for at finde folk, som med gode hensigter er godt i gang med at udslette lærerfaget. En ting er, at Anders Fogh taler om rundkredspædagogik. Herre gud, han kommer jo fra en helt anden verden. En næsten tilsvarende ting er, at fremtidsforskere, som ellers harcelerer i at udtale sig helt vind og skævt om fremtidens boligpriser, pludselig mener, at man, i globaliseringens hellige navn formodentlig, skal lærer russisk og kinesisk i skolerne. Alt det kan man leve med, ligesom vi alle har en mening om udenrigspolitik og x-faktor. Derimod er det vanskeligt at leve med, at de største misforståelser slet ikke findes i dette ”de fremmedes lette kavaleri”, men derimod hos folk, der gør sig indenfor professionens bonede gulve.
Det seneste eksempel er en artikel i sidste udgave af Weekendavisen (d. 14. august), hvor man kan læse følgende (lige efter fremtidsforskerens forslag til nye sprogfag):

”Andreas Rasch-Christensen mener, at nogle af nøgleordene for fremtidens faglige indhold i folkeskolen vil være innovation og brugbar viden, forstået som træning i konkret, omsættelig viden, målrettet mod de kompetencer, erhvervslivet efterspørger”.

Andreas RC, er i parentes bemærket en moderne videnscenterleder med ansvar for kvalitetsudvikling og visionsimplementering. Fantastiske upædagogiske opgaver. Helt ærligt, har han ikke selv nogle ideer? Kan han kun implementere andres visioner? Og nu har han så fundet ud af, hvad skolen har brug for. ”Folkeskolen som forberedelse til erhvervslivet”? En ting er hel sikker. Dette vil være skolens død. ”Innovation og brugbar viden”? En anden ting er lige så sikker. Også dette vil være skolens død. Hele denne diskurs, som rider skolen som en mare, bygger på en alt for rigid opdeling af på den ene side abstrakt teori og på den anden side nyttig-nyttig erhvervsrelateret viden. Denne opdeling finder vi også hos en række uselvstændige anvendelser af nyere og ældre praksisfilosofi, f.eks. hos Donald Schön, Aristoteles, Lave & Wenger og Dreyfus - brødrene. Når disse teorier, og især deres anvendelser, kommer i nærheden af videnscenterledere, så bliver de banale. Så reduceres det pædagogiske udfaldsrum til kun to lige dumme muligheder, eleven som det tomme kar eller som et fleksibelt refleksionsatom, og alt for mange pædagogisk set smalt uddannede folk, vælger så det praksisnære. Men om de ved hvad praksis er! Om de ved hvad teori er!
Lad mig blot stille et spørgsmål: Den dag erhvervslivet kræver loyale, ukritiske og tavse arbejdsbier, skal skolen så forberede til det? Andreas RC mener formodentlig ja, al den stund han er ansat i en organisation, VIA University College (pædagogisk uddannelseskoncern (som de selv kalder sig)), hvor ledelsen sender følgende svada ud til deres ansatte, samtidig med at der fyres en ordentlig klat lærere: ”Det er umuligt at undgå negativ omtale i pressen, men det kan lade sig gøre at begrænse den. Det er vigtigt, da for meget dårlig omtale påvirker den måde omverdenen opfatter VIA på, og det er ikke optimalt for optaget af studerende” (fra internt nyhedsbrev).
Dette er fremtidens erhvervsliv og endda fremtidens lærere: Tavse, kuede, angste og loyale undersåtter, som er bange for offentlig diskussion, og som lader sig dirigere af loyalitet overfor systemets output. Tænk hvis vores skoler skulle forberede til dette. Jeg skulle i al fald nok skynde mig at finde en ordentlig privatskole, og der kan selvfølgelig ikke være tale om at betale skat med nogen som helst glæde til sådan et erhvervsforberedende studium. Nej, skolerne skal gøre det modsatte, skal de. De skal gøre det så svært som muligt for eleverne at begå sig i dorske lukkede postmoderne bureaukratier eller i et tiltagende småligt kommunalt velfærdsdanmark. Det skal de (altså skolerne) gøre ved at uddanne (det ved Andreas AC ikke hvad betyder) dem (altså eleverne). Så kan erhvervslivet stable et par kurser på benene efterfølgende, hvis der er nogle detaljer, der skal passe sammen ude på samlebåndet. Og erhvervslivets pædagogiske ideologer kan passe deres videnscenterregnskaber, bruge tiden på at læse nogle bedre bøger eller udtale sig om boligpriser i stedet for.