Pædagogik og syntese

Axel Riishøj, en vigtig, men desværre alt for overset stemme i efterkrigstidens kulturdebat, udgav i 1965 bogen Omkring seksualdebatten. Her slog han til lyd for, at seksualiteten havde mange forskellige formål, både driftsmæssige, biologiske, etiske og religiøse. Opgaven var herefter ikke at reducere seksuallivet til f.eks. rationel driftsudøvelse, som man kunne beskylde de kulturradikale for at ville. Opgaven var heller ikke at installere et verdensfjernt viktoriansk regime, hvor det kropslige blev undertrykt på alle leder og kanter. Opgaven var at leve i en syntese, hvor de mange forskellige formål kunne ikke blot interagere, men også simpelthen bliver til noget andet, end de var før. Denne syntese var for Riishøj det moderne ægteskab. Under ægteskabets enhed forvandles reproduktion til børneopdragelse, sex til kærlighed og individualitet til fællesskab. Der er jo ikke, fordi der ikke finder reproduktion, sex eller individualitet sted i ægteskabet – tværtimod, det er over det hele. Det har blot skiftet form. Det er blevet menneskeligt. Det er blevet leveværdigt.
Det svarer til, hvis en kok bliver god til at lave sovs og til at lave chokolade, og derefter sætter disse ingredienser sammen uden videre omtanke. Han vil så være god til en rets dele, men ikke til rettens syntese. Selve det, som skal give mening til rettens dele; det, der skal få delene til at spille sammen og blive til mere end de er hver for sig - er kokkens syntese. Man bliver altså ikke en god kok af at kunne alle madlavningens enkeltelementer. Man bliver en god kok at kunne sammenfatte delene på bestemte måder i nye helheder. Dette er netop syntesens formel.
Dette nævner jeg ikke for at forholde mig til vor tids seksualdebat eller for at kloge mig på gastronomi, men for at sige noget om pædagogik. Det forekommer mig nemlig at dette ”syntese-begreb” i høj grad kunne være nyttigt at indføre i vores pædagogiske tænkemåder. F.eks. hører man ofte det syn, at læreren eller pædagogen skal være en undervisningsekspert. Altså en som har kendskab til vigtige metoder, og som lige præcist ved, hvor og hvornår en bestemt mere eller mindre evidensbaseret metode skal sendes af sted. Man hører andre gange om, at læreren er en coach, en læringsfascilitator eller en drillepind, som skal hjælpe til, at eleven lærer noget selv. Det er selvfølgelig de to for tiden store pædagogiske paradigmer, jeg her taler om: undervisnings- og læringsparadigmet.

Med disse tilgange forholder det sig på samme måde som indenfor samlivet og gastronomien. Pædagogikken bliver centreret om dens dele, frem for at man kigger på helheden, på syntesen. At være lærer er en virksomhed som knytter sig til syntese: Den samtidige tilstedeværelse og tilblivelse af elev, stof og underviser i komplekse samspil med et samfunds kultur og historie. Denne syntese kan ikke reduceres til undervisning eller læring. Den omdanner undervisning og læring til noget andet og sætter den i samspil med vores verden. Jeg foreslår, at man kalder denne syntese for Uddannelse.

En lærer er altså ikke en undervisningsekspert. Hvis der kommer en og siger sådan noget, så smil ikke, men ret ham til med frie ord. En lærer er heller ikke en læringsfascilitator eller en coach. Kommer der en og siger dette, så brug samme metode. En lærer er et menneske, der elsker hans sted, altså hans fag, hans land og hans verdensdel, og som sætter det på spil sammen med elever, kolleger, landsmænd og betydningsfulde tekster. Undervisningseksperten underviser på en måde slet ikke – og læringsfascilitatoren han lærer ikke noget. Kun i uddannelse, hvor lærer, stof og elev interagerer og emergerer i komplekse situerede processer, undervises og læres egentligt.

Litteratur:
Riishøj, Axel (1965). Omkring seksualdebatten, København: Gads Forlag.