Pædagogikkens ubestemmelighed - påmindelse, tilsynekomst og genskabelse

Der er et ubestemmeligt element i pædagogikken; en ubestemmelighed, som på en måde er det vigtigste af det hele. Lad os sige, at det pædagogiske består af to dele og deres besværlige sammensmeltning. Den ene del kunne man kalde ”påmindelsen”. Ikke undervisningen. Det er lidt for praktisk og for knyttet til processer i klasseværelset (morgensang er også påmindelse). Påmindelsen er, når den ældre generation minder den nye om handlinger og selvfølgeligheder indenfor et område, et fag eller i et samfund. Den anden del kunne man kalde ”tilsynekomst”. Tilsynekomsten beskriver det forhold, at nye personer, nye grupper, nye handlinger og nye politiske enheder pludseligt eller gradvist viser sig, bevæger sig og interagerer med påmindelsens processer. Et samfund uden påmindelse er ude af stand til at huske og vil derfor gentage alle dets fejl (der er et par store af slagsen). Et samfund uden tilblivelse går i stå i stivnede former (f.eks. at alle skal lærer dit og dat, fordi erhvervslivet eller samfundet kræver det ene eller det andet om 20 år). Påmindelse og tilblivelse er derfor betingelser for det pædagogiske, men ikke det samme som det. Det er kun i det øjeblik, at tilblivelse og påmindelse brydes, at karakteren af det pædagogiske afgøres. Disse sammenstød sker ustandseligt – alle steder i samfundet – og det kan man kalde et folks genskabelsesproces. Sammenstødet er netop ubestemmeligt. Det kan derfor ikke evalueres eller planlægges. Det er en åben, måske legende, besværlig, modsætningsfyldt og brydsom proces, hvor både lærer og elev (eller andre) må være i maksimal åbenhjertig opmærksomhed. Den er fyldt med smil og gråd. Den forudsætter kærlighed til materiens organiske bevægelighed og til elevens mulige tilsynekomst.

Du er ikke blot underviser, og du er slet ikke undervisningsekspert, læringsdesigner eller formidler. Du er en del af kulturens genskabelse eller forfald. Det er det, en lærer er og gør. Det er meget vigtigere og meget sjovere end de første ting, jeg nævnte. Det egentlige pædagogiske er denne genskabelse, dens betingelser og dens karakter. Hvilke begreber kalder ”dette barn” på? Hvad kan det blive til i vores fælles liv? spørger jeg. Men netop i vores fælles liv – i de praksisser og traditioner, som er grundlaget for vores kulturelle selvfølgeligheder.

Disse brydsomme og ubestemmelige processer er meget virkelige, og de kræver professionalitet langt ud over metoder. De kræver en form for æstetisk sans. En sans for at der er mere, end man kan se, nemlig alt det, der skal huskes, og alt det som barnet kan blive til. En sans for hvordan disse ting, man ikke kan se, spiller sammen i synlige former, som kommer til syne som sætninger, handlinger og produkter, som barnet (eller den studerende) laver. To usynlige elementer spiller sammen i en synlig form, men hvilken ved man ikke, og man kan heller ikke vide det.

Mange lærere, jeg kender, har en dyb og instinktiv sans for dette. Men den pædagogiske videnskab eller ledelsestænkningen har slet ikke sans for det i disse år (det er så trist at tænke på). Derfor er det også bedst, hvis læreren eller pædagogen ikke makker ret overfor udsagn af typen ”forskningen viser” eller ”ledelsen siger”. Et næsten sikkert tegn på alt for meget 'bestemmelighed'. Nej, så er det bedre at holde opmærksomheden på det pædagogiske. Den organiske og ubestemmelige genskabelse.