BLOG
Empty article - Subtitle
Skolens karneval
Nogen tror, at en skole er noget med metoder, der kan anvendes, så der læres noget Pisa-egnet, hvorefter der evalueres, så man kan sammenligne det ene cpr-nummer med det andet. Andre tror, at alting handler om at give børnene en i-pod, så de kan suges ind i Den Store Skærm. ”Det er smart”, siger de hele tiden. Men både den ene og den anden gruppe bliver blinde for det, som en skole ER.
Skolen er et karneval. Fyldt med ting og sager, aktiviteter, ansigter, dødelige som vil sætte sig spor, og børn og voksne som er i live, og som ikke sover.
Skolen er en myldrende udveksling af ting og sager. Et viskelæder, der gerne vi viske en overflødig streg ud – eller vil stregen viskes ud? Det er gardiner, der delvist skygger for en sol, der prøver at trænge ind. Det er Jørgen, der græder, men hvorfor? Det er den ene lærer, der kigger på den anden lærer og blinker, det er julefrokoster, det er kantiner, Der er instrumenter, der tvinges lyd ud af, det er børn der bliver drillet og omvendt, det er tæpper, graffiti, en bus der skal køre en klasse ud i skoven, et barn som har glemt sin mobiltelefon, og som finder den, men med en revne i glasset, og med en sms fra sin mor, som det skal have hjælp til at svare på.
Ting og sager, der snakker sammen, interagerer og vekselvirker, som skaber former, handlinger, himmel og jord. Ting, der arbejder, sanser, pulserer og kommunikerer, det hele ligger og flyder, sammen med alt det andet, og danner en vild forgrund. Og meget mere. Fliserne, loftet, revnen, den punkterede rude, den fedtede barnefinger, madpakke, græs, taklinger og målstolper. Det er høvlebænke, skæve bordskånere, splinter i fingeren, tal, der danser skævt, fedtede ligninger, hovedbrud, bandeord. Det er pensler, strøg, strejf, tavshed, udstillinger, et publikum, en kommentar, en ærgrelse, en omfavnelse, et kærtegn. Det er lærebøger med tegninger i margin og kantede drengebogstaver, blæk på billigt papir, et bogstav her og et andet der, en bog, en tegning, en forbindelse.
Det myldrer over det hele. Det er en form for karneval. Et tingenes karneval. Alting arbejder, kommunikerer og synger i skønne abrupte melodier, en dansende trommehvirvel, der slynger alt omkring i en fest, hvor det ene ord tager det andet, og hvor det ene materiale sættes sammen med det andet i et hakkende virvar. Et cirkus, en verdensudstilling, en optræden med alle mulige ting og sager og produkter og ideer. Lav et cirkus. Lav et karneval. Lav en udstilling med mærkelige robotter og konstruktioner, historier og malerier, der stritter og får alle til at grine og tale. Væk med de latterlige metoder, kommunale koncepter, smarte skærme, og rigide forberedelsestider. Få alt til at myldre frem. Læg mærke til det ene og det andet, lyset, lugtene, spørgsmålene og energien. Pyt med om det hele ikke passer sammen med en test eller et koncept. Eksplosioner, mylder, karneval, et menageri og et cirkus, en summen, en sværmen, en flokken, strid, sved, rynker, landkort, fremlæggelser, ure, kritik og knus.
Måske løber der en himstregims-mand rundt med en sjov hat og farvestrålende briller. Han råber, at han har en refleksionsmodel, som alle skal prøve. Der går også nogle andre himstregimser rundt med andre hæfter med farver og flotte bogstaver. Nogle lærere og elever synes måske, at farverne er pæne, og de inviterer de flotte mænd ind i et klasseværelse, hvor de bladrer i hæfterne og øver sig i at tænke efter en regel, som er lavet af et cpr-nummer på et kontor. Bagefter giver de himstregimsen en sodavand, så finder de deres eget værktøj og tekstiler frem for at fremstille en trold, og himstregimsen griner og letter på hatten. Biksen baksen børen – ud af døren. Han skal til Jappien.
En livlig skole. En levende skole, en rumsteren, en stammen, en syngen, en soinkæawertyuio!
Så smiler læreren.
Tak for inspiration til:
Graham Harman: Guerrilla-metaphysics – Phenomenology and the carpentry of things, 2005.
Grundtvig: Det danske firkløver, 1834.
Leibniz: An odd thought concerning a new sort of exhibition, 1675.
Ole Lund Kirkegaard: Lille Virgil, 1967.
Søren Bengtsen, ph.d studerende ved Aarhus Universitet.
