Tak for denne gang

Jeg forlader nu arbejdet med min blog her på danske skolelæreres hjemmeside i denne omgang. Mange tak til dem, der har taget sig tid til at læse nogle af mine indlæg. Tak især, naturligvis, til jer som har bidraget med synspunkter af forskellig art, og tak til journalister og redaktører ved Folkeskolen.dk, som har givet mig lov til at forsøge mig inden for denne genre.

Jeg vil slutte indsatsen med nedenstående digtuddrag af salmedigteren

K.L. Aastrup

. Han er især kendt for sine salmer, men han skrev også ind imellem almindelig lyrik. Digtet er en historisk og nationalt betinget kommentar til besættelsen. Det er som om, det minder mig om noget. Digtet er iøvrigt talt ud af samme hjerte som den moderne franske idehistoriker Foucaults sidste forelæsninger, som han kaldte for ”Fearless speech”. K.L. Aastrup var tidehvervsmand (som dengang åndeligt set var en langt bredere betegnelse end i dag), men også grundtvigiansk inspireret. Foucault funderede sine ”frygtløse taler” på græske tragedier og græsk filosofi.

Som nat og dag skulle man tro? Slet ikke. Regner Birkelund har netop udgivet sin doktordisputats ”Frihed til fælles bedste – en oppositionel stemme fra fortiden”. Heri knytter han Grundtvigs frihedsbegreb an til Aristoteles, en af antikkens store græske tænkere (som altså også var Foucaults inspiration). Og for nogle år siden havde Grundtvig-kenderen Uffe Jonas en pudsig og spændende analyse, hvor han bragte netop Foucault og Grundtvig sammen.

Aastrup, Foucault, Grundtvig og Aristoteles – stemmer på kryds og tværs af tid og rum. Sådan hænger Europa og Danmark sammen i pudsige dialoger og åbenhjertig virketrang. Det er vi lavet af. I rolig spænding.

Maj 1940

Et land, hvor du kan leve glad og fri
og frygtløs tale, hvad dit hjerte tænker
var det din fortid, er den vel forbi
og du får vænne dig til dine lænker?
<bc>

og du må gemme hen dit Danmarks sang
mens fjenden er i landet må den tie
og var det før kun lavt og trægt den klang
kan savnet nu måske dit hjerte svie.
<bc>

Der er en hvisken, ganske lav og tyst
som åndet af en mund tæt ved mit øre:
Ved midnat er i Nord der endnu lyst
og der er endnu lærkesang at høre.
<bc>

Den hvisken vil mit hjerte lytte til
og trøstes ved, hvad det så ellers tænker
Det har sit håb, fordi det håbe vil
med håb mod håb, det trodser vores lænker.

K.L. Aastrup

<i>Litteratur:
Birkelund, R. (2008). ”Frihed til fælles bedste – en oppositionel stemme fra fortiden”, Århus: Århus Universitetsforlag.
Foucault, M. (2001). Fearless Speech, Los Angeles: Semiotext(e).
Jonas, U. (2003): ”Poetisk videnskab - Grundtvig og Foucault” i Korsgaard, O.: ”Dannelsens forvandlinger”, Oslo: Pax.
Aastrup, K.L. (1991). ”Salmer”, Herning: Poul Kristensens Forlag.</i>