Uddannelse i spænding – et forslag til en skitse til en genskabelse af de eksisterende pædagogiske aktiviteter

Danmark har et righoldigt udbud af uddannelsesaktiviteter. Problemet er, at de efterhånden ligner hinanden. De skal alle sammen skrues over den samme læst som i forskellige versioner handler om at formulere kompetencekrav knyttet an til mere eller mindre mekaniske sociologiske fremskrivninger. Derved skabes der en sammenhæng og en endimensionalitet, som på samme tid letter livet for et ekspanderende uddannelsesbureaukrati, men på samme tid desværre umuliggør uddannelsesmæssig udvikling. Det er blevet mere ’institution’ end det er blevet ’uddannelse’. Jo mere ens tingene bliver, jo mindre udvikling vil man se. Denne naturlov, som gælder for alle sociale forhold, blev allerede beskrevet af en af de store liberalister, John Stuart Mill, fx i ”almindelig enighed er kun en god ting, hvis den er resultatet af den mest omfattende og frie konfrontation og sammenligning af forskellige opfattelser” (Mill 2009, s. 77). Det gælder altså ikke om at skabe sammenhæng, men om at skabe forskelle. Kun dette vil kunne vække hver enkelt menneske og altid opretholde en spændstig folkelighed med stemme til både Loke og Thor.

I det følgende vil jeg fremdrage de forskelle, som på en måde allerede er til stede i uddannelsessystemet, men som er glemt. Man kan derfor tale om en påmindelse. En virkelighed, som allerede er til stede, men som er ødelagt af diverse reformpædagogiske, socialistiske og nyfunktionalistiske tiltag. Det er et forslag til et system, som (stort set) bygger på de nuværende institutioner. Ideerne er helt friske og derfor i allerhøjeste grad foreløbige og åbne for korrektion.

Vuggestuerene må afskaffes eller i det mindste må den tid børnene bruger i dem beskæres betydeligt. Små børn må omgives med ubetinget kærlighed fra deres familie og tilbringe det meste af tiden sammen med dem. I landets familier og deres civile relationer gennemstrømmer folkets usynlige tråde uden tvang barnets krop. Fanger det ind i fællesskabets synteser. Disse frie tråde og denne dunkle strøm kan ikke arbejde i en offentlig institution. Denne etablering af de allermest grundlæggende helheder i et menneskes liv, og disses helheders uforklarlige sammenhæng med et folks tilstand og udvikling, er af en så dunkel og mystisk oprindelse, at ingen pædagogisk eller psykologisk teori må få lov til at resultere i metoder, behandlinger og pædagogikker, med andre ord ’frosne visheder’. Her gælder kun den fuldstændige affektive vekselvirkning i kærlighed.

Børnehaverne har derimod en rig selvstændig tradition. De skal derfor ikke forberede til skolen og selvfølgelig slet ikke til globalisering eller andre ting. De skal slet ikke forberede (det er der ingenting af værdi, der skal). Børnehaverne skal udvikle børnenes sans for forholdet mellem hånd og mund. Det vil sige, at de skal udvikle børnenes poetiske sans og deres sans for naturens betydning. Sociale kompetencer er ikke et gyldigt mål. Alle (også pædagogerne) skal opfører sig ordentligt (det er ikke det samme som at følge dumme regler), men det er en forudsætning og ikke et mål. Man må derfor gerne straffe børn eller voksne, som ikke kan dette (men det at man gerne må straffe betyder netop, at man aldrig behøver det. Jakob Knudsens Lærer Urup slog aldrig sine elever – han hypnotiserede dem). Men som sagt: børnehaverne er poetiske steder for udvikling af forholdet mellem børnene og naturen. Det er de beskidte hænders, penslernes og de opvakte børneøjnes område. Der skal selvfølgelig herske en rummelig ånd, så de små kan tumle rundt med deres nye kroppe, men denne rummelighed er ikke en pædagogisk tilstand. Der må gerne være bøger og kunstværker i børnehaven, men de er der ikke for læringens eller forståelsens skyld. De er der kun for fortællingens og poesiens skyld.

I skolealderen har vi henholdsvis skolen, og det der i dag kaldes SFO (men som jeg herefter benævner fritidshjem – jeg kan ikke få dette bureaukratiske nysprog (pædagogik som en ”ordning”) over mit tastatur). I dag rodes det skolepædagogiske og det fritidspædagogiske sammen, og man taler helt ureflekteret om samarbejde og udveksling mellem lærere og pædagoger. På seminarierne taler man om ’det fælles tredje’ og andre begreber, der skal understrege, at pædagogerne er en slags lærere og lærerne en slags pædagoger. Denne samtale bør indstilles til fordel for en fokusering på forskellene. Faktisk er der kun forskelle. Lighederne er kun knyttet til funktioner i skolebureaukratierne. Pædagogisk set er der kun forskelle.
Man bør skelne mellem pædagogik, der angår evigheden og friheden, og pædagogik der angår kroppen, afhængigheden og nutiden. Skolens opgave er det første, og fritidshjemmets er den anden. Skolen er den åbne tænksomme lysning, der sætter elever i kontakt med den nationale kulturs politiske og æstetiske grundsten. Læreren er en autoritet med kærlighed til og med ansvar for beskyttelsen af de offentlige historiske dialoger, som vi er rundet af. Læreren er ophøjet. Man er ’des’ med hende, og undervisningen afvikles i et høfligt og civiliseret dansk. Her høres kun ældre sange og viser samt klassisk musik. Der undervises også i kunst, håndværk, instrumentspil og sang, og der er stort set ikke adgang til nyere teknologi. Ind imellem har man dog projektperioder, hvor eleverne undersøger interaktionerne mellem samfundets eksisterende og forestillede livsformer. Her har man naturligvis adgang til den mest topmoderne teknologi. Endelig omgives skolelivet af nyttig og konkurrencepræget selskabelighed, klubber og foreninger med velgørende eller kulturelt sigte. Der synges flere gange om dagen, og hver dag geråder alle i 10 minutters tavshed, hvor man ikke må falde i søvn. Eleverne lærer kulturens navne. Læreren underviser ikke, men fortæller og ser efter sprækker i elevernes gendigtning. Forskelle i fornuft og tale tilskyndes. Naturvidenskaberne er en vigtig men afgrænset provins. Matematikken tilhører de æstetiske fag. Dansk og historie er de ikke-praktiske kernefag, som er stærkt fortællende og kundskabsorienterede. Alt er obligatorisk. Der er ingen valgfag og ingen niveaudeling. Skolen er ikke en selektionsmekanisme. Det er på sin vis slet ikke et socialt sted. Ideelt set gives der heller ikke karakterer eller afholdes eksaminer. Men der er til gengæld masser af offentlighed. Alle må uafbrudt fremvise deres viden. Der vil være en livlig skoleoffentlighed på alle niveauer med blade, aviser, diskussioner, debatter osv.. Der er lighed, lys og evighed. Eleverne kan se, at man kan blive til noget. At det danske fælles liv eksisterer, at fremtid og fortid er der allerede. At der er noget at arbejde med, at blive til, at elske og forandre. Eleverne kan se, at de intet er endnu.
Fritidshjemmet er kroppens og nutidens område. Det er rockens, sportens og kammeratskabets verden. Her leger man med slang, dasker hinanden på ryggen på morsomme måder, diskuterer de nye film osv.. Dette sted kan kun fungere, hvis skolen fungerer. Ellers forfalder det til dorske kroppe og simpel trivsel (det er tilfældet nu). Men hvis skolen fungerer, hvis dennes åbne lysning former elevernes fælles og evige horisont, så kan også kroppen få sit i fornyet kvalitet, som noget væsentligt, men ikke så vigtigt som skolen. Kroppen og nutiden som sagt; rytmerne og forelskelserne, filmene og rocken. Slang, vittigheder, satire. Den kultiverede krops område. Fritidspædagogikken. Alt er frit og intet planlagt. Der er forskel, farver og foreløbighed. Der klippes og hygges og les. Det er et herligt sted.
Lige nu rodes det hele sammen. Konsekvensen heraf er, at skolen har mistet ansvaret for vores fælles verden, og fritidshjemmet har mistet sansen for kroppenes intelligente udvikling.

Lærere får en høj løn. F.eks. 50000 kr. Til gengæld er der ingen normer og arbejdstider. Ledere får 20000 kr, og deres antal halveres. Faktisk er der slet ingen skoleledelse. Man kan ikke lede evigheden. Men koordination hist og pist er nok nødvendigt. Alle former for lederuddannelse er diskvalificerende i forhold til kun at skulle koordinere.

Gymnasiet
Gymnasiet er den institution som er tættest på sin ideale form. Det er stedet for den europæiske dannelse. Fagene løsrives fra deres nationale og fortællende kontekst og sættes i direkte forbindelse med den europæiske fornuft. En vigtig konsekvens er, at faget dansk afskaffes. I stedet har man undervisning i litteratur, kunsthistorie mv. Og det er den europæiske kultur og udvikling der er i hovedsædet. Undervisning i græsk genindføres. Men også oplysningstiden og de store begivenheders konsekvenser undersøges. Al valgfrihed tages væk. Der er kun et niveau, som er ens for alle. Så slipper rigtig mange mennesker også for at tænke på at få alle mulige ting og sager til at hænge sammen.

Seminarier
Professionshøjskolerne. Jeg har ganske vist lovet mig selv at bygge på eksisterende institutioner, men denne er så ny, at den hurtigt kan nedlægges igen. De er ringe i hele deres konstruktion, fordi de så tydeligt er bygget op om en blanding af en nærmest totalitær globaliseringstankegang og det jeg kalder postmoderne bureaukratier. Ud med dem.
Nå, men i stedet har vi så de gamle seminarier for hhv. pædagoger og lærere. Disse tager farve af det virke, de uddanner til. Det vil sige, at lærerseminarerne underviser i dansk kultur og fortælling, samt i græsk og republikanske ideer. Her er samme former for musisk aktivitet og nyttig selskabelighed, som jeg fortalte om for skolens vedkommende. Pædagogseminarierne må atter (som før 1992) opdeles i tre linjer. En børnehavepædagogisk, en fritidspædagogisk og en socialpædagogisk (som jeg ikke vil komme ind på her). Børnehaveseminariet underviser i naturens og de kreative fags muligheder. Seminaristerne skal elske natur, musik og fremstilling. Det er bedst, hvis man ikke ved for meget om videnskab og den slags. Den fritidspædagogiske uddanner til den kropslige og idrætslige del. Her står børne- og ungdomskulturer i højsædet. Det er kroppens intelligente udvekslinger i nutiden. Kun nutiden +/-50 år. Dvs. intet materiale der er ældre end 1959. Nutiden starter med Elvis og slutter i en herlig science fiction (og ikke i klimakatastrofer).
Selvom seminarierne på denne måde ”minder om” deres virkefelter, så er det vigtigt, at de ikke ”svarer til”. Man øver sig ikke på pædagogik. Ja, man har slet ikke praktisk pædagogik som fag. Der er kun den direkte optagethed af et virkeligt og bevægeligt indhold, fremstillingen og kroppen, samt en let accent af det universelle.

De pædagogiske universiteter
Først og fremmest, må universitetet gøres mindre. Dette sker primært ved at en række empiriske og udviklingsorienterede opgaver udskilles. Derudover udskilles også anvendt forskning og rekvireret forskning. Disse aktiviteter kan samles på et statsligt forskningscenter knyttet til det pædagogiske område. Her kan man tage mindre kurser, diplomuddannelser, masteruddannelser mv., og de ansatte kan arbejde med metodeudvikling, hvad der virker og den slags. De nuværende professionshøjskoler kunne evt. genopstå her i en afgrænset version, som vil være passende i forhold til deres ideale betydning. Små praktisk-videnskabelige provinser om stort og småt.
Tilbage har vi så et pædagogisk universitet, som står for studiet af de europæiske bestandigheder, helt uafhængigt af praktiske og statslige interesser. Dette universitet er fuldstændigt frit. Det har ingen ledelse, og man kritiserer og undersøger, hvad der fanger opmærksomheden af livets lyst. Her gælder kun den åbenhjertige opmærksomhed. Man tager heller ikke nødvendigvis hensyn til, hvad der kan lade sig gøre. Det mulige er ikke universitets begreb. Universitetet er en blanding af en barbar og en gud. Det er en fremmed, men en fremmed som netop er fremmed for et bestemt folk, nemlig det danske og det europæiske. En fremmedhed for dette folk. Her er det en dyd at henvende sig til en offentlighed med forslag, som ikke virker. Her strømmer kærligheden, fornuften og uforståeligheden som hos det lille barn. Fornuftens vuggestue. Dette er ikke en institution.

Et uddannelsessystem efter disse retningslinjer vil sikre, at alting kan være, hvad det er, at ingenting ligner hinanden, at enhver overgang vil være fyldt med problemer, og at hele samfundet derved pædagogisk set sættes i en passende spændstig forskellighed. Det vigtigste er et folks frie udvikling. Institutionerne er små frosne og uvigtige midler.

Referencer:
John Stuart Mill (2009). Om friheden, Århus: Philosophia.