Uddannelsesfilosofisk blog nedlagt - del 2

Chefredaktøren for Folkeskolen, Hanne Birgitte Jørgensen, skriver som kommentar til min blog 'uddannelsesfilosofisk blog nedlagt', at hun ”ikke tager afstand fra den polemiske form”, og at man har været ”glade for Thomas Rømers uddannelsesfilosofiske, poetiske og somme tider knivskarpe indlæg”. Det er i bedste fald en sandhed med modifikationer, og jeg tror, der er brug for lidt historik:

1. Opringning fra Folkeskolens journalist
Herværende blogserie starter, d. 23. oktober 2011 (første serie fra august 2009- oktober 2010)

I starten af februar 2012 bliver jeg ringet op af en journalist fra Folkeskolen, som beder mig om at lade være med at være så personlig i min kritik af Jens Rasmussen. Journalisten var tydeligvis blevet ringet op af Rasmussen, som ikke mener, at han bør stå som medansvarlig for skolepolitikken i Odense Kommune omkring det jeg har kaldt den ”kæntrede pædagogik”, selvom der ligger videoforedrag med ham på kommunens hjemmeside, som legitimerer Fremtidens Skole (navnet på Odense Kommunes skolevision). Jeg forklarer journalisten, at det ikke er mig, der forfølger Rasmussen, men at han er der af sig selv over det hele, hos kommuner, i rapporter, i Folkeskolen etc., og at det derfor er min pligt at drøfte hans synspunkter. Det er endvidere min pligt at tage systematisk og kritisk afstand fra dem, altså hans synspunkter, fordi de igennem mange år har bidraget til et stort pædagogisk kvalitetstab i vores skoler. Jeg forklarede også, at Rasmussen naturligvis også kunne skrive på min blog, hvis han føler sig misforstået. Jeg synes, det vil være glimrende, hvis det kunne komme dertil, at Odense Kommunes pædagogik, og dermed andre kommuners ditto, stod tilbage helt uden faglig og professoral legitimation. Det er også tankevækkende, at Rasmussen, så vidt jeg kan se, ikke på et eneste tidspunkt har modtaget et kritisk spørgsmål fra Folkeskolens journalister, selvom han er en af hovedkræfterne bag instrumentaliseringen af dansk pædagogik. Den systemteoretiske instrumentalisering har haft fuldstændig frit spil. Og når der så, over en periode på 3 år, kommer i alt 14 blogindlæg, som er kritiske overfor denne store indflydelse, så skal man åbenbart ringe til journalisten, som straks - helt uden for offentlighedens søgelys - lægger pres på kritikeren.

2. Hanne Birgitte Jørgensens første e-mail
Få uger efter, d.22. februar, modtager jeg en henvendelse fra chefredaktøren selv. Her fremgår det tydeligt, at hun er meget imod min form, og at hun gerne vil beskytte Jens Rasmussen og andre fra ”tilsværtning”, ”udhængning” og ”latterliggørelse” på ”ekstrablads-debat-niveau”, og hun skriver, at mine blogs har været præget af ”mellem sidebenene-angreb”. Hun skriver også, at debatten på Folkeskolen skal gå på ”emnet” og ikke på ”personen”. Men jeg går ikke på ”personen”, kun på personers handlinger og skriverier, og det er bestemt ikke det samme. Endelig skriver hun også, at jeg ikke argumenterer ordentligt og ikke ”argumenterer igennem”, men det er helt sikkert en subjektiv vurdering, for hele blogserien er et stort argument.

3. Thorkild Theisens ”evaluering”
Sammen med chefredaktørens e-mail er der vedlagt et andet brev, nemlig fra Folkeskolens tidligere og udmærkede chefredaktør Thorkild Theisen. Theisen, med Hanne Birgitte Rasmussens formodede opbakning, skriver i samme ånd, at mine indlæg ”gang på gang” er præget af ’erasmus montanus logik’, er ”direkte skadelig” for diskussioner om uddannelse og pædagogik, at der ”fyres påstande af i et omfang, så man ikke kan se, om der er en sammenhæng", og at det ”rabler derudaf”. Han fortæller også, at jeg ”spilder læseres tid”.

Med det udgangspunkt er det umuligt for mig at genkende chefredaktørens velpudsede indlæg på min blog i torsdags, hvor det fremgår, at man ”ikke tager afstand fra den polemiske form” og at man har været ”glade for Thomas Rømers uddannelsesfilosofiske, poetiske og somme tider knivskarpe indlæg”.

4. Jeg skriver derpå to e-mails til redaktionen. Her er den vigtigste:
”Kære Hanne
Jeg har her til morgen læst alle mine efterårs/vinter blogs igennem og skimmet en række af mine tidligere blogs. Der er tale om et omfattende arbejde med at forbinde dansk pædagogisk tradition med ny europæisk filosofi på en sådan måde, at vi kan få et sprog der både er nyt og gammelt til at tale om pædagogiske spørgsmål i. Det har været et kæmpe arbejde på ca. 250 sider, der indeholder æstetiske, politiske, poetiske og kritiske elementer. En sådan pædagogik er kritisk i sin natur, og derfor må de personer der, bærer forfaldet i dansk pædagogik igennem i disse år stå for skud.

Det er tydeligt, af nedenstående, at I slet ikke har fornemmelse for dette. Fx
- Har jeg ikke kunnet finde noget sideben. Omtalen af forhold på DPU i ”nysprog i Odense” er helt relevant og knyttet til bloggens emne og er fuldstændig dokumenteret i lange tidligere blogs.
- Jeg har ikke et eneste eksempel på ekstrabladsniveau.
- Jeg har heller ikke noget eksempel på, at jeg går efter manden. Hvor foregår det?
- Jeg har ikke ”skruet ned for mellemsidebenene-angreb”. Det er åbne angreb, og de var der helt frem til den nyeste blog, og de er ekstremt godt begrundet.
- Jeg argumenterer ikke ”mere end tidligere”. Jeg har argumenteret hele vejen igennem, og hele blogserien er et stort argument.
- Jeg skriver meget om, hvad der er galt med Odenses ”reformpædagogik”. Det står over det hele.
- Der er masser af plads til dem, jeg er uenig med. De har adgang til hele det politiske system og de kan også skrive på min blog. Det har Jens Rasmussen engang gjort, og jeg svarede ham også rigtigt grundigt.
- Jeg argumenterer ”igennem” hele vejen.
- Jeg er ikke på ”rette vej”. Jeg er på ”samme vej” – helt fra blog nr. 1 til blog nr. 56.

Thorkilds brev synes jeg som tidligere nævnt ikke så godt om. Det anerkender slet ikke ideen i mit store arbejde med disse emner.

Men det korte af det lange er, at jeg ikke er indstillet på at ændre det mindste på min tilgang til arbejdet. I al fald ikke med hensyn til de forhold, som du og Thorkild rejser.

Så I skal tage stilling til, om I stadig ønsker, at jeg skal blogge på folkeskolen.dk. Jeg har massevis af emner og spørgsmål, som jeg gerne vil drøfte. Men det vil blive på den måde og i den ånd, som det er foregået hidtil.

Hvis I ikke er interesseret, så skriver jeg en afsluttende blog, der afslutter arbejdet. Der vil jeg skrive, hvad meningen med det hele har været, og at jeg har masser af ideer til fortsættelse, men at redaktionen synes, det er Erasmus-montanuslogik, at det rabler og vrøvler, at det er dårlig argumenteret, at der er for mange personangreb mellem sidebenene, og alt det andet som I mener.

De bedste hilsner Thomas”

5. Hanne Birgitte Jørgensens anden e-mail
Den 29. februar modtager jeg så et svar fra chefredaktøren. Heraf fremgår det, at chefredaktøren mener, at jeg kan fortsætte bloggen, men at jeg balancerer på kanten af "injurier og æreskrænkelser", og at jeg i min polemiske form ”pådutter ’den anden fløj’ et ansvar, de ikke har”.

I e-mailen annonceres også til allersidst en mulig lukning af bloggen til sommerferien, men der tales ikke direkte om ”en pause”, og der tales heller ikke om en endelig afgørelse, som jeg læser det.

Det er efterhånden tydeligt, at lukningen er dybt knyttet til beskyttelsen af Jens Rasmussens synspunkter, og at man bestemt ikke synes om min ”uddannelsesfilosofiske, poetiske og somme tider knivskarpe indlæg”, som Jørgensen nærmest venligt evaluerede min indsats i sin kommentar den anden dag. Og jeg må indrømme, at jeg efter dette forløb heller ikke kan have tiltro til, at ”der ikke er tale om en afstandtagen fra den polemiske form”, som Jørgensen skriver på bloggen.

Forskellen mellem den officielle begrundelse og de formuleringer, jeg sidder med her, er så stor, at jeg har set mig nødsaget til at indvie Folkeskolens læsere i, hvilke virkelige prioriteringer og drøftelser, der finder sted i Folkeskolens redaktion. Prioriteringer, som formodentlig vil præge den redaktionelle linje i tiden, der kommer. Jeg synes allerede, man kan fornemme en nedtoning af de principielle skolepolitiske spørgsmål og af pædagogisk kritik i bladets spalter til fordel for mere instrumentelle sager (fx begejstrede ledere om ”klasseledelse”).

Jeg har fuld forståelse for, at en redaktion løbende ser på sammensætningen af bloggere, men jeg synes ikke om, at man giver ét sæt begrundelser i offentligheden og et andet sæt til bloggeren - især når de virkelige begrundelserne har så principiel betydning. Filosoffen Immuel Kant sagde engang, at refærdighed er defineret ved at kunne gøre sine handlingsbegrundelser offentlige - og der er lidt problemer her. Er der ikke?