BLOG
Empty article - Subtitle
Uddannelsesfilosofisk blog nedlagt - del 3
Chefredaktør Jørgensen har skrevet fire indlæg i denne diskussion, og hun skal have tak for al sit engagement. Jeg vil prøve i det følgende at samle mine kommentarer:
1.
Jørgensen skriver at ”Rømer, Rasmussen og andre læsere henvender sig til redaktøren med håndfaste meninger”. Jeg har, så vidt jeg ved, aldrig henvendt mig med ”håndfaste” meninger, men svarer i herværende tilfælde blot på en forholdsvis ”håndfast” henvendelse fra redaktionen (se "del 2"-bloggen). Men deraf kan man måske slutte, at Jens Rasmussen har henvendt sig ”håndfast”? Altså til redaktionen. Gad vide om det er en vane i så fald? Så vidt jeg ved, har han også gjort det overfor en anden tidsskriftsredaktør i forbindelse med en videnskabelig uenighed for nogle år siden. Så var det ærligt talt lidt sjovere dengang han svarede åbenhjertigt på professor Palle Rasmussens anmeldelse af Jens Rasmussens bog om lærerrollen i starten af 00’erne. Det var et tankevækkende svar, hvis jeg ellers husker ret. Var det ikke noget med, at Habermas havde taget fejl med al hans normativitet? Men ok, det var før han gik i hi.
2.
Jørgensen fortæller, at det hele tiden har været redaktionens mening, at bloggen skulle nedlægges. Og hun citerer fra den eneste af sine e-mails, hvor hun omtaler en mulig lukning af bloggen. Her hører det dog med, at hendes citat er fra de sidste linjer i den sidste email i det lange forløb, jeg har refereret i min ”2 del”-blog. Der har på intet tidspunkt, i forbindelse med den øvrige brevudveksling, været nogen omtale af, at bloggen skulle lukke (hvilket også ville være mærkeligt efter kun tre måneders bloggeri). Men efter al den grovkornede kritik af mit arbejde, efter de ”håndfaste” henvendelser, og umiddelbart efter at Jørgensen i selvsamme e-mail har talt om mulige ”æreskrænkelser og injurier”, kommer lukningen pludseligt på tale som en rosin i pølseenden! Hvordan kan Jørgensen forvente, at nogen efter sådan et forløb kan undgå at forbinde de kritiske vurderinger af mit arbejde, Rasmussens "håndfaste" henvendelser og den pludseligt opståede annoncering af, at bloggen skal lukkes?
3.
Jørgensen skriver, at jeg gør Rasmussen skyldig i ”alle de ulykker som Rømer mener, der har ramt skolerne i Odense”. Men er der da nogen, som mener, at det er ’lykken der har ramt skolerne i Odense’? Sådan lyder det næsten. Som om jeg er helt alene med mit synspunkt. Mener Jørgensen ikke, at Odense er ramt af ”ulykker”? Eller lader hun blot den stakkels fagforening dernede ligge og flyde?
Derudover peger jeg sandelig også på mange andre end Rasmussen, f.eks. på rådmand Stina Willumsen og hendes embedsmand Poul Antoniussen samt på Jane Findahl fra KL og jeg nævner også kommunens kontraktsystem KIS og alt muligt andet. Så altså mange andre, og de fleste af disse citeres udførligt fra alle mulige dokumenter i seks blogindlæg.
Nu er et af problemerne ved at nøjes med at pege på sidstnævnte trio, at Odenses vision ikke har nogen særlig faglighed tilknyttet. Hverken Stina, Poul eller Jane ved noget om uddannelse og pædagogik, selvom de fremturer, som om de gjorde. Derfor har man omringet Fremtidens Skole med indledende møder og afsluttende videoforedrag, som lægges ind som links på kommunens hjemmeside om Fremtidens Skole. Der er introduktioner og videoforelæsninger af professor Jens Rasmussen, professor Lars Qvortrup, en repræsentant for Dansk Industri (som også er med i formandsskabet Ny Nordisk Skole), professor Per Fibæk Laursen og af rådmanden selv, altså Stina Willumsen (videoforelæsningerne er nu fjernet).
Jørgensen synes at mene, at dette blot er uskyldige debatoplæg, men det kan jeg love for, at det ikke er. Det er professorale og organisatoriske legitimeringer af Fremtidens Skole. Det kommer man ikke uden om. Og i disse forelæsninger tales der om (efter hukommelsen, videoerne er jo slettet), hvordan skolen skal tilpasse sig konkurrencesamfundet, hvordan man skal af med national- og almendannelse, hvordan man skal lægge mere vægt på "at lære at lære" i stedet for på indholdet, hvordan vi skal komme i verdensklasse på Pisa etc. Og her er ingen selvbærende referencer til danske, nordiske eller europæiske skoletraditioner, til åndsfrihed, folkelighed, musik, demokrati (nævnes vist en enkel gang), til videnskab, kunst og politik eller til europæiske og kosmopolitiske udfordringer, og det er jo ikke så sært, når man har de herres øvrige initiativer in mente.
Når man optræder på denne måde sammen med rådmanden, hvis samfundsanalyse er totalt ny-liberalistisk, så tager man del i et politisk projekt, og så er man altså medansvarlig. Og forelæsningerne ligger som sagt ikke blot på ”nettet”, som Jørgensen neutralt fortæller det. Det er på selve Fremtidens Skoles hjemmeside.
Endelig kunne forelæserne have skrevet, f.eks. på min blog, at de ikke går ind for Fremtidens Skole, men det gjorde de ikke. Alt taget i betragtning bliver de derfor professorale og intellektuelle markører og garanter for Odense Kommunes skolevision. Og det er medansvarlighed.
4.
Jørgensen har efter min opfattelse ikke redegjort fyldesgørende for, hvordan man på samme tid offentligt kan være glad for en polemisk form og så samtidig i de mere skjulte begrundelser bruge udtryk som ”ærekrænkende” og alt det andet, som hun mener. Hun har heller ikke redegjort for, hvordan man kan være glad for de ”uddannelsesfilosofiske, poetiske og somme tider knivskarpe indlæg” samtid med, at man siger, at de er dårligt begrundede og spilder læserens tid etc. Der er stadig en diskrepans mellem de offentlige og de private begrundelser efter min opfattelse.
Jeg er selvfølgelig part i sagen, og kan derfor ikke påberåbe mig nogen særlig objektivitet, men jeg kan alligevel ikke lade være med at konkludere, at noget ikke er rigtigt fat i den måde, Jørgensen bedømmer situationen på. Måske har jeg ret?
