Den nye folkeskoleaftale er desværre udtryk for en stigende politisering af folkeskolen

Lad mig starte med at slå fast, at enhver justering af folkeskolereformen i retning af større frihed til skolerne er godt. Derfor hilser Alternativet også isoleret set den nye aftale velkommen, og vi vil naturligvis stemme for den i folketingssalen. Særligt er det positivt, at de yngste får en kortere skoleuge, og at den lokale frihed til at tilrettelægge skoleugen øges for de resterende klassetrin.

Så langt, så godt. Det er dog, for os i Alternativet, helt uforståeligt, at aftalepartierne bliver ved med at lave justeringer på en reform, som måske i højere grad burde kigges meget mere grundigt efter i sømmene - ja, måske skal vi bare starte helt forfra og erstatte den med en ny? Således er det jo paradoksalt, at man øger muligheden for at dispensere fra loven og erstatte timer med to-lærerløsninger i stedet for at se på, hvorfor der er behov for at dispensere i første omgang? Måske fordi loven grundlæggende er forkert?

Vi mener nemlig, at der er behov for en langt mere overordnet rammelovgivning, som går tibage til den 'gamle' længde på skoledagen, som slet ikke indeholder læringsmålstyret undervisning, og som lader det være op til skolerne, hvordan fag og fagligheder skal administreres, og hvordan undervisningen skal tilrettelægges. Vi vil, med andre ord, gerne tilbage til den professionsstyrede skole.

Hele balladen omkring folkeskolereformen bliver heller ikke mindre af, at der er rejst stærk tvivl om det videnskabelige grundlag for den læringsmålsstyrede undervisning, som blev indført med folkeskolereformen.

I den seneste udgave af Weekendavisen rejser Ph.d. og lektor Keld Skovmand nemlig en alvorlig kritik af den videnskabelige dokumentation af de argumenter om den læringsmålsstyrede undervisnings effekt, som lå til grund for selve folkeskolereformen. Keld Skovmand kalder det for »den største og alvorligste sag om videnskabelig uredelighed i Danmarkshistorien«. Ifølge ham har man manipuleret med oversættelser og referencer, så det passede med de politiske ønsker.

Det burde i min optik få forligskredsen til revurdere hele reformen og inddrage forskere, lærere, skoleledere og elever i en proces, der skal skabe verdens bedste folkeskole, hvor børnene ikke bare bliver bogligt kloge, men også får stimuleres deres medfødte sociale, følelsesmæssige og skabende sanser. Vi har selvfølgelig vores bud i Alternativet, men det betyder også rigtig meget for os, at man ikke endnu engang laver så mange ulykker, som man har gjort med denne reform.

Det skal en øget professionsinddragelse sikre ikke sker. Det bekymrer mig nemlig særligt, at den nye aftale på folkeskoleområdet så tydeligt trækker politiske spor efter sig. Det er f.eks. ikke nogen hemmelighed, at Dansk Folkeparti længe har ønsket en opgradering af billedkunst og historie. Eller at Radikale og Socialdemokraterne har ønsket at frede den understøttende undervisning. Uden at forholde mig til det fornuftige eller ufornuftige i de specifikke elementer, er det mig så trist, at vi på den måde tager folkeskolen som gidsel for politiske aftaler, hvor alle partier skal tilgodeses og have en ’luns af kagen’.

Jeg vil meget hellere, at vi politikere sætter os sammen og diskuterer, hvad folkeskolen egentlig skal. Hvad dens formål er. Hvilke unge mennesker, vi gerne vil have, skal komme ud på den anden side. Når vi har gjort det – gerne i en ny forligskreds! – kan vi overlade til fagfolk at udmønte de politiske visioner. Vi politikere bør have visioner for folkeskolen – vi bør ikke detailregulere den, som den nye politiske aftale desværre også er et eksempel på.

Det ærgrer mig derfor også ekstra meget, at danske folkeskoleforældre til det kommende folketingsvalg får meget svært ved at sætte fokus på problemerne i reformen, fordi forligspartierne nu kan dække sig ind under, at de nye tiltag skal have lov at virke. Det er ikke bare ærgerligt for folkeskolen, men for hele vores demokrati.