Politisk: Alternativet
Blog
Kan den danske folkeskole lære noget af den finske? Oh yes!
Jeg har netop været i Finland med Folketingets Undervisningsudvalg. Formålet med besøget var at lære mere om det finske skolevæsen og den finske læreruddannelse. Da jeg fløj tilbage til Danmark var det med hænderne over hovedet – for hold op, hvor har vi meget at lære i Danmark! Her er bare et udpluk af forhold, vi bør lade os inspirere af.
For det første: I Finland er man på ingen måde tilhænger af test-kulturen. De har PISA-test på lige fod med os i Danmark, men PISA er jo en test, som alene et repræsentativt udsnit af eleverne besvarer – og kun hvert tredje år. Udover PISA er der ingen obligatoriske nationale test i den finske folkeskole, for som de sagde, da vi besøgte dem i Undervisningsministeriet, så er de langt mere interesserede i at fokusere på undervisning end på tests. De bruger PISA-resultaterne til at gøre lærerne opmærksomme på, hvor der er problemer, og stoler derefter på at lærerne bedst selv ved, hvordan der skal gribes ind.
For det andet: Der er ingen læringsmål i tilrettelæggelsen eller gennemførslen af undervisningen i de finske folkeskoler. Der er naturligvis overordnede formålsbeskrivelse for de enkelte fag på alle klassetrin og herunder mere specifikke beskrivelser af de forskellige fagelementer. Men der er ingen krav til at undervisningen skal tilrettelægges eller gennemføres i overensstemmelse med bestemte læringsmål. Der lægges en – for danske tilstande – helt ekstrem grad af autonomi ud til kommunerne og skolerne i forhold til, hvordan de overordnede fagbeskrivelser skal implementeres.
For det tredje: I de finske folkeskoler er musik, billedkunst og håndværk obligatoriske fag på samtlige klassetrin fra 1. – 9. klasse. Det taler for sig selv!
For det fjerde: Læreruddannelsen i Finland er en 5-årig forskningsbaseret universitetsuddannelse. Og de enkelte universiteter har stor autonomi i forhold til tilrettelæggelsen af uddannelsen. Der er naturligvis overordnede fag, der skal undervises i, men undervisningsforløb og mere konkret fokus er det op til det enkelte universitet at tilrettelægge. Det betyder i praksis at uddannelserne de 11 forskellige steder, hvor de udbydes, har særegne profiler, som hænger sammen med universiteternes overordnede forskningsprofil. Det giver en stærk faglighed – hvilket også er grunden til at læreruddannelsen i Finland er så uhyre populær. På Helsinki Universitet, som vi besøgte, kommer kun 5% af ansøgerne ind på uddannelsen. En anden styrke ved den finske læreruddannelse er at de lærerstuderende kommer i praksistræning på såkaldte ’Teacher Schools’. Det er almindelige folkeskoler (dog ejet af universitetet), som så har lærerstuderende tilknyttet undervisningen, mens de uddannede lærere har særlige funktioner som vejledere for de studerende.
Og endelig: Og som kilde til stor begejstring for særligt mig, som var eneste repræsentant for Alternativet – så har Finland i deres nye curriculum for folkeskolen simpelthen skrevet bæredygtighed ind som en af de grundlæggende værdier for skolens undervisning. Af dette curriculum fremgår således, at forståelsen af økosystemer spiller en afgørende rolle i den menneskelige udvikling. Direkte citeret og oversat står der således: ’Økosocial viden og kundskaber betyder at eleverne særligt skal forstå alvoren af klimaforandringer og stræbe mod bæredygtighed’.
Finlands folkeskolepolitik er i mere eller mindre grad Alternativets skoleudspil ført ud i livet. Det, der gjorde mig mest glad, var to ting: dels den helt ekstreme frihed, som kommuner og skoler har i forhold til at implementere lovgivningen. Og dels at man i Finland – i modsætning til i Danmark – tilsyneladende godt tør sige højt – og føre ud i livet – at klimaforandringer og bæredygtighed er så presserende emner at forholde os til, at vi bliver nødt til at adressere dem specifikt i folkeskolen.
Da Alternativet tidligere på året gik ud med præcis samme budskab i vores skoleudspil, fik vi så mange smæk for at ville politisere skolen. Men undskyld mig; at tage klimaforandringer og bæredygtighed alvorligt er altså ikke et politisk issue. Kig bare til Finland for bevis.
Heldigvis var undervisningsministeren med på turen, såvel som de fleste af de øvrige partiers ordførere. Jeg bærer lidt håb i mit hjerte nu. Det hjerte, der banker for en fri skole, stolte lærere som anerkendes for deres faglighed, et insisterende fokus på kunst og kultur som integrerede elementer af enhver elevs folkeskoleliv og en vilje til at indskrive bæredygtighed som en grundlæggende værdi i folkeskolens fundament.
