Hvad mener Alternativet om lærernes arbejdsforhold?

Spørgsmålet om, hvad vi mener om lærernes arbejdsforhold er jeg ofte blevet stillet som skoleordfører. Og med god grund! For skolen er den vigtigste dannelsesmæssige, demokratiske og sociale institution i samfundet. Dels er skolen med til at skabe muligheder og opbygge mennesker, menneskelige relationer og meningsfulde fællesskaber. Og dels er skoletiden afgørende for, at børn og unge videreudvikler deres viden, kundskaber samt sociale og kulturelle kapital.

Spørgsmålet er naturligvis aktualiseret af de igangværende (eller ikke så igangværende?) overenskomstforhandlinger. Og helt principielt forholder det sig naturligvis sådan, at vi som politikere skal holde armslængde til forhandlingsbordet. Det kan man så kritisere tidligere regeringer for ikke at have gjort! Men det er og bør være en ubøjelig regel.

At holde armslængde og ikke blande sig betyder ikke, at man ikke har en holdning til et forhandlingsemne. Og det har vi naturligvis også, når det gælder lærernes arbejdstid. Helt overordnet mener vi, at lærere fortjener at få både mere og bedre tid til deres arbejde. Med mere tid tænker jeg ikke på at de skal arbejde flere ugentlige timer! Men at der er mere tid til forberedelse – tid til at skabe undervisning, som er baseret på lyst, nye ideer eller inspiration fra andre. Det er en akut mangelvare i dag, hvor den for begrænsede tid til forberedelse alt andet lige fører til mere standardiseret undervisning.

Med bedre tid mener jeg at der er brug for at få fleksibiliteten tilbage, således at det er lærerne selv, der er herrer over, hvordan deres arbejdstid fordeles og tilrettelægges. Med bedre tid mener jeg også, at der bør afsættes tid til praksisfaglig sparring både mellem lærere og mellem skoler. For det er i dette praksisfællesskab, at man inspirerer hinanden til den gode undervisning, udfordrer hinanden på etablerede antagelser og hjælper hinanden med oplevede udfordringer. Det er i handlingens verden, at friheden ligger og hvis vi ikke sikrer lærerne muligheder for og tid til at handle efter egen faglighed, nysgerrighed og begejstring, så bliver skolen det modsatte: ufri og snærende. Som Hannah Arendt sagde: ”Der fødes hver dag mennesker, som hver især bærer et unikt potentiale for at tænke noget nyt, noget bedre og noget anderledes”. Vi skal være så opmærksomme på at vi ikke kvæler det potentiale hos både lærere og elever!  

Så det korte budskab: Jeg håber for lærerne, at overenskomstforhandlingerne resulterer i både mere og bedre tid til forberedelse, undervisning og praksisfællesskaber. Og i sidste ende håber jeg det jo egentlig allermest for elevernes skyld. For det dem, det hele afhænger af, når de træder ud af folkeskoleskoene og skal overtage og passe på det samfund, som er vores alle sammens fremtid, og som vi derfor må bære varsomt på armen.