Er mangel på morgenmadstilbud folkeskolens største problem?

Sådan kunne man lidt polemisk spørge ovenpå SFs forslag om at indføre gratis morgenmad i alle landets folkeskoler. Lad mig slå fast med det samme: forslaget er meget sympatisk. Der er blandt forskere og ernæringseksperter ingen tvivl om at børn lærer bedre på fuld mave, så ud fra både et ernæringsmæssigt og et læringsmæssigt perspektiv er det et fornuftigt forslag. Og fornuften strækker sig endnu længere, nemlig til SFs bud på, hvordan forslaget skal finansieres: gennem at hæve afgiften på tobak.

Så langt så godt! Og så er der også bare en hel masse andre perspektiver, som vi ikke må glemme. For det første, at SF jo rent faktisk lagde stemmer til L409, den udskældte lov om lærernes arbejdstid, som tegner sig for en stor del af finansieringen af folkeskolereformen. Var jeg folkeskolelærer, som – efter voldsomme protester, det må vi ikke glemme – var blevet tvunget langt mindre fleksible arbejdstidsregler ned over hovedet, så ville jeg måske mene, der var et sår eller to at lægge plaster på, inden man kommer med nye forslag til tiltag i folkeskolen. Det gør ikke forslaget om morgenmad mindre sympatisk, men det kaster lidt lys over det.

For det andet bør vi spørge: Hvis vi gerne vil tilføre folkeskolen flere midler, er gratis morgenmad så det rette sted at placere dem? Bare for at blive ved ernæringsspørgsmålet: Hvor mange elever er det helt reelt, som ikke spiser morgenmad? Og hvorfor? Fordi de kommer fra hjem, hvor der ikke er fokus på det? Eller fordi de ikke gider? Og ville disse sidste så spise i skolen? Og ville en frokostordning ikke i givet fald være meget mere på sin plads? Jeg ved ikke om det kun er mine børn, der altid kommer voldsomt sultne hjem, fordi frokosten ikke mætter nok, og der går for lang tid uden mad fra frokost og til skoledagen er slut.

Men andre spørgsmål trænger sig også på: Har folkeskolen ikke i langt højere grad brug for at vi anvender eventuelt tilhåndeværende midler på at forbedre undervisningen? På at indføre langt mere formativ evaluering, der rent faktisk bruger tid og energi på at give feedback til den enkelte elev frem for at præsentere et tal som et resultat af en national test? På at give lærerne tid og rum til faglig sparring og udvikling, som giver dem den begejstring og energi, enhver lærer bør være båret af, og som uafvendeligt smitter af på eleverne? På færre læringsmål men i stedet flere muligheder for at tage undervisningen ud af klasselokalet, ud i naturen og lokalsamfundet? På undervisning, som fokuserer på demokratisk medborgerskab, både i teori, men ikke mindst i praksis gennem langt mere elevinddragelse end det klassiske – og undskyld mig, typisk indflydelsestomme – elevråd? På at styrke rammerne og undervisningen i de kreative, musiske og håndværksmæssige fag, således så eleverne begejstres over dem, og mærker at det også er sejt at være god til sløjd – og derfor måske aktivt vælger en erhvervsuddannelse, når de skal videre efter folkeskolen? På bevægelse, natur og – ja, nu siger jeg det altså – mental sundhed, f.eks. gennem mindfulness?

Alt det – og meget mere – ønsker jeg mig for den danske folkeskole. Og det er alt sammen vigtigt. Er det mere eller mindre vigtigt end gratis morgenmad i skolen? Jeg er ikke ekspert, men jeg ville ikke starte med morgenmaden, skulle jeg prioritere. Og når det er sagt, så anerkender jeg fuldt ud at børn fra sårbare familier har brug for ekstra hjælp til at få spist den morgenmad – og den hjælp skal vi give dem, men lad os gøre det gennem at støtte forældrene i at gøre det rigtige. Og en helt anden ting: Vi kan jo alle sammen starte med at spørge os selv, om vi ville synes det var rart, hvis vores børn drønede ud af døren om morgenen uden at vi havde fået mulighed for lige at sidde rundt om bordet og se hinanden i øjnene. Det lyder helt socialromantisk, men det har sin dannelsesværdi. Den skal vi også værne om.