Glade lærere giver glade børn - og glade børn lærer bedst!

Vi ved det alle sammen: Den offentlige sektor er under pres. Effektiviseringer (læs: besparelser), fokuseringer (læs: besparelser) og tilpasninger (læs: besparelser) kombineret med evigt voksende dokumentationskrav og politisk detailstyring gør det til en snart sagt urimelig opgave at være offentligt ansat. Og det gælder da ikke mindst for lærerne.

Det særlige ved at være lærer er ikke alene det kolossale ansvar, man har, når man påtager sig at sikre læring, dannelse og trivsel for op imod 28 børn ad gangen. Man skal nemlig også forholde sig til, at alle har en holdning til ens arbejde. På den måde forestiller jeg mig, at det kan være lidt ligesom at være politiker.

Men ved danskerne egentlig, hvordan det er at stå derude på skolerne? At befinde sig midt i krydsilden og samtidig kæmpe for at holde skuden flydende, alt imens man lapper huller og vandet fosser ind?

Det tror jeg ikke. Og det samme gælder sådan set for resten af de offentligt ansatte. Man kan ikke forstå udfordringerne, før man kender hverdagen. Derfor satte vi os i Alternativet for at give danskerne mulighed for at få et indblik i offentligt ansattes hverdag.

Torsdag valgte jeg og mine kolleger således at udlåne vores sociale medieprofiler til offentligt ansatte:  Jordemødre, læger, sosuer og ja – lærere. Jeg tror, det blev en lærerig dag for alle, der fulgte med – også vi politikere.

Min egen side (https://www.facebook.com/carolinamagdalene/) blev overtaget af Bo Rockwell, der er lærer på en specialskole på Frederiksberg. Hans oplevelser og tanker bekræftede mig i den position, der altid har været Alternativets: Betingelsen for en velfungerende skole er rimelige arbejdsvilkår for lærerne. Og ikke mindst fik han understreget, hvad der for mig er indlysende: Vi kan kun have anerkendelse og respekt til overs for det stykke arbejde, der bliver lagt for dagen derude i virkeligheden.

Bo er, som lærere er flest: Engageret og passioneret. Når frokostpausen bliver aflyst til fordel for et grædende barn med brug for at rase ud, og når de sene aftentimer bliver brugt på (ulønnet) forberedelse, så er det udtryk for det, der efter min erfaring kendetegner de danske lærere: De går altid den ekstra mil. Og når de gør det, så fortjener de i dén grad anerkendelse.

I Alternativet støtter vi op om den danske model og vil derfor ikke blande os i konkrete krav og modkrav. Men vi er ikke bange for overordnet at sige det helt klart: Skal vi have en folkeskole i topform, kræver det så absolut også arbejdsvilkår, der understøtter de ambitioner. Og de vilkår skal aftales i overenskomster, ikke bestemmes ved lov. Glade lærere giver glade børn – og glade børn lærer bedst.

Det er logik for burhøns og burde også være det for politikere.