Folkeskolen skal underbygge elevernes evne til at forandre samfundet til det bedre.

Jeg vil gerne starte med det amerikanske valg. Det amerikanske valg er, har mange analytikere påpeget, først og fremmest et udtryk for institutionernes fald. Tilliden til og troen på systemet og institutionerne – f.eks. hele den politiske institution – er i frit fald.

Vi kender også oprøret mod de stærke institutioners skruetvinge herhjemme: Vi siger til vores unge, at de skal lave deres eget oprør, f.eks. mod 12-talsræs og fremdriftsreform, for forandringen kommer ikke fra Christiansborg. I hvert fald ikke som den gamle støvede institution fungerer lige for tiden. Samtidig holder det politiske parnas både unge og forældre fast i en stålsat fortælling om, hvor vigtigt det er at gå den lige vej, få gode karakter og en god uddannelse, for hvem ved ellers, hvor du ender? Måske som arbejdsløs kontanthjælpsmodtager? Eller som musiker der deler en lummer lejlighed med tre suspekte typer?

Og hvad har alt det med folkeskolen at gøre? Jo, min refleksion er dels en kæmpe cadeau til kritikken af det etablerede, modet til at turde forandringen, opfordringen til folket om at tage den venlige revolution (som vi i Alternativet ønsker os) i egen hånd. Men dels er det også et kritisk lys på netop samme ønske. For når forandringen alene er forandring i sig selv – og rodløs i sit fundament – så bør vi med rette spørge, hvad den skal komme af og hvad dens formål er? Her ligger en opgave for folkeskolen i at give eleverne et empatisk, etisk og medmenneskeligt dannelsesfundament, som de kan gribe ned i, når de skal sætte forandringslysten i værk.

For folkeskolen – og uddannelse – har for os i Alternativet til formål at sætte vores unge mennesker i stand til at skabe forandring. Men det er dæleme vigtigt, at skolen samtidig giver børnene og de unge mennesker et fundament af etisk refleksion, kritisk empati, medmenneskelighed, solidaritet og rummelighed, som lægger sig i deres eksistens som en bund af sund, livgivende og nærende muld. En muld, der kan formes på forskellige måder og som nogle gange skal vandes lidt for ikke at tørre ud, men som forbliver i det enkelte menneske igennem hele livet. I mit indre billede er relationen mellem dette fundament af svampet muld og forandringens kraft og vilje en elastik, som med skiftende fart kan dykke langt ned og skyde højt op.

Se, dét er skolens opgave: At give vores børn et fundament af kritisk empati og forandringsvilje og -evne på én og samme gang. Derfor kommer vi i Alternativet – når vi til januar lancerer vores uddannelsespakke - til at foreslå et erkendelsesfag i folkeskolen, som skal gøde vores børns muld med kritisk empati, rummelighed, livsdannelse, åndelig indsigt og globalt udsyn. 

Faget skal dels styrke elevernes selvberoenhed; deres evne til at mærke sig selv som mennesker og dels deres forhold til en mangfoldig omverden. Det skal styrke elevernes kritiske bevidsthed - både over for sig selv og over for det omgivende samfund. Det skal ske gennem undervisning i og praktisk erfaring med forskellige livssyn, demokratisk forståelse og deltagelse, etik og moral, menneskelig empati og udfordringer af etablerede fordomme. På samme tid skal kreativitet, entreprenant tænkning og skaberkraft spille en meget større rolle i folkeskolen, end vi ser det i dag.

Verden omkring os forandrer sig. Derfor skal fremtidens unge skabe forandring. Men det skulle jo gerne være en forandring til det bedre. Til det bliver vi også nødt til at give de unge noget substans, som de kan bruge, når de skal mærke efter. Det er – med al respekt for de dygtige lærere, som hver dag forsøger sig med denne opgave - stadig en mangelvare i folkeskolen. Ikke fordi lærerne ikke kan eller vil; faktisk tværtimod, tror jeg. Men fordi vi politisk over en årrække nu har underprioriteret netop dette vigtige element af folkeskolens opgave. Derfor har vi brug for et nyt erkendelsesfag, som sammen med et øget fokus på kreativitet og entreprenørskab kan sikre at vores unge kan skabe forankret forandring. For uden forankring bliver forandringen formålsløs. Og uden forandring bliver forankringen reaktionær.