To gode grunde til at afskaffe de nationale test

På det seneste har kørt en debat om kvaliteten – og berettigelsen i det hele taget – af folkeskolens nationale test. I januar skrev Jeppe Bundsgaard en kronik i Politiken med skarp kritik af de nationale test på særligt to områder: 1) de måler upræcist og 2) de måler det forkerte. Bl.a. giver Jeppe Bundsgaard i kronikken et eksempel på en ’dygtig elev’, som har en theta på mellem 0 og 2 i 2. klasse i profilområdet tekstforståelse. Dette svarer til at eleven ligger mellem percentil 40 og 80 – altså at vedkommende med 95% sikkerhed er bedre end de 40 procent dårligste elever og dårligere end de 20% bedste. Så usikker er præcisionen i de nationale test, hvilket giver god grund til at spørge, hvad formålet med testene er, når nu resultaterne er så usikre. Netop dette spørgsmål stillede jeg undervisningsministeren på et samråd, som jeg indkaldte til på baggrund af Jeppe Bundsgaards kritik. Ministeren svar på spørgsmålet var, at det var en afvejning mellem fordele og ulemper ved testene, og at hun i den afvejning godt kan leve med ’en lille usikkerhed’.

Men usikkerheden er ikke lille. Den er stor. Det er problem nr. 1 med de nationale test. For så vidt angår dette problem, har vi allerede købt præmissen om, at nationale test er et godt pædagogisk redskab, som har til formål at målrette undervisningen til den enkelte elev – som Undervisningsministeriet påstår. Her kommer vi til problem nr. 2: Nemlig at de nationale test – i Alternativets optik – ikke er et godt pædagogisk redskab. Flere kritiske stemmer peger nemlig på, at de nationale test ikke fungerer efter hensigten. Tværtimod, så fører de nationale test til mere ’teaching to the test’; altså en målretning af undervisningen med henblik på at klargøre eleverne til at svare rigtigt på spørgsmålene. Bl.a. viser erfaringer fra Norge at alene tilstedeværelsen af nationale test har en tendens til at indsnævre undervisningen til det, der testes.

Og her kommer vil til det helt centrale spørgsmål: Er det den form for læring, vi ønsker i folkeskolen? Ikke hvis det står til Alternativet. Vi ser i høj grad de nationale test som et produkt af en overdreven konkurrencestatsmentalitet, hvor alt og alle konstant kvantificeres, måles, bedømmes og vurderes – med henblik på at tilfredsstille en snæver forestilling om vækst og produktivitet.

Vi ønsker, at elevernes udvikling og uddannelse drives af nysgerrighed og undren. Skolen bør være et frirum, hvor eleven får tid og plads til at gå på opdagelse, opfinde og være kreativ uden at skulle være bange for at gøre noget forkert eller skulle vise et bestemt resultat. Derfor er det afgørende med en positiv fejlkultur, hvor det at begå fejl er en nødvendig del af en skabende proces, frem for forkert adfærd, der straffes. Som Samuel Beckett sagde: ’Har du nogensinde forsøgt? Har du nogensinde fejlet? Tag dig ikke af det, men prøv igen, og tag fejl igen, men tag bedre fejl!’

Selv om man løste problemet med usikkerheden og fejlmålingen i de nationale test, ville de stadig udgøre en form for evaluering, som måler på, hvor god eller dårlig eleven er til at svare rigtigt. Og de ville stadig udgøre et konkurrenceparameter, som eleverne bruger til at måle sig med hinanden. Jeg er selv forælder til en dreng, som har gået i folkeskolen, og min erfaring med, hvad eleverne får ud af de nationale test er fuldstændig utvetydig: De bruger dem til at ringe eller sms’e til hinanden når de har fået resultatet – for at sammenligne sig med hinanden; råbe ’yes’ når de ligger i toppen og ’øv’ når de ligger i bunden. Det er dræbende både for lysten til læring og sammenholdet i klasserne.

Der er derfor brug for et radikalt opgør med de nationale test – til fordel for en formativ evalueringskultur, som måler kvalitativt frem for kvantitativt og som giver individuel feedback til den enkelte elev. På den måde inspirerer vi eleverne til en skabende læring, som giver den enkelte elev rum og mulighed for at forbedre sine egne præstationer over tid – frem for at sammenligne sig med de andre.